Spørg Bolius
Vi vander fra vandtank - men hvad gør vi med algerne?
Hej
Vi har 3 vandtanke koblet sammen, de samler tag vand, der opstår alge i de tanke det bruges til at vande i drivhus med dryp slange, men de stopper til i hullerne. Hvad kan vi gøre for at komme det til livs uden at skade vores planter.
Hilsen Kurt
Hej Kurt
Det er sjældent at man helt undgår alger i tanke og tønder med regnvand, men der er nogle forhold der kan mindske mængden og derved også generne her fra. Som udgangspunkt skal man regne med at alger trives rigtig godt i et næringsrigt miljø godt med lys og varme. Har man derfor mulighed for det, bør tankene som minimum stå i skyggen, gerne helt i mørke, så tankene står så køligt som muligt uden påvirkning af solens stråler. Derudover skal man sørge for at der ikke kommer planterester med ned i tankene ved fx at sætte et bladfang i tagrenden. Planter tilfører vandet næring når de nedbrydes, hvilket de hurtigt gør i en vandtank. Og så bør i, hvis det er muligt, rense tankene mindst en gang om året ved at tømme dem helt og spule dem godt igennem.
Men som nævnt, vil alger næsten aldrig kunne undgås helt, så et godt filter, der kan fjerne skidt og alger inden det kommer ind i jeres vandingssystem, er at foretrække. Jeg går ud fra at I har en form for pumpe for at danne tryk i vandingssystemet, her kan I undersøge om det er muligt at påmontere en form for forfilter, der sørger for at skidt og alger allerede inden vandet kommer igennem pumpen, bliver sorteret fra. Filteret skal naturligvis renses i ny og næ, men det kan sikkert sparer jer for tilstoppede slanger, der kan være meget svære at rense.
Med venlig hilsen