Selvom oktober ifølge kalenderen ikke er årets første, men anden efterårsmåned, er det ofte først nu, de ’rigtige’ efterårstemperaturer begynder at tage fat. Træernes blade indtager smukke gule og røde nuancer, og mange urter står med frø og udgør en veldækket buffet for frøspisende fugle. Det er dog også en god idé at servere foder på foderbrættet allerede nu.
I oktober er det store fugletræk i fuld gang. Millioner af fugle, som yngler mod nord og overvintrer mod syd, kan ses på træk på den danske himmel. Her flyver landfuglene helst over terrænet, mens vandfuglene foretrækker at følge kyststrækninger, til de rammer åbent hav.
Tre fugle du kan møde i haven i oktober
Grønsisken
Grønsiskenen er mere gul end grøn og minder om grønirisk, men er mere slank, har et spinkelt næb og stribede flanker. Derudover er hannen sort på issen og under næbbet. Fotograf: Nis Lundmark Jensen
Udbredelse: Grønsisken optræder nogle år talrigt i Danmark som træk- og vintergæst, og om efteråret er der stor chance for at se småflokke i tæt formation over haven på deres vej mod syd. Her i landet yngler grønsiskenen i et meget begrænset antal.
Bolig: Grønsiskener yngler i ældre nåleskov, hvor reden, der laves af halm og mos normalt placeres højt i et nåletræ. Yngletiden starter i april, og de får typisk to kuld om året.
Grønsiskener er nomader, der konstant trækker rundt efter føde. I vinterhalvåret ses grønsiskenen typisk i haver med fyr, birk og elletræer, hvis frø er dens foretrukne føde. Den lille finke hænger ofte med hoved og ryg nedad ligesom mejserne – også gerne på fedtkugler, som den er særligt begejstret for. Men den kan også lokkes til foderbrættet med nødder og mindre frø. Om foråret og forsommeren lever grønsiskenen hovedsageligt af granfrø, som den trækker ud af de halvåbne kogler med sit spidse næb. Om sommeren bliver frøene suppleret med insekter, bl.a. bladlus.
Det er en livlig og selskabelig fugl, som altid optræder i kvidrende flok, der kan lette hvert øjeblik under stort ståhej for kort efter at slå sig ned igen, gerne i det samme træ. Grønsiskenen er så tillidsfuld, at du som regel kan betragte den på få meters afstand.
Stær
I stærens vinterdragt, der anlægges sidst på sommeren, er der store hvide pletter. De slides af i løbet af foråret, så fuglen til sidst er helt mørk. Den flotte yngledragt er metalglinsende med lange, løse prydfjer omkring hals og bryst. Fotograf: Nis Lundmark Jensen
Udbredelse: En vidt udbredt fugl i Danmark, hvor den yngler i gamle løvskove eller ved bebyggelse. Det er en såkaldt kortdistancetrækfugl med vinterkvarter i bl.a. England, dog overvintrer nogle stære også herhjemme. I træktiden besøges Danmark desuden af mange skandinaviske stære.
Bolig: Stære yngler i huller i træer eller under tagskæg, og de er også meget glade for redekasser, hvor de ofte vender tilbage til samme kasse år efter år.
Mange kender stæren for dens sjove sang, der udover knirkende og skrattende lyde indeholder præcise efterligninger af alt fra anderappen og hundegøen til en togkonduktørs fløjte og ringetoner fra mobiltelefoner. Den er meget alsidig i sit valg af føde og besøger gerne foderbrættet, hvor den især går efter brød og fedt. Derudover lever den især af insekter, orme og snegle, og om efteråret og vinteren af frugter og bær.
Stæren kendes også for det fascinerende fænomen Sort Sol, som kan opleves om foråret og efteråret. Her samles enorme flokke på træk til fælles overnatning i rørskove, især i Vadehavsområdet, ved de vestjyske fjorde og Limfjorden. Lige inden stærene går ned på jorden for natten, tegner de imponerende mønstre på himlen i noget, der nærmest ligner en omhyggeligt synkroniseret dans.
Også på andre områder er stæren helt sin egen. I modsætning til andre fugle rengør stære nemlig gerne selv redekassen, så den er klar til brug i den nye ynglesæson. For at mindske mængden af utøj i reden anvender fuglen i øvrigt også aromatiske urter som malurt, kodriver og salvie som redemateriale.
Lidt mindre charmerende er det, at stæren - ligesom gøgen - er en såkaldt redesnylter og således ikke holder sig tilbage for at lægge æg i andre stæres reder.
Blåmejse
Blåmejsen kan kendes på sin blå kalot, som adskiller den fra alle andre danske småfugle. Den har blå vinger og hale og gul underside. Fotograf: Nis Lundmark Jensen
Udbredelse: Blåmejsen er en standfugl, som findes over hele landet. Den livlige lille fugl ses mest ved foderbrættet i vintertiden, hvor du kan observere den på ganske kort afstand, fordi den er så tillidsfuld. Om efteråret ses også blåmejser fra Skandinavien og Rusland.
Bolig: Yngler i mange forskellige typer natur med træer, men er især glad for ældre løvtræer, hvor det er lettest at finde hulrum til reden. Har du en redekasse i haven, er der god chance for, at en blåmejsefamilie rykker ind. Hunnen lægger helt op til 16 æg og er dermed topscorer blandt spurvefuglene.
Den smukke lille fugl udviser nærmest akrobatiske udfoldelser, når den søger føde, fx på insektjagt i løvtræers yderste, tynde grene eller i ophængte mejsekugler. På foderbrættet går den især efter nødder og frø.
Blåmejsen har ikke bare sine blå, gule og hvide farver tilfælles med musvitten. De to mejsefugle konkurrerer også ofte om såvel redesteder som føde, og her kommer blåmejsens ringe størrelse til den til gode, da den kan klare sig med mindre redehuller end den noget større slægtning. Samtidig tager blåmejserne godt for sig af de helt små insekter, når ungerne skal fodres, og det kan resultere i at spisekammeret er tømt, inden insekterne har vokset sig store nok til at egne sig til føde for musvitungerne.
