Når du har høstet de første radiser i drivhuset i maj måned, er det ved at være tomattid. Du skal nemlig ikke begynde at tænke på tomater, før jordtemperaturen i drivhusjorden når over 10 grader om natten.
Hvis det er for koldt, dannes der alt for få blomsterklaser, og du får ikke fuldt udbytte af dine anstrengelser med tomatplanterne. Her får du 5 gode råd til, hvordan du dyrker smagfulde tomater i drivhuset.
Gode råd til perfekte tomater
- Så tomatfrø inden døre. Det kan du gøre allerede midt ind i marts. Hvis tomaterne sås for tidligt, får de ikke lys nok og bliver lange og ranglede med få eller ingen blomster. Tomatplanterne skal helst stå lidt køligere end ved stuetemperatur.
- Køb et jordtermometer. Tomaterne kan plantes ud i drivhuset, når jordtemperaturen hele døgnet er over 10 grader.
- Hold temperaturen i drivhuset på cirka 25 grader om dagen og over 15 grader om natten. Så får du størst udbytte af dine tomater.
- Ryst planterne forsigtigt hver dag, når tomatplanterne blomstrer. Det fremmer bestøvningen.
- Bind tomatplanterne op. Snoren kan evt. fæstnes til loftet i drivhuset.