Den allerførste gyngestol blev produceret i England omkring år 1725 - The Windsor Rocker, blev den kaldt.

Gyngestolen blev brugt som havemøbel, og det var også denne funktion, gyngestolen tog med sig til USA, hvor den især blev udbredt i midten af 1800-tallet i en fletversion på verandaen.

Senere var det især de såkaldte Shaker-gyngestole i træ med fletsæde, som blev populære. Og siden har både Hans Wegner, Verner Panton og Charles Eames givet deres bud på en tidssvarende gyngestol.

Gyngestolen fik kagen skyllet ned

I 1920’erne hittede gyngestolen i både USA og Europa og blev for alvor taget ind i stuerne. Og herefter kastede møbeldesignere for alvor deres kærlighed på det gyngende møbel.

- Wegner tegnede 6 forskellige gyngestole, inspireret af Shakerne. Han mente, gyngestolen egnede sig godt til kaffe og kage, for så kunne man vippe tilbage, når man skulle skylle kagen ned. En mere seriøs grund til hans interesse for gyngestolen var, at han havde opdaget, at det var godt for blodomløbet at sidde og rokke, fortæller Christian Holmsted Olesen, udstillings- og samlingschef på Designmuseum Danmark.

Gyngestolen relanceret

Hvor gyngestolen har gemt sig lidt i krogene i 1990’erne og 00’erne, får den nu igen plads. I oktober 2014 relancerede Coop således Børge Mogensens J52G, som han designede, mens han var leder af FDBs møbeltegnestue i 1942-50.

- Vi tog gyngestolen med igen, fordi vi synes, den er ikonisk. Der er godt gang i salget – nok fordi den hos mange af os vækker minder fra den gang, vi var børn, og samtidig giver os mulighed for at sætte os ned og nyde øjeblikket i en tid, hvor alt ellers går stærkt, siger Maria Hørmann, daværende business manager i FDB Møbler, Coop Danmark.

Gyngestolen har altid været et hit

Gyngestolen hitter også hos www.Lauritz.com.

- Vi sælger rigtigt mange gyngestole og har gjort det gennem alle årene. Fordi vi kun sælger varer på vores auktioner, der kan vurderes til mindst 800 kr., vil der altid være mange ellers fine gyngestole, der desværre ikke finder vej til os. Så hos os ser vi derfor oftest dyre antikke eller arkitekttegnede gyngestole, fortæller Christina Riis Hansen, content manager hos www.Lauritz.com.

Gyngestol er blevet lidenskab

Ud over arvestykker og designklassikere dukker nye, specialproducerede gyngestole også op, hvis man søger på nettet.

Morten Stenbæk, der står bag Crafted by Stenbaek, designer og snedkererer selv hver enkelt gyngestol, han sætter til salg. Og han er blevet til en ’gyngestole’-nørd, fortæller han.

- Jeg har luret på teknikker og materialer i ældre amerikanske gyngestole, og så begyndte jeg stille og roligt at udvikle min egen model, som både skulle være flot og behagelig at sidde i. Det er blevet min lidenskab, og jeg bliver ved med at finde på nye finesser.
Se Morten Stenbæks gyngestole her www.mortenstenbaek.dk

Kennedy var vild med gyngestole

Den amerikanske præsident John F. Kennedy fik i 1955 at vide af sin læge, at det ville være godt for hans ryg at sidde i gyngestol. Kennedy blev imidlertid så vild med sin gyngestol, at han tog den med sig overalt, han rejste med flyet Air Force One, samt at han forærede gyngestole som gaver til venner og bekendte.

Kilde: www.Wikipedia.org.

Gyngestol har helbredende effekt

At sidde i en gyngestol skulle efter sigende have en positiv effekt på helbredet. Forskning har bl.a. vist, at det skulle være godt at gynge derudad i forhold til demens og Alzheimer.

Kilde: www.RockingChairTherapy.org.