Det er faktisk IKKE lovligt at lade sin hunds hundelorte ligge på fortovet.
Der er ikke nogen lov, der konkret henviser til hundes efterladenskaber, så i praksis henvises til både Vejloven og Færdselsloven.
Ifølge Vejloven er det forbudt at efterlade affald på vejarealer, herunder fortove, og det gælder altså også hundelort. Reglen gælder både offentlige veje og private fællesveje i byer.
Politiet har dog ikke den store erfaring med sager på området. Østjyllands Politi kender til sager fra andre politikredse, hvor der er foretaget sigtelse efter færdselsloven, der siger. at: "Der må ikke på vej henkastes eller efterlades noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen".
Hundelort kan straffes med bøde
Lader du din hunds efterladenskaber ligge på fortovet, kan du straffes med bøde. Det siger Vejlovens § 70 og Privatvejslovens § 98.
Der er dog stor sandsynlighed for, at politiet ikke har ressourcer til at rykke ud og tage sig af hundeefterladenskaber på fortovet, mener både Dansk Kennelklub og advokat Susan Aino Kjær.
Hundeejere kan få regning fra kommunen
Kommunen, og i visse tilfælde politiet, kan ifølge loven fjerne hundens efterladenskaber for hundeejerens regning, hvis han eller hun ikke rydder op efter hunden. Her henviser advokat Susan Aino Kjær både til vejloven og privatvejsloven.
Men du kan faktisk også selv risikere at skulle betale, hvis en anden person lader sin hunds hundelort ligge på dit fortov. Du kan nemlig, ifølge privatvejsloven og Lov om offentlige veje være forpligtet til at fjerne alle former for affald på fortovet foran din ejendom, hvis vejbestyrelsen har bestemt det. Der er dog flere ting, du kan gøre, for at hjælpe hundeejerne med at huske at få fjernet hundens efterladenskaber.
Hold dit fortov pænt
Dansk Kennelklub råder desuden til, at du selv holder dit fortov pænt ryddet. Det er for de fleste mere grænseoverskridende at lade en hundelort ligge på et pænt og velholdt fortov.
Tag en god snak med hundeejeren
Hvis du tager en hundeejer på fersk gerning, kan en venlig henstilling være en mulighed.
Du kan fx sige:
- Jeg vil blive glad, hvis du samler op efter din hund. Jeg synes nemlig ikke, det er særlig lækkert at skulle gøre det, og det er trods alt nemmere, når det er ens egen hund. Og så er du heller ikke med til at give andre hundeejere et dårligt ry.
Sæt klistermærke på din skraldespand
Mange hundeejere samler faktisk deres hunds efterladenskaber op i en pose, men smider så efterfølgende posen fra sig på jorden. Og her kan du faktisk hjælpe og muligvis motivere hundeejeren til at rydde op efter sig ved at lade dem bruge din skraldespand ved fortovet.
Dansk Kennel Klub og Hold Danmark Rent har udviklet et klistermærke, som husejere kan sætte på deres private, udendørs skraldespand med teksten "Her må du gerne smide din hundepose". Køb klistermærkerne i kan du bestille i Hold Danmark Rent's webshop. Det koster 19 kr. inkl. porto.
Få opstillet høm høm opsamlere
Den svenske virksomhed TiksPac producerer poser til opsamling af hundelort, samt miljøstationer (tidligere høm høm-stationer - opsamlere), hvor poserne hænger til fri afbenyttelse for hundeejere og andre. Kommuner kan vælge at opstille stationerne på offentlige steder.
Desuden har firmaet en specialdesignet affaldsbeholder – TiksCan - der kun tager imod fyldte hundeposer. Beholderen er lukket, så fugle og andre dyr ikke kan tage poserne.
Kontakt evt. din kommune og hør, om de har eller vil opstille høm høm-stationer til dit område.
Det siger loven
Vejloven § 70
"Efterlader nogen på offentlig vej eller sti affald eller genstande, der kan være til ulempe for færdslen eller er særligt forurenende, kan vejmyndigheden eller politiet lade det efterladte fjerne for den pågældendes regning."
Færdselsloven § 87
"Der må ikke på vej henkastes eller efterlades noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen."
Lov om private fællesveje, renholdelse § 82, stk. 3.
"Grundejerne skal fjerne affald og andet, der er særlig forurenende eller til ulempe for færdslen".
Lov om offentlige veje m.v., § 68, stk. 3:
"Grundejerens renholdelsespligt efter § 64 omfatter at fjerne affald og andet, der er særligt forurenende eller til ulempe for færdslen".