Det er op til kommunerne, om en vej skal være offentlig eller en privat fællesvej. Arkivfoto
Hvem beslutter, om en vej skal være offentlig eller privat fællesvej?
Ifølge ’Lov om offentlige veje’ (Vejloven) er det kommunalbestyrelsen, der bestemmer, hvilke nye kommuneveje der skal anlægges, og hvilke kommuneveje der skal nedlægges.
I forbindelse med nedlæggelsen af en offentlig vej, er det også kommunalbestyrelsen, der bestemmer, om vejen skal opretholdes som privat fællesvej for flere ejendomme eller helt udgå som færdselsareal.
Når kommunen ændrer en vej fra offentlig vej til privat fællesvej, kaldes det også for ’nedklassificering’ af vejen.
Kommunerne har således vide rammer for at beslutte, om en vej skal være offentlig eller privat fællesvej, og der er stor forskel på, hvor mange offentlige og private fællesveje, der er i de forskellige kommuner.
I nogle kommuner er flertallet af vejene offentlige, mens de i andre kommuner er private fællesveje. Det afhænger af kommunens økonomi, da beslutningen om at ændre offentlige veje til private fællesveje ofte hænger sammen med besparelser.
Hvilke konsekvenser har det for grundejere, at vejen bliver privat fællesvej?
Den vigtigste konsekvens, når en vej bliver ændret fra offentlig til privat fællesvej, er, at den fremtidige vedligeholdelse overgår fra kommunen til grundejerne. Det betyder, at de grundejere, der enten har vejen, eller hvis grunde grænser op til den private fællesvej, har ansvar for og pligt til at vedligeholde vejen.
Med det følger også udgifterne til, at vejen er i en ordentlig stand, renholdt og ikke udgør en sikkerhedsmæssig risiko.
Ifølge ’Lov om private fællesveje’ (Privatvejsloven) er det kommunalbestyrelsen, der bestemmer, hvordan og hvor meget en privat fællesvej skal vedligeholdes og istandsættes.
Hvilken stand skal vejen være i, når den ændres fra offentlig til privat fællesvej?
I december 2010 vedtog Folketinget at ændre Vejloven således, at kommuner fremover ikke kan nedklassificere en offentlig vej i dårlig stand til en privat fællesvej og bagefter kræve, at grundejerne betaler for at sætte vejen i stand.
Ifølge Vejloven skal vejen nu være i ’god og forsvarlig’ stand, før den kan overgå til at være privat fællesvej. For at en vej kan karakteriseres som værende i en god og forsvarlig stand, kræves det, at alle vejens bestanddele - fx vejkasse og slidlag - har en restlevetid på mindst 25 procent.
Kommunen skal inden den endelige beslutning om ændring af vejens status dokumentere vejens tilstand ved en tilstandsrapport, som beskriver vejens stand og restlevetid set i forhold til den fremtidige forventede færdsel på vejen.
Inden færdiggørelsen af rapporten, har de berørte grundejere i en høringsfase mulighed for at gøre indsigelser mod rapporten. I den endelige rapport skal kommunen bl.a. redegøre for, hvilke indsigelser der har fået kommunen til at udføre arbejde på vejen, og hvilke der ikke har.
Hvornår træder ændringen fra offentlig til privat fællesvej i kraft?
En konsekvens af ændringen af Vejloven er, at kommunen nu først skal offentliggøre, at den påtænker at ændre en offentlig vej til privat fællesvej. Offentliggørelsen skal ifølge loven ske i den lokale presse, mens direkte berørte grundejere skal underrettes særskilt.
Kommunen kan tidligst træffe endelig afgørelse om at ændre vejen til privat fællesvej 4 år efter denne offentliggørelse.
I denne 4-års periode skal kommunen bl.a. dokumentere vejens stand inden ændringen (se afsnittet ovenfor), og perioden sikrer desuden, at grundejerne har mulighed for at forberede sig på sine nye pligter og ansvar samt at organisere sig i fx vejlav eller grundejerforeninger, så de har mulighed for at løse de fremtidige pligter i fællesskab.
Hvis der er klaget over kommunens tilstandsrapport (se afsnit nedenfor), kan beslutningen om at ændre vejens status til privat fællesvej tidligst ske, når klagen er afgjort.
Hvilke klagemuligheder har grundejere?
Grundejerne har mulighed for at klage over den endelige tilstandsrapport til Vejdirektoratet, hvis de ikke er enige i, at vejens stand opfylder lovens regler herom.
Man kan også klage til Vejdirektoratet over kommunens afgørelse om, at en offentlig vej skal ændres til privat fællesvej, men klagemuligheden omfatter kun retlige spørgsmål.
Det betyder, at klagen kun kan handle om, hvorvidt kommunalbestyrelsen har fulgt den foreskrevne fremgangsmåde for beslutningen, som den fremgår af loven. Kommunens skøn over, at vejens status skal ændres til privat fællesvej, kan altså ikke prøves.
Fristen for at klage til Vejdirektoratet er 4 uger fra meddelelse om afgørelsen, og det vil i forbindelse med en klage til direktoratet være muligt at få dækket sine omkostninger til sagkyndig bistand, fx ingeniør- eller advokatbistand, hvis direktoratet vurderer, at bistand er nødvendig for, at grundejerne kan varetage sine interesser.
Om det kan lade sig gøre kan være forskelligt fra sag til sag - advokatbistand dækkes dog som hovedregel, og der er formentlig også god mulighed for at få dækket sagkyndig bistand i forbindelse med vurdering af den tekniske tilstandsrapport. Der er ikke nogen praksis for omkostningsdækning til sagkyndige endnu.
Er du heller ikke enig i Vejdirektoratets afgørelser, kan du i sidste ende indbringe sagen for domstolene. Det skal ske inden 6 måneder efter, at direktoratet har meddelt afgørelsen.
