3 typer: Så forskelligt sorterer vi affald

”Med måde er nu alting godt”.

Sådan sagde grisehandlerens kone, Katrine, i tv-serien ”Matador”, og det udsagn passer normalt til det meste.

Bare ikke til affaldssortering.

For når man sorterer, er det ikke nok at gøre det med måde. Det skal gøres ordentligt, for ellers lader du en masse værdifulde materialer gå op i røg til skade for miljøet og vores børn i stedet for at blive genbrugt.

Jeg bor i et rækkehus med min kone og vores søn på 21 år, og her har vi ud over den indendørs skraldespand til restaffald en beholder til organisk affald, en lille beholder til plast, og så samler vi brugte batterier og elpærer i hver sin pose i køkkenskuffen, mens vi stiller dåser og andet metal ud i bryggerset. Nogle gange går vi ud til de fælles metal- eller plastcontainere med det samme, for så kommer vi samtidig lidt nærmere de 10.000 skridt, vi mindst vil gå om dagen.

Med opvaskebørsten – og så lidt vand som muligt – rengør jeg fx tømte dåser med hakkede tomater eller kokosmælk. Ketchupflasken, som der altid sidder lidt rester i, uanset hvor meget jeg ryster den, lader jeg være, for den må jeg gerne sortere som plastik, fordi resterne er lukket inde.

Det er nemt og hurtigt, men min kone og søn er ikke altid lige så emsige som jeg. Derfor falder mit blik af og til ned på en plastbeholder med låg med bearnaisesauce i skraldespanden til restaffald. Jeg ryster på hovedet, tager den op, bærer den ud i plastaffald og siger lettere irriteret, at de altså skal huske at sortere.

Det samme gælder plastlåget, der stadig sidder på mælkekartonen. Jeg kan huske, at jeg i begyndelsen af 1990’erne var på besøg hos en stor mejerikoncern, hvor de fortalte, at de kun satte plastlåg på mælkekartonerne, fordi forbrugerne troede, det øgede holdbarheden af mælken. Så for mig er det ekstra spild af ressourcer, specielt, når lågene ikke bliver sorteret.

Pulsen kan også ryge lidt op, når den fælles pap-, papir- eller plastcontainer igen er stopfyldt, for der vil altid være nogen, der så smider genbrugsaffaldet ud som restaffald.

Og den får lige et ekstra hop opad, når jeg er på togstationen, torvet eller stranden, hvor det ikke er muligt at smide det meste affald andre steder hen end i restaffald. Når andre lande kan, så bør vi altså også kunne finde ud af det. For klodens skyld.

Når det gælder affaldssortering, kan min holdning sammenlignes med den, der som regel styrer, hvor jeg sætter mit kryds, når vi har folketingsvalg: Det bliver sat sådan cirka midt i. Jeg er ikke yderliggående – heller ikke når det gælder affaldssortering. De kritiske vil måske kalde mig lunken eller lidt for afslappet, men jeg gør min borgerpligt og sorterer, sådan da …

Her er det på sin plads at nævne, at min bopæl er en lejlighed på fjerde sal uden elevator et sted i Københavns Kommune. Trods disse fysiske forhindringer bærer jeg flere gange om ugen affald ned ad en stejl bagtrappe til sortering i en af det store antal containere, som er opstillet i vores ellers smukke, grønne gård, som de samme containere ikke ligefrem har gjort kønnere. Men lad det nu være – jeg lever med det.

Derfor er jeg heller ikke typen, der himler op om, at ”det jo ikke nytter noget alligevel”, for det tror jeg da, at det gør. Jeg sorterer derfor konsekvent pap, papir samt hård og blød plast, og det bliver til en del i løbet af ugen. Og jeg gør det, selvom min ægtefælle udviser et temmelig lavt engagement i sagen.

Men jeg skiller altså ikke ting i tre dele eller fraktioner, som det hedder i affaldssorteringsjargonen. Jeg sætter mig heller ikke hen og tjekker diverse sorteringsmanualer, hvis jeg er i tvivl om, hvor en ting hører hjemme. Derfor var jeg heller ikke obs på før forleden, at foliebakker skal i metal. Men slap af, jeg kunne ikke finde på at smide batterier og andet farligt affald i restaffald – slet ikke når vi har en fin beholder nede i gården til batterier og et godt storskraldsrum til netop farligt affald.

Det sker da, at jeg ikke lige får bestilt nye, når jeg løber tør for de grønne poser til bioaffald. Så nogle dage ryger madresterne altså i restaffald. Konservesdåser har jeg i flere år smidt i restaffald i stedet for metal, fordi jeg ikke orkede at skylle dem.

Forleden fik jeg så at vide, at det behøver jeg da ikke. Nej, men der står altså i sorteringsvejledningen, at de helst skal tørres af – det gør jeg så heller ikke. Endnu. For trods min modvilje mod sorteringsfanatisme – og fanatisme og overdreven nidkærhed i det hele taget – vil jeg gerne gøre en indsats og er også indstillet på at blive bedre til det. Men giv mig lige en chance.

Det første, jeg gjorde i morges, var at fiske en dåse op af skraldespanden. Men skal jeg være helt ærlig, så kunne den nok lige så godt være blevet liggende.

Jeg ved godt, det er vigtigt at redde kloden. Jeg er bare aldrig rigtig kommet i gang.

Trangen til at installere 4-5 forskellige spande/net/kasser i mit minimale køkken har ikke har meldt sig. At vaske, ordne, partere eller filtrere til rette spand giver mig ikke et kick. Tanken om, at aftensmadforberedelse indebærer, at jeg tager et valg ikke bare om, hvorvidt auberginen skal i gryden eller panden, men også om resterne skal i kompost og emballagen i plast eller pap, gør mig træt.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg fiskede dåsen op i morges for at bryde min dårlige vane og give mit bidrag til kampen for klimaet, men det var ikke derfor jeg fiskede den op.

At dåsen netop i dag blev reddet fra samme skæbne som mælkekartonen, resterne af havregrød, bleen og gulerodsskrællerne, er frygten for jeres blik. Frygten for at blive offentligt udskammet for mine dårlige vaner.

”Boykotter du affaldssortering?” spurgte en kollega, der havde svært ved at skjule sin forargelse. ”Du sorterer vel i det mindste batterier?” sagde en anden.

Jeg ved godt, at det er skamfuldt at sige højt. Derfor er det egentlig heller ikke noget, jeg underholder med. Jeg har jo ikke taget et aktivt valg om at droppe sortering. Jeg står ikke på Rådhuspladsen med et banner og opfordrer andre til at følge mig. Tværtimod.

Nej, det er ikke en boykot, men bare en uengageret fortsættelse af mit trygge, nemme liv, hvor der er pizza om fredagen, svømning om tirsdagen og kun én ukompliceret skraldespand til hverdagens efterladenskaber, der en gang i døgnet samles i en grå plastikpose med blå snor og bæres ned fra fjerde sal. For sådan en som mig er der brug for, at fællesskabet træffer en beslutning, så jeg kan handle i stedet for at skamme mig.

Heldigvis får jeg hjælp nu. Ingen vej udenom. Det løser ikke alt, men det er en begyndelse. Kommunen har talt. Jeg har lige modtaget en folder fra min sommerhuskommune. Nu skal jeg skaffe plads til fire store, flotte skraldespande i min indkørsel.