Sidste år investerede Charlotte Riis Engelbrecht i en lamineringsmaskine. Hun bruger den dog hverken på sin arbejdsplads i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen eller som byrådspolitiker i Sønderborg. Lamineringsmaskinen er indkøbt med ét eneste formål:
– Jeg har købt den til at laminere billeder af de forskellige tomatsorter, så jeg kan se, hvordan de ser ud, når de bliver modne. Jeg laminerer dem, så billederne ikke bliver opløst af fugt, forklarer hun.
Grønne tomater kan også spises
Første gang Charlotte Riis Engelbrecht dyrkede grønne tomater, fik hun dem først plukket, da de var overmodne. Nu minder det lille laminerede billede på plantesækken hende om, at en grøn tomat sagtens kan være en moden tomat. Charlotte Riis Engelbrecht har tomatplanter over det hele i hjemmet i Adsbøl ved Gråsten. Hun og hendes mand bor i et typehus i et nyere parcelhuskvarter, men deres grund er dobbelt så stor som naboernes.
Købte ekstra grund for at få plads til tomatplanter
– Vi købte en ekstra grund, så der kunne blive plads til haven og til alle mine tomatplanter, fortæller hun.
Charlotte har dyrket tomater hele sit liv. Hun har dem på friland i haven, i en polytunnel på sin veranda og i det orangeri, hun og hendes mand fik bygget for fem år siden for at få plads til endnu flere tomatplanter. Sæsonen 2017 var hendes absolut værste, mens sæsonen 2018 med den lange varme og tørre sommer blev en af de absolut bedste.
Sådan kommer du med i en frøgruppe med tomater
Du kan tilmelde dig en frøgruppe, hvis du er medlem af Facebook-gruppen ”Tomatentusiaster” .
Et frøbrev er et kædebrev indeholdende tomatfrø fra forskellige sorter, som gruppens medlemmer både kan levere frø til og tage frø fra. Det er lovligt at dele frø inden for landets grænser.
Frøgruppen udveksler frø
Charlotte Riis Engelbrecht bor sammen med sin mand, to hunde og ti plejebørn. Plejebørnene er vel at mærke tomatplanter, som hun har forpligtet sig til at dyrke med det ene formål at udtage kerner til den frøgruppe, hun er med i. Her bidrager alle medlemmer med tomatfrø fra de omkring 300 forskellige sorter, som bliver rundsendt i et kædebrev hvert efterår. Så kan medlemmerne udvælge de frø, de selv vil dyrke den kommende sæson. Hvis nogle af frøposerne er ved at være tomme, kan man melde sig som plejemor, så posen bliver fyldt op igen.
Vi spiser tomater hver dag i sæsonen
– Det er fordi, jeg har så mange plejebørn i år (2018 red.), at jeg ikke fik plads til German Striped, forklarer tomatdyrkeren.
German Striped er en gullig, knoklet bøftomat, der smager himmelsk, ifølge Charlotte. Når tomatsæsonen for alvor går i gang i slutningen af juli, spiser hun og hendes mand tomater hver eneste dag. Tit er det de helt basale madopskrifter, de bruger dem til.
– Det bedste, jeg ved, er en tomatmad med en dejlig, varm, solmoden tomat. Tomater skal ikke være køleskabskolde. Et godt stykke rugbrød med nogle gode skiver tomat på, lidt god mayonnaise, salt og peber og måske en lille smule friskhakket løg på toppen. Det kommer man ustyrligt langt med, fortæller hun med lys i øjnene.
Hun giver også gladeligt tomater væk til venner og familie, og resten fryser hun ned. Sommeren 2017 fik Charlotte Riis Engelbrecht ikke givet nogle tomater væk, for det blev en dårlig sæson.
– Det var vådt, og det blæste, så der gik skimmelsvamp i det hele. Vi kunne sagtens selv nå at spise dem, vi fik høstet, erindrer hun.
Sommeren 2018 er dog en helt anden sag. Tørken, der ramte hele Danmark, gjorde sit til, at de meterhøje tomatplanter blev fyldt med frugter.
Én gang tomat, altid tomat
I det ene hjørne af Charlottes er der et grøntsagsbed, hvor hun dyrker lidt hestebønner, agurker og kartofler. Resten af hjemmets dyrkningspladser er øremærket yndlingsgrøntsagen. Det er både af kærlighed til tomaten, men også lidt af praktiske grunde.
– Grøntsager kræver tid, og jeg har ikke tid til at gå og luge. Der var engang en, der kaldte vores have økoromantisk, for ukrudt kan også være pænt, siger hun.
Charlotte Riis Engelbrechts guide til udtagning af tomatfrø
- Vælg en tomat, som smager godt
- Skær den over og tag tomatkernerne ud med den geléagtige masse, de opholder sig i.
- Læg tomatkernemassen ned i et syltetøjsglas med lidt vand og skru låget på.
- Lad det stå i nogle dage. Giv glasset en rystetur et par gange om dagen.
- Efter nogle dage er den geléagtige hinde omkring frøene opløst.
- Tag kernerne ud og læg dem til tørring på et kaffefilter.
- Når du en dag er klar til at forspire på frøet, tager du bare det stykke af kaffefilteret, som frøet sidder på, og planter det. Så er du i gang!
Russiske tomatsorter passer godt til Danmark
Charlottes tomatsæson begynder i efteråret, hvor hun udvælger de frø, hun vil plante den kommende sæson. Alle informationer bliver indført i excel-ark, og billederne af de enkelte sorter printes og lamineres.
På kvindernes kampdag den 8. marts begynder forspiringen, som er nødvendigt i et nordisk land, udplantningen foregår omkring maj måned, og i midten af juli begynder de første tomatmadder at blive spist.
Sæsonen 2018 bød især på mange russiske sorter, der er sikre vindere for tomatavlere.
– Jeg vidste ikke, det blev en solrig sæson, så jeg gik efter sorter, der var gode til at trodse kulde og blæst, fortæller Charlotte Riis og tilføjer:
– De vinder ikke nogen skønhedskonkurrence, men de smager, og de leverer.
Rundvisningen i Charlotte Riis Engelbrechts have er ved at være slut. Da vi besøger hende, er hun på vej på sommerferie, men har sørget for at finde en housesitter, så de ti plejebørn og de 152 andre tomatplanter, der bor på parcelhusgrunden, bliver vandet og passet, indtil plejemor er hjemme igen.
Charlotte Riis Engelbrechts fem favorittomater
Klik for større billeder og swipe for flere billeder