Familie efter tre år med mindre plastik: 'Vi er jo ikke gået over til at leve i et syltetøjsglas'

En solbadet eftermiddag i Blovstrød lidt nord for København tager Brigitta Stampe imod. Familien har sagt ja til at lade sig interviewe, for der er noget vigtigt på spil.

I tre år har familien Stampe på sin egen måde forsøgt at gøre op med vores umættelige hang til ting, der er lavet af plastik. Fryseposer, indkøbsposer, vandflasker, vatpinde, opvaskebørste, klude, håndsæbe, mademballage, og vi kunne blive ved. Plastik er alle vegne.

Synet brændt fast

Hjemme i vante rammer i Blovstrød havde familien flere ideer oppe at vende. Man kunne jo starte et rejsebureau, hvor turister kunne rejse ud i verden og hjælpe med at rydde op. Men til sidst nåede familien frem til, at den bedste mulighed var at hanke op i sig selv og sætte egne vaner under kritisk lup.

- Det var også en erkendelse af, at du ikke kan redde hele verden. Du kan ikke gøre alt, men du kan gøre noget, så vi gik i gang med at finde ud af, hvad vi havde af muligheder, forklarer Thomas Stampe.

På familiens vegne besluttede Thomas og Brigitta Stampe kort efter at skære kraftigt ned på deres forbrug af plastikposer. Det skulle være slut med den lemfældige omgang med det omstridte materiale, der skaber mindst lige så mange problemer, som det løser. Og det var ikke helt nemt i starten for Brigitta Stampe, der skulle tilpasse sig i rollen som mor og chefindkøber i husstanden.

- Jeg må ærligt tilstå, at jeg følte mig alt for fortravlet. Jeg følte, at jeg havde en ret til at købe rigtig mange plastikposer oppe i Netto, for jeg havde jo to børn og skidetravlt. Selvfølgelig havde jeg ikke tid til at skulle huske et net, hver gang jeg skulle på indkøb, genkalder hun.

1. Har du virkelig brug for det der? Hvis nej, så lad være med at købe det.
2. Hvis du har brug for det, kan det så fås som genbrug gennem platforme som fx DBA, Trendsales, Facebook-grupper eller på loppemarked?
3. Når du køber, så køb bæredygtigt. Kig efter certificeringsmærker, vurder materialet og undersøg, hvor produktet er fremstillet.
4. Tilstræb altid at købe kvalitetsting, der holder, og som du bliver glad for i mange år og ikke erstatter foreløbigt.

Plastikken blev jaget vildt

I starten var det et spørgsmål om at sige nej til poser, men målet om at skære ned på plastik greb hurtigt om sig.

Opvaskebørster og vatpinde blev udskiftet, fryseposerne skiftet ud med fornuftigere alternativer og de smarte kaffekapsler blev arkiveret lodret. Den flydende sæbe måtte vige for et stykke håndsæbe af den bæredygtige slags, og selvom Allerød Kommune ikke kræver det, begyndte familien at sortere sit affald og køre det på genbrugspladsen.

At familien skar ned på plastikforbruget satte gang i en kædereaktion af tiltag med bæredygtighed som fællesnævner. De begyndte at engagere sig i alt fra salg af økologiske blomster til en fuldstændig forvandling af haven, der gik fra orden uden ukrudt til kontrolleret kaos med en flora, som bierne og det øvrige insektliv elsker.

Over tid udviklede der sig også nye tendenser i familiens generelle forbrug, og dem satte Brigitta Stampe sig for at nedfælde som egentlige dogmer.

- Ved at fokusere på plastik har vi fået øjnene op for vores forbrug i bredere forstand, og der hjælper de fire regler mig. Det handler især om at stille sig selv spørgsmålet, om man overhovedet har brug for det, man overvejer at købe, siger hun.

Rumpen i klaskehøjde

Undervejs i løbet af de tre år, familien Stampe indtil nu har bekendt sig til målet om mindre plastik i hverdagen, har reaktionerne været blandede. Mange middagsselskaber med familie og venner har ført til meningsfulde diskussioner, ofte i en erkendelse af, at der formentlig ikke er en vej udenom, hvis vi skal gøre noget godt for miljøet. Men selvfølgelig har der også været de reaktioner, som hele familien havde regnet med at få.

- Ni ud af ti gange begynder folk i en forsvarsposition. De påpeger straks, at vi kører i en bil, der forurener, at vi stadig flyver, at jeg har dæk af gummi på min cykel, og at vi jo også bor i et hus, der bruger energi.

- Men vi er jo ikke gået over til at leve i et syltetøjsglas. Vi påstår ikke, at vi er en CO2-neutral familie. Vi siger bare, at alle de steder, hvor vi synes, at vi kan gøre noget, der gør vi noget, og så håber vi, at det kan være med til at inspirere andre, fastslår Thomas Stampe og understreger, at hverken kritik eller motivforskning i nærmiljøet har fået familien til at genoverveje.

Tæt på umuligt at undgå plastik

Dermed ikke sagt, at en fornemmelse af afmagt aldrig har indfundet sig. Når først man er opmærksom på sit forbrug af plastik, viser det sig, at plastikken er svær at komme udenom.

Da Thomas Stampe i 2017 fik konstateret tarmkræft, blev skiftende hospitalsværelser en del af hverdagen. Og selvom sygdomsforløbet ikke har påvirket familiens eksperiment negativt, har det afsløret en anden del af fortællingen om vores plastikafhængighed.

- Det største problem i den henseende er, at jeg skal kigge på alt det plastikaffald, som der er på et hospital. Det gør da lidt ondt, når jeg får kemoterapi og skal kigge på fem præparater, der hver især er pakket ind i plastikbeholdere og poser i forskellige tykkelser. Men jeg har jo ikke et alternativ, og affaldet bliver heldigvis håndteret, så godt som det nu er muligt, konstaterer Thomas Stampe.

Det er logisk at forestille sig, at det at forsage plastik i mange sammenhænge kan føre til en fornemmelse af, at der pludselig mangler noget. Men hverken Brigitta, Thomas eller børnene sidder tilbage med en følelse af, at livet er blevet fattigere med mindre plastik. Og kigger man sig omkring i familiens hjem, hvor enkelte plastikmøbler og ting stadig er at se, lader det ikke til, at missionen med plastreduktion er ført ud i ekstremerne.

- Vi har fra starten af sagt, at vi ikke ønsker at være fanatiske. Vi opfatter os selv som en helt almindelig familie, der gør, hvad vi kan, slutter Brigitta Stampe.