Kælder indrettet til opbevaring. Foto: Torben Klint
Hvilke typer kældre findes der?
Kældre findes i mange variationer – de kan være hele, halve eller delvise, men alligevel med fuld ståhøjde. De findes også i variationen krybekælder, hvor der kun lige er plads til at krybe ind og undersøge gulvet i stueetagen (etageadskillelsen), vand- og varmerør og evt. have en smule opmagasineret.
Fageksperten forklarer: Hvad er godt at vide om kældre?
Herudover findes der små kælderdepoter og endnu mindre kældre, der stort set kun er et ventilerede hulrum. Det kan fx være fadebure og mindre depoter i etagen under stueetagen, som normalt er placeret i nærheden af køkken eller bryggers.
Kældre kan være opbygget af forskellige materialer, men der er dog nogle gennemgående byggetekniske karakteristikker, der går igen afhængig af, hvornår kælderen er opført.
Den største udfordring med ældre kældre er typisk fugtproblemer, dårlig varmeisolering, så der trækker kulde op, samt at de ikke er beregnet til længerevarende ophold, som mange efterhånden ynder at bruge dem til.
Kælderens betegnelse siger ikke nødvendigvis noget om, hvor god den er, eller hvad den kan benyttes til. Det varierer meget fra hus til hus og afhænger af husets alder og byggeteknik og af, hvor udsat huset er for fugt fra den omgivende jord.
Fuld kælder
Kælderen følger stueetagens størrelse og har fuld ståhøjde.
Halv kælder
Kælderen er cirka halvt så stor som stueetagen.
Delvis kælder
Kan fx findes i huse på en skrånende grund. Sådanne huse har ofte dele af kælderen liggende nede/inde i jorden, mens andre dele af kælderens ydervægge er blotlagte og i princippet svarer til en almindelig facade.
Krybekælder
En kælder, der er så lav, at man kun kan krybe frem. Der er normalt adgang til krybekælderen via en lem i gulvet. Fra krybekælderen kan man vedligeholde etageadskillelsen samt vand- og varmerør.
Halv kælder og halv krybekælder
En kombination af to af de ovennævnte typer, hvor halvdelen af kælderen er "høj kælder", mens den anden halvdel er krybekælder.
Ventileret hulrum
Visse huse har under stueetagen et hulrum som kan variere i højden helt ned til 10 cm. Det kaldes stadig en krybekælder, selv om man ikke kan krybe i den.
Hvordan er kælderen opbygget?
Simpelt fortalt er kælderen opbygget af et loft, ydervægge og gulvet. Det er især vægge og gulve, som kræver særlig opmærksomhed, da det er de dele af konstruktionen, der støder op mod den relativt fugtige jord på ydersiden af huset. Væggene i kældre er også langt mere fugtige end vægge over jorden, da de aldrig bliver varmet og tørret af solen.
Loftet
Kælderloftet er en del af det, der kaldes etageadskillelsen mod stueetagen. "Etageadskillelse" er et udtryk for hele den vandrette bygningsdel, der adskiller en etage fra en anden. Der findes i hovedtræk 3 varianter af kælderlofter:
- Loftet kan være udført som et bjælkelag, typisk i træ, med et trægulv på oversiden og et pudset (hvidt) loft ned mod kælderen. Denne type findes ofte i ældre huse. Inde i konstruktionen imellem loft og gulv, kan der være et lag brædder, hvor der ligger ler på. Det kaldes lerindskuddet og har fungeret som brand og lydisolation.
- Loftet kan være støbt i beton på stedet (in-situ), med forstærkningsjern indstøbt.
- Loftet kan være et præfabrikeret betonelement med indstøbte forstærkningsjern.
Vægge
Kælderydervæggen findes også i forskellige typiske varianter:
- Væggen kan være bygget op på stedet af mursten.
- Væggen kan være bygget op på stedet af letklinkerblokke (lecablokke)
- Væggen kan være bygget op på stedet af betonblokke (fundablokke eller H-blokke)
- Væggen kan være støbt i beton på stedet (in-situ).
- Væggen kan være præfabrikeret og opsat som færdige betonelementer.
Ud over disse 5 typer er der selvfølgelig varianter. Især murstensvægge er meget modtagelige over for fugtpåvirkning, men alle vægtyper kræver særlige foranstaltninger, som udføres som fugtstandsende lag placeretudvendigt på kældervæggen.
