Indflytningsdatoen er uvis - renoveringen af den gamle gård må tage den tid det tager, mener Berit og Niels Juhler Gredal. Til gengæld udføres renoveringen så nænsomt og bæredygtigt som muligt.
En stak gamle mursten ligger i en stabel på gulvet i stueetagen på Lydinge Aagård på Midtfyn. Berit Juhler Gredal tager en af dem i hånden og nærstuderer den.
Lydinge Aagård ligger for enden af en buet grusvej på Midtfyn i nærheden af byen Ringe.
Gården rummer 288 m2 bolig. Den er bygget i 1850 og købt for knap 2 millioner kr. i 2019.
Renoveringen har indtil videre kostet omkring 350.000 kr., men ejerne regner med at bruge mindst det dobbelte.
Du kan følge processen med renoveringen på Lydinge Aagård på Instagram.
– Se, der er et fingeraftryk, og her er der mærker fra noget græs, den har ligget og tørret i engang for mange år siden. Det er lidt fascinerende, siger den 36-årige kvinde, som har iklædt sig en praktisk termodragt og støvler på fødderne. Rundt omhende er bygge- og renoveringsprocessen i fuld gang, og den kræver naturligvis praktisk tøj.
Sammen med sin mand, Niels Juhler Gredal, viser hun rundt i de store rum, som engang skal blive til køkken, stue og et børneværelse.
Hvornår familien, der også tæller to døtre, kan holde indflytterfest, er uvist, men det nager dem på ingen måde. Tværtimod har de bevidst valgt at lade processen tage den tid, som er nødvendig, og som har rum til, at de kan udforske og lære alt om bæredygtig renovering undervejs.
Vi forhaster ikke noget. Det vigtigste er, at resultatet bliver godt, fordi vi skal bo og leve her i mange år, siger Niels Juhler Gredal, som til daglig er stærkstrømsingeniør, men bruger rigtig mange fritimer på at mure, pudse, tømre og ikke mindst lave research på renovering med alternative materialer.
Gården og familien var det helt rigtige match
En sommerdag i 2019 besøgte Berit og Niels Juhler Gredal Lydinge Aagård første gang. De havde i nogen tid været på udkig efter en gård med god plads inde og ude, som kunne erstatte deres hus i landlige omgivelser syd for Køge.
Bindingsværket så sundt ud. Der var gode, gedigne staldbygninger og store, flotte træer i haven. Det var nogle af de ting parret faldt for, da de var ude at se huset første gang.
En søgning på nettet drejede deres opmærksomhed hen på en bindingsværksgård under postnummer Ringe, men langt fra byen i øvrigt. For enden af en buet grusvej lå en perle, som de var nødt til at kigge nærmere på.
Og det gjorde de:
– Vores yngste datter samler på fjer, og hun fandt begejstret uglefjer, mens jeg fandt et sted i haven, hvor jeg kan have mine bier. Og sådan var det flere gange under besøget. Det var, som om det var meningen, at vi skulle bo her, fortæller Berit Juhler Gredal, der dog lige skulle have sin mand med på idéen. Han så for sig, at stedet ville være meget arbejdskrævende at sætte i stand, men lidt efter lidt blev han også forelsket i Lydinge Aagård.
– Jeg kunne se, at bindingsværket så sundt ud, der var gode, gedigne staldbygninger og store, flotte træer i haven. Resten kunne vi lave om på, siger Niels Juhler Gredal, der har flair for at udføre håndværksarbejde, selvom han ikke er uddannet som sådan.
Nej tak til kemi
Ægteparret slog til og købte gården med overtagelse i oktober 2019. De vidste fra begyndelsen, at de ville renovere selv med begrænset hjælp fra håndværkere, og at det skulle være med udelukkende bæredygtige materialer. Deres tidligere bolig på Sjælland havde de også selv renoveret, men med konventionelle materialer. Og især én episode fik åbnet deres øjne for, at de skulle på udkig efter alternativer.
– Vi lagde et epoxygulv, og det stank simpelthen så giftigt og føltes helt forkert. Det endte med, at Niels brugte fire dage på at fjerne det igen, fortæller Berit Juhler Gredal, mens hendes mand nikker.
Den dyre erfaring blev startskuddet til, at de besluttede sig for at gå markant andre veje i forhold til materialevalg. Derfor er blandt andet plastikmaling, gipsplader og dampspærre kommet på den sorte liste, fordi de ikke er åndbare.
