Skabet, der står mellem Caroline Hahn og Ebbe Lavsen, var indtil engang i 60’erne vægpaneler i en sparekasse i Nykøbing Mors. Her købte Ebbes farfar dem. Mange år senere byggede Ebbes far dem om til et skab til Ebbe, da han flyttede hjemmefra. Det er siden blevet flyttet med ham mange gange.
Ved bunden af den eneste hovedvej ind i det gamle fiskerleje Agger i Thy, ude ved yderste klitrække, flankeret af byens ishus, en grillbar og en café med servering til sommerturisterne ligger et ydmygt, stråtækt hus, der er tydeligt vejrbidt som en fisker med læderhud efter et langt liv ved Vesterhavet.
Boligen kort
Hvem bor her: Ebbe Lavsen, 37 år, og Caroline Hahn, 35 år, begge arkitekter MAA, og deres søn på 3 år. De driver sammen tegnestuen Hahn Lavsen fra adressen i Agger.
Hvilken slags hus: Nyt hus i Agger i Thy, som de selv har bygget med fokus på at benytte lokale og bæredygtige materialer.
Hvor mange m2: 126 m2 beboelse. Hjørnegrunden er på 770 m2.
Hoveddørens højde på knap halvanden meter står som et vidne om en tid med mangel på midler og materialer. Men lige bag stråtagets krumme ryg ligger et rankt og nybygget hus, som fortæller en helt anden historie om Thy – om et område i vækst, om unge surfere og andre byboere, der finder mening i at lægge livet om og vælge vestenvinden til.
Drømte om klimavenligt hus
Helt specifikt fortæller det nybyggede hus historien om parret Caroline Hahn og Ebbe Lavsens store eksperiment, der i dag fungerer som hjem for deres familie på tre. De er uddannet arkitekter og havde en drøm at flytte fra København for at bygge et klimavenligt hus med de teknikker og det kendskab til materialer, de har med fra arbejdet med at restaurere fredede og bevaringsværdige bygninger.
Det gamle fiskerhus ligger helt ud til vejen, mens det nye er opført bagved, så beboerne undgår den værste trafikstøj. Det gamle hus skal nu renoveres.
– Vi stillede os selv det spørgsmål: Kan vi bruge de gamle teknikker og tidligere tiders rene materialer til at bygge et nyt hus i dag? siger Caroline.
Det var grundopgaven. Dertil kom selvfølgelig, at de uden nogen praktisk erfaring med byggeri ville bygge huset selv. De søgte efter en grund tæt på havet og selvfølgelig gerne med en attraktiv placering. Sidstnævnte blev lidt anderledes end forventet.
– Vi havde jo faktisk set det her gamle hus tidligere, og vi havde talt om, at det var synd, at det lå placeret, som det gør, siger Ebbe og kigger ud ad terrassedøren fra sit nye køkken og lige over på det lave, stråtækte hus, der ligger klos op ad vejen og på den måde skærmer nybyggeriet for den værste trafik.
Køkken, stue og kontor ligger i ét stort rum. Idéen er, at man let kan sætte skillevægge op og ændre grundplanen, hvis der senere bliver behov for det.
– Ja, det var ærgerligt, hvis det skulle rives ned, men vi havde også snakket om, at der ikke ville være nogen købere til det. Vi havde jo heller ikke lyst til at redde det. Det ville aldrig blive det fede sommerhus, som man drømmer om – eller noget som helst andet for den sags skyld, siger Caroline og uddyber, at huset er så lavt, at det ville være svært at udnytte til moderne bolig. Dertil kommer grundens placering.
– Det er en hjørnegrund, trafikeret og med indsyn fra fortov og vej. Det ligger virkelig ikke til højrebenet, siger Ebbe.
Men så kom huset pludselig til salg, og idéen opstod at lave et tillæg til huset, så det oprindelige kunne bevares som anneks til et nybyggeri.
Fokus på lokale byggematerialer
Derfor er alle de valg, der er truffet i forbindelse med nybyggeriet, også funderet i det gamle, ja næsten faldefærdige hus ved siden af.
– Vi lavede en analyse af det gamle og gik bl.a. ind i, hvilke omstændigheder det er skabt under. Det, der er spændende, er jo, at det er bygget udelukkende af lokale materialer. Så det var vores første benspænd, siger Ebbe.
– Ja, kan man det i dag? spørger Caroline.
De to huse ligger parallelt få meter fra hinanden. Det nye hus er bygget med en vinkel for at skabe en lækrog på østsiden til at skærme for vind og vejr.
Det er lystmalet med sydvendte terrassedøre, der suger lyset ind i stuen. Huset løfter sig op ved siden af det ydmyge fiskerhus med et stramt arkitektonisk udseende. Men med tag af træ i brede planker og vinduer og murværk i naturlige farver ligner det alligevel blot en yngre udgave af den gamle historie.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Naturlig isolering ved Vesterhavet
Ret hurtigt og med egne ord ”forventeligt” stod det klart, at lokale materialer ikke hænger på træerne. Men hvor det lod sig gøre, valgte de det nære. Herunder i forbindelse med isoleringen under gulvet, der består af 70 cm muslingeskaller.