Ingen af de 5 vægtyper er særligt varmeisolerende. Dertil kræves udvendig isolering. Nyere kældre er udstyret med både fugt- og varmeisolering.
Gulvet
Kældergulvet er det øverste lag i det, som kaldes terrændækket. Det er typisk støbt i beton på stedet, hvad enten der er tale om et nyt eller et gammelt gulv. Den store forskel på nye og gamle gulve i kælderen er mængden af isolering, der er brugt under betonlaget, samt de foranstaltninger, der er gjort for at stoppe fugten fra at trænge op gennem gulvet fra jorden nedenunder.
I ældre kældre, er kældergulvet typisk kun mellem 5-10 cm tykt og ikke isoleret. Det betyder, at der under betonen er direkte kontakt til den fugtige jord og derved risiko for opstigende fugt i konstruktionen. Et kældergulv i nyere huse er ofte opbygget med et drænlag, isolering og beton. Der bruges i dag som oftest polystyren som isolering i terrændæk og kældergulve. Polystyren er kapillarbrydende, og derved kan man undlade drænlaget.
Ældre kælder med aftegninger fra opstigende grundfugt. Foto: Bolius
Kældre fra forskellige perioder
Gamle kældre fra 1870-1950
Det er ikke unormalt, at kældre fra denne tid har et fundament og en kælderydervæg, som er muret op i mursten. Først allersidst i 1800-tallet begyndte man at støbe fundamenter og kældre i beton. Problemet med de murede fundamenter og kælderydervægge er, at de suger fugt i højere grad end støbte betonfundamenter og ydervægge.
I perioden isolerede man overhovedet ikke kældre, og desuden var kælderydervægge og gulve heller ikke helt tætte. Kældre fra denne periode har problemer med fugt, hvis de ikke er blevet forbedret med fx udvendig isolering, et evt. fugtstandsende lag og drænende fyld omkring.
Ældre kældre fra 1950-1975
Fra 1940'erne og frem til 1960'erne blev man noget bedre til at fugtsikre og isolere kældre. Især blev man bedre til at standse den opstigende fugt i fundamenter og kælderydervægge. Noget man har kendt til allerede fra århundredeskiftet. Man lærte at lægge et simpelt, men effektivt fugtstoppende, vandret lag (murpap) ind i alle vægge, der kunne stoppe den opstigende fugt fra jorden.
I takt med at kælderen byggeteknisk blev bedre, begyndte man også at anvende den til andre formål. Nogle af rummene blev udformet, så de kunne bruges til fest eller leg. Men fugtproblemerne var der stadig i et vist omfang, idet fugten også kunne trænge ind i væggene fra jorden omkring væggene.
Moderne og nye kældre fra 1975 og frem
Siden midt 70’erne er måden, man bygger kældre på, blevet væsentligt forbedret. Det skyldes især den øgede isolering , der, ud over at holde på varmen, også forhindrer vand i at trænge gennem gulvet. Det kapillarbrydende lag under isoleringen, gør at vand i jorden ikke kommer op i kontakt med isoleringen eller betongulvet.
Selve vægkonstruktionen i nyere huse vil typisk være støbt på stedet (insitu) eller sat som betonelementer med isolering udvendigt. Lecaterm-blokke, som har indbygget isolering, bruges typisk i overgang ved terræn og terrændæk. Lecablokke kan også anvendes som kælderydervægge.
I dag bygges der ikke så ofte kældre til nye enfamiliehuse. Kælderkvadratmetrene er nemlig relativt dyre i forhold til, hvad du må anvende dem til.
Den høje kvadratmeterpris skyldes, at det er dyrt at bortskaffe den overskydende jord og lave de ekstra foranstaltninger, der skal til for at gøre kælderen tæt overfor fugten i jorden. Samtidig er kælderen oftest ikke egnet til beboelse, hvor kælderlokaler typisk stadig har en lav lofthøjde, ringe dagslysindfald og dårlige udsigtsforhold til omgivelserne.
Hvis du vil bruge din kælder til beboelse eller som soveværelse, skal det være godkendt af kommunen. Foto: Jesper Ray
Hvilke love og regler gælder for kælderen?
Hvis du har tænkt dig at bruge kælderen til opmagasinering, vaskerum eller fyrrum, er der meget få love og regler, der sætter begrænsninger for brugen. Ønsker du derimod at bruge din kælder til beboelse, ser det straks anderledes ud.