– Bæredygtighed er blevet moderne, og det er der en grund til. Det kan ikke nytte, at vi bruger materialer, som er usunde for os selv og naturen. Vores børn skal ikke bo i et usundt indeklima, siger Berit Juhler Gredal bestemt, og hendes mand supplerer:
– Jeg kan lide at nørde med materialer og lede efter det helt rigtige. Og det giver så meget mening, når jeg finder tømmer hos det lokale savværk fremfor at bestille dem i et byggemarked, hvor det oftest er hurtigvoksende, udenlandsk træ, som ikke er af nær så god kvalitet.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Ingen våde ruder
Missionen hos Berit og Niels Juhler Gredal er at bygge bæredygtigt, så naturen og jordkloden ikke lider overlast, men det handler i lige så høj grad om at bygge åndbart. De bruger derfor ikke dampspærre i ydervæggene, hvilket ellers er ret uhørt.
Konstruktionen er bygget op med lerplader, som sikrer at fugten kan vandre hele vejen gennem væggene og ud.
I stedet bygger de konstruktionen op med lerplader, hvor fugten kan vandre hele vejen gennem væggene og ud. De har fået rådgivning om spørgsmålene i den forbindelse hos virksomheden Bygsundt.
I stueetagen har de indtil videre færdiggjort et enkelt værelse, som bruges som soveværelse for hele familien. Og når de alle fire vågner om morgenen, er der aldrig fugt på indersiden af ruderne, ligesom de ikke behøver at lufte ud. For der lugter ikke. Både Berit og Niels Juhler Gredal har tidligere døjet med støvallergi og kan tydeligt mærke en forskel fra før til nu. Berits symptomer er forsvundet.
– Luften føles renset og mindre tung. I vores gamle hus havde jeg det, som om jeg boede i en plastikpose, siger hun.
Oplevelsen med luften i soveværelset er ikke det eneste, som konkret bekræfter ægteparret i, at de gør det rette. Da de åbnede en væg et sted, hvor der var brugt mineraluld som isolering, var den våd. Men:
– Da vi åbnede et sted, hvor der udelukkende var gamle mursten i ler, var væggen og træværket tørt, siger Niels Juhler Gredal, der derfor har valgt at bruge alternativer til konventionel isolering – nemlig isolering med fibre i træ eller papir.
Gode til at være i processen
Den gamle gård har været under kærlig renovering i næsten et år nu, og forude venter et uvist antal måneder – måske år – med at blive færdig. Men selvom hele stueetagen flyder med murerspande, værktøj og materialer, skaber det ingen frustration hos parret.
– Vi er gode til at være i processen, fordi det er sjovt, og fordi vi ønsker et resultat, som vi kan leve med resten af vores liv, siger Berit Juhler Gredal, der gik ned i tid som sygeplejerske, da familien flyttede til Fyn.
Det store rum på førstesalen er både køkken, opholdsrum og hyggekrog i byggeprocessen.
For ikke kun boligen skal være bæredygtig, det skal hele livet, er parrets filosofi. Og bliver byggerodet for meget, skal de blot gå få skridt hen til en smal trappe op til førstesalen. Heroppe åbenbarer et kæmpestort, lyst rum sig – komplet med et lækkert køkken, badeværelse og i den ene ende hyggerum med døtrenes legetøj og en sofa til afslapning. De renoverede rummet som det første, da de flyttede ind. Og nu griner de lidt ved tanken om, hvad det store rum skal bruges til, når stueetagen bliver klar til at flytte ind i.
– Vi har talt om bed and breakfast eller børneaktivitetsrum. Der er så mange muligheder, siger Berit Juhler Gredal, inden hun går ned ad trappen igen for at fortsætte med et par renoveringsopgaver.
Ombygningen skrider fremad
Bolius besøgte Lydinge Aagård i marts 2021. Dengang stod underetagen med de rå mure, men siden siden er der sket en del.
– Vi har lagt gulve, som venter på at blive behandlet med en hvidskuring med læsket kalk. Desuden er væggene færdige, og vi er gået i gang med at male nogle af dem med lermaling. Masseovnen er blevet malet, og lofterne er malet med linoliemaling, fortæller Berit Juhler Gredal, da vi igen kontakter familien i november 2021.
Derudover er badeværelset færdigt – pudset i ler helt uden vådrumssikring på nær i brusenichen. Familien oplever, at rummet optager fugten og bliver tørt i løbet af meget kortere tid end før.
– Det har virket efter hensigten med åndbarhed i huset, siger Berit Juhler Gredal.
Næste skridt er at indsætte det gamle køkken, som er i massivt bøgetræ med messinggreb. Lakken skal fjernes og derefter farves med linolie, så det bliver mørkere. Parret har fundet en avis, som fortæller, at det er sat op i begyndelsen af 60’erne.
– Vi kan upcycle det med få midler, og det er virkelig kram. Har man gode materialer fra start, kan det bruges igen og igen, siger Berit Juhler Gredal.