– Dem har vi i tonsvis her. Og de ligger bare og flyder, fordi ingen rigtig ved, hvad de skal bruges til. Så det blev hurtigt et ufravigeligt krav, siger Caroline.
Til murværket har parret valgt en såkaldt monoblok. Det er ikke et lokalt valg, men var ved byggeriets start det mest bæredygtige og tilgængelige.
Teglstenene i gulvet er lagt i knasfuge, som gør det let at flytte kabler, hvis der skal sættes skillevægge op. Desuden kan stenene senere genbruges. Under gulvet er der isoleret med muslingeskaller, for som Caroline Hahn siger: – Vi kan ikke bare blive ved med at smide kæmpe flamingoplader ned. Det er så unaturligt og føles helt ved siden af her ved et gammelt, historisk hus.
– I dag havde vi måske valgt anderledes, men vi skulle starte et sted og også have materialer, der gav mening for os som selvbyggere uden praktisk erfaring, siger Caroline.
– Og monoblokke er superlette for amatører og selvbyggere at arbejde med. Det er ofte mellem forskellige materialer, at problemerne opstår, men her er ikke noget materialemøde, fordi blokkene er isolerende i sig selv, siger Ebbe.
Og på trods af det mere moderne og knap så lokale valg af materiale er der alligevel en tråd tilbage til fiskerhuset.
– For selvom husene førhen var dårligt isolerede, så var de ligesom blokkene her diffusionsåbne, åndbare og lavet i naturlige materialer uden tilsætninger, siger Ebbe og fortæller, at de har valgt en monoblok med ”cradle to cradle”-certificering.
Caroline indskyder, at sådan en certificering dog mest er for syns skyld, fordi stenene alligevel aldrig ville blive kørt tilbage til fabrikken i Polen, hvis huset skulle rives ned.
– Nej, og de kan jo ikke genbruges, som de er, fordi de går i stykker, hvis du vælter huset, siger Ebbe og tilføjer:
– Men vi havde en idé om at lave et hus af så ærlige materialer, at man hurtigt ville kunne skrælle det, lægge det i bunker og genbruge det hele, siger han.
Derfor har de også været særligt opmærksomme på at undgå plastik og plastikmaling i byggeriet. Det gælder også de rå monoblokke.
– I forhold til stenenes livscyklus har vi tænkt, at hvis vi lader være med at behandle dem, så kan de i hvert fald teknisk set gå tilbage i produktionen. Derfor har vi også malet huset udendørs med en silikatmaling, så det hele er plastikfrit, siger Ebbe Lavsen.
Vinduerne er produceret lokalt
– Der findes ikke så mange lokale byggematerialer, men der findes ofte lokale producenter, siger Caroline og Ebbe supplerer:
– Og hvis vi skal lære noget af huset lige uden for vinduet, er det selvfølgelig fyrretræsvinduer, vi har sat i. I Norden bør vi som minimum bygge af nordisk træ. Derfor er det heller ikke mahognivinduer. Regnskovstræ i et hus i Agger ville være helt forkert for os.
Bygningsdetaljer ved det nye hus
- Terrændækket er isoleret med 70 cm muslingeskaller, som både virker som et kapillarbrydende og isolerende lag.
- Murene er bygget op af monoblokke.
- Teglgulvet på nær i badeværelset er lagt i sand i såkaldt knasfuge uden lim.
- Murene er malet i silikatmaling, og træværk og vinduer i linoliemaling, som parret selv blander af olie og farvepigment.
- Loft og tagkonstruktion er træ. Inderst er lofter af rå brædder, ovenover er der en dampbremse af papir, isoleringen er træfiber, og ydertaget er kernetræ fra douglasgran, der er tjæret med trætjære.
- Vinduerne er i fyrretræ.
Egentlig ville de to arkitekter gerne have brugt flere genbrugsmaterialer, og i deres arbejde med at restaurere er de vant til at klunse materialer fra nedrivninger – selvfølgelig altid efter aftale med lodsejerne.
– Men byggereglementet, som det er i dag, lægger virkelig ikke op til, at man genbruger. Man kan ikke bare klunse et brugt vindue og sætte det i et nybygget hus, for så kan man ikke dokumentere, at det lever op til de nødvendige krav, forklarer Ebbe Lavsen.
Derfor må de vente med det helt store genbrug til den forestående renovering af fiskerhuset, som ikke skal leve op til samme krav som en nybygget helårsbolig. Og nu, oven på byggeriet af deres nye hus, er de to arkitekter godt klædt på til at gå i gang med deres ældgamle anneks.
– Ja, det er blevet helt omvendt. Vi havde nok regnet med, at vi ville lære metoderne fra renoveringen og så bruge dét til at bygge nyt, men nu ender vi med at bruge overskudsmaterialer fra vores nye hus til at istandsætte det gamle, siger Caroline.
– Det hele har været lidt af et eksperiment. Vi var enige om fra begyndelsen, at vi ville prøve nogle ting af. Byggeriet er også blevet begyndelsen på vores egen virksomhed, og de erfaringer, vi har gjort os her, har fungeret som en form for efteruddannelse for os, slutter Ebbe.