Som hovedregel må du hverken overnatte i kælderen eller bruge den til længerevarende ophold.
Bygningsreglementet stiller krav om, at gulvet i alle beboelsesrum skal ligge over terrænet omkring huset, hvilket i sagens natur diskvalificerer alle kældre på forhånd.
Hvis kælderen ligger på en skrående grund, kan den ene side af kælderen godt have gulv, der ligger over terræn og dermed muligvis anvendes til beboelse. Men der stilles stadig krav til bl.a. flugtveje og luftskifte, som også skal overholdes.
Hvor godt er indeklimaet typisk i kælderen?
Både fugt og temperatur påvirker indeklimaet i en kælder. Desuden kan forhøjede koncentrationer af den radioaktive gasart radon skabe problemer med indeklimaet.
Fugt og skimmelsvampe
Fugten i jorden omkring kælderen er den største udfordring, når det gælder om at gøre en kælder rar og sund at være i.
Både regnen oppefra, den generelle fugt i jorden og grundfugten, der suges op nede fra jorden under kælderen, presser vand ind mod kælderydervæggen og kan give problemer for konstruktioner og helbred. Samtidig er det langtfra alle kældre, der er bygget til at kunne modstå denne belastning fra den udvendige fugt. Derfor er fugtproblemer i kældre et meget udbredt fænomen.
Er der forhøjet fugtindhold i indeluften, er det usundt at opholde sig i kælderen. I værste fald kan fugten danne grobund for skimmelsvamp, der kan give gener i form af irriterede øjne og luftveje, hovedpine og svimmelhed og i grelle tilfælde allergi. Derfor er indeklimaet i kældre typisk en del ringere end i rum i stueetagen og øvre etager.
Kulde
Selvom temperaturen i jorden omkring kælderen hele året ligger omkring 8 til 10 grader, opleves kælderen generelt kold. Årsagen er, at materialerne i kælderen overvejende er mursten eller beton, og at kælderen sjældent er særligt godt isoleret. Ydermere har solen ikke i særlig høj grad mulighed for at opvarme væg- eller gulvarealer i kælderen.
Kælderens isolering forbedres ved udvendig efterisolering, hvor du ved samme lejlighed kan placere et fugtstandsende lag eller et kombinationsprodukt, hvor varmeisoleringen også fungerer som et fugtbremsende lag. Det sidste kan dog kun fungere, hvis væggene er af vandtæt beton eller er pudset med vandtæt puds. Det anbefales kraftigt at udføre et vægdræn, idet grundmursplader og drænriller i isolering har vist sig at dræne utilstrækkeligt.
Radon
I kælderen er der oftest en højere koncentration af den radioaktive luftart radon end andre steder i huset. Radon stammer fra undergrunden og kan trænge ind i bygninger og særligt i kældre, når kælderens fundament eller gulv ikke er tæt. Radon i indendørsluften forøger risikoen for lungekræft.
Radon er naturligt forekommende overalt i jorden, visse steder mere end andre. Koncentrationen af radon er højere i meget stenet og leret jord og mindre i sandjord.
Særligt i gamle kældre er det vigtigt at lufte hyppigt ud for at nedsætte koncentrationen af radon. Nyere kælderkonstruktioner, især kældre opført efter 1998, er ofte mere radontætte og derfor sundere at opholde sig i.
Hvilke forbedringsmuligheder har kælderen?
Der er typisk mange udfordringer forbundet med at gøre kælderen mere attraktiv at opholde sig i. Som nævnt kan der være problemer med fugt, radon og manglende varmeisolering, men også de ringe dagslysforhold, lave rumhøjder, uhensigtsmæssige rumstørrelser og ujævne og fugtpåvirkede overflader kan volde problemer.
Men omvendt er kælderen fuld af muligheder. På trods af alle udfordringerne er der mange måder, du kan forbedre kælderen på, så den får et bedre indeklima og bliver mere velegnet til opbevaring, værksted, hobbyrum el.lign.
Mange af forbedringsmulighederne handler naturligvis om at fjerne fugten fra kælderen eller at sørge for, at fugten ikke trænger ind i kælderen i første omgang. Men også forbedringer af kælderens dagslysforhold, rumhøjden samt overfladerne kan skabe en mere attraktiv kælder.
