Astrid og Leon fandt det gode børneliv på kampestensgård fra 1880

Hvem bor her: Astrid Østergaard Nielsen, bioanalytiker, 44, Leon Østergaard Nielsen, driftsleder, 41, samt børnene Agnes, 11, Marius, 13, og Jeppe, 15 år. 

Hvilken slags hus: Bondehus fra 1880 med hjemmebygget tilbygning på ca. 120 m2 fra 2015. 

Hvor mange m2: 220 m2 bolig. Grunden er 10.000 m2.

Min mand har altid haft den her forestilling om, at det gode børneliv, den gode barndom leves på landet. Og så lod jeg mig overtale, fortæller Astrid Østergaard Nielsen. 

Hendes mand, Leon Østergaard Nielsen, er vokset op på landet, mens hun med egne ord er en bypige fra Herning. Parret begyndte deres samliv i byen, men Leon Østergaard Nielsen fandt sig aldrig til rette blandt biler, støj, bygninger overalt og mange mennesker tæt på. Da parret fik børn, steg hans ønske om at rykke ud på landet. Samtidig blev en gård fra 1880 lidt uden for Herning sat til salg. Eller rettere, gården nåede ikke forbi en ejendomsmægler, da den tilhørte en af Astrid Østergaard Nielsens gymnasievenners forældre.

– Da jeg i min gymnasietid kom på gården, syntes jeg, at der var utrolig hyggeligt, og at stedet havde noget helt specielt over sig. Derfor sagde jeg til min venindes forældre, at når de en dag skulle sælge, så måtte de love lige at sige det til mig før alle andre, fortæller hun. 

Løftet blev holdt, og i 2007 blev hun og Leon Østergaard Nielsen ejere af et bondehus, en svinestald og en kampestensbygning, der oprindeligt var blevet brugt til køer, maskiner og halm. Og ejere af hele 10.000 kvadratmeter mark, eng og skov med 300 meter til nærmeste nabo. 

Parret vidste fra overtagelsen, at de en dag ville rive svinestalden ned mellem bondehuset og kampestensbygningen for at udvide beboelsesarealet. Men der skulle gå syv-otte år, før stalden blev fjernet, og det første spadestik til et nyt hovedhus blev taget. 

– Vi havde på det tidspunkt tre små børn og begge fuldtidsarbejde, så det var rimelig ambitiøst, at Leon smøgede ærmerne op og gik i krig. Navnlig fordi han fra begyndelsen vidste, at han ville bygge alt selv, fortæller Astrid Østergaard Nielsen. 

Når hun siger alt, så er det vitterlig alt. Den eneste hjælp, hendes mand fik, var til at hejse tagspær og til lovpligtigt el- og vvs-arbejde. Men derudover har familien ikke betalt en eneste håndværkerregning, hvorfor Leon Østergaard Nielsens motto var, at han ikke trænede i sin fritid, men gik til boligbuilding. 

Efter knap to år stod det nye hovedhus på omkring 120 kvadratmeter færdigt. Et hovedhus med entré, hobbyrum, køkken-alrum og stue og en vestvendt træterrasse i hele bygningens bredde. Det var små to år, hvor Leon Østergaard Nielsen brugte al sin vågne tid på byggeriet. Alligevel husker Astrid Østergaard Nielsen ikke tiden som langstrakt eller træls:

– Min mand var utrolig god til at inddrage børnene i arbejdet, så byggeriet ikke blev en sur størrelse, men et fælles projekt, som vi alle syntes var sjovt at følge. 

Parret ville fx ikke forsøge at få den nye bygning til at ligne et bondehus fra 1880, men valgte at gøre en dyd ud af kontrasten mellem det gamle og det nye. Det betød blandt andet, at hvor det originale bondehus er lavloftet og har en del mindre rum, så har tilbygningen højt til loftet og er inddelt i tre store rum med køkken, spiseafdeling og stue i ét. Udvendig er der brugt sortmalet træ op mod de gamle, røde mursten og kampesten. Til gengæld går flere træk indenfor igen i den gamle og nye del. Alle lofter er fx hvidmalede træplanker, og alle vinduerne ud mod gårdspladsen er småsprossede. 

Fik Leon Østergaard Nielsen så ret? Findes det gode børneliv ude på landet? Ja, mener hans hustru. Den megen plads giver mulighed for, at børnene kan udfolde sig. I kampestensladen er der skaterramper, de kan køre med havetraktor, lege i skoven og på markerne og holde geder. Og fordi der på en gammel gård altid er masser af vedligeholdelse, er der rig mulighed for sammen med en håndværksfar at prøve kræfter med værktøj og udvikle selvstændighed. 

– De muligheder og oplevelser ville børnene ikke have i en lejlighed i byen eller i et parcelhus på en frimærkegrund. Så jo, når solen skinner, og her er lyst, og børnene selv kan cykle på den meget lidt trafikerede landevej til alt, så er livet på landet perfekt. Men når det er vinter, koldt, mørkt og regner, og jeg bruger meget tid som chauffør for børnene, der skal fragtes frem og tilbage i skole og til sportsaktiviteter, så er det da lettest at bo tæt på alting, forklarer Astrid Østergaard Nielsen.

Men når solen skinner, nyder hun bare at gå ude i sit nye drivhus, som Leon Østergaard Nielsen hurtigt bankede sammen, da hun en dag i en bemærkning sagde, at sådan et kunne hun godt tænke sig:  

– Jeg skal virkelig gennemtænke mine byggeidéer, for lige så snart jeg siger dem højt, så er Leon i gang med hammer, sav og skruemaskine. På den anden side, så er det nok et luksusproblem.

1. Inddrag i vidt muligt omfang børnene i byg selv-projekter. Det gør projektet til en udviklende størrelse fremfor en lutter træls tidsrøver, der stjæler den byggende forælders tid. 
2. Ved at strække gør det selv-byggeri over længere tid, bliver udgifterne også fordelt, så du måske ikke behøver at tage lån, men kan flette ekstraudgifterne ind i månedsbudgettet. 
3. Bygger du nyt til gammelt, så forsøg ikke at skjule det nye byggeris hovedlinjer ved at få det til at se gammelt ud, men gør en dyd ud af kontrasten. Så kan der skabes lighed og sammenhæng i detaljer som fx materialer indendørs og farver på lofter og vægge.  
4. Ved et tidsmæssigt langstrakt byggeforløb er det hensigtsmæssigt ikke at bo i byggerodet.