Vi kan dele parcelhusene op – og bo flere på mindre plads

• Der er 1,1 million parcelhuse i Danmark.
• Et parcelhus er et fritliggende hus, der ligger på sin egen matrikel og har egen have.
• Parcelhuset er tænkt til 4-5 personer. Nemlig en kernefamilie med forældre og 2-3 børn.
• Der bor i gennemsnit 2,6 personer i et parcelhus.
• Nybyggede parcelhuse er næsten fordoblet i størrelse siden 1960 til 213 kvadratmeter i gennemsnit.

Kilder: Danmarks Statistik, KL og Concito
 

Parcelhuset er den mest udbredte boligform i Danmark. Cirka halvdelen af alle danskere bor i et parcelhus – et hus oprindeligt designet til kernefamilien med forældre og børn og med egen have.

Hustypen fik sit gennembrud i 1960’erne, i takt med at velstanden voksede i brede dele af befolkningen. Unge familier søgte væk fra bykernen for at opfylde drømmen om det gode liv på et sted med mere plads, frisk luft og en grøn plæne. 

Parcelhusets betydelige andel af den samlede boligmasse er årsagen til, at eksperter i bolig- og byggesektoren er begyndt at fokusere på mulighederne for at pille ved parcelhusene, som vi kender dem.

Det skyldes blandt andet, at boliger og andre bygninger i Danmark ifølge den grønne tænketank Concito står for omkring 30 procent af den samlede CO2-udledning. Det høje klimaaftryk skyldes primært produktionen af byggematerialer og energiforbruget i bygningerne.

– Vi står i et paradigmeskifte, siger Helle Søholt, som er direktør og stiftende partner i Gehl Architects.

– Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan reducere CO2-aftrykket fra byggeriet og ressourceforbruget. Det peger i retning af at bevare, renovere, ombygge og transformere parcelhuse i højere grad end bare at bygge nyt, siger Helle Søholt. 

Hun ser renovering som muligt i hele landet, mens en transformation og fortætning forudsætter, at der er vækst i befolkningen i området, så der er mennesker parate til at flytte ind i de nye boliger skabt i parcelhusene. 

Renovering af et hus har en langt mindre klimapåvirkning end nybyggeri – faktisk kan det halvere belastningen eller endda endnu mere. Det viser en analyse fra DTU og Det Kongelige Akademis arkitektskole.

Mange parcelhuse med kun én eller to beboere

Men der er stadig en udbredt tilbøjelighed til at rive ned og bygge nyt. Siden 2015 er i gennemsnit 1.200 enfamiliehuse blevet jævnet med jorden hvert år for at gøre plads til nye parcelhuse. Det viser en opgørelse fra Build – Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.

– Fra et klimaperspektiv er det oplagt at spørge, om parcelhusene kan rumme flere mennesker, og hvordan det kan lade sig gøre, siger Helle Søholt.

Hun påpeger, at mange parcelhuse ikke udnyttes fuldt ud, samtidig med at der er behov for flere, ofte mindre boliger i de større byområder. Andelen af kernefamilier er dalende, flere bor alene, og der er kommet en vifte af nye familiemønstre. Og især bliver der flere ældre.

I mange parcelhuse bor der enten én person (20 procent) eller to personer (40 procent). Mange parcelhuse bebos af ældre, ofte enlige. Når der bor så få mennesker, er der sjældent behov for så meget plads.

Gamle boliger kan blive til flere nye

Samtidig står København, Aarhus, Aalborg og andre større byer over for en massiv boligmangel de kommende år. Ifølge en boligbehovsanalyse fra Spar Nord baseret på tal fra Danmarks Statistik vil København mangle 16.000 boliger inden 2030, mens Aarhus vil mangle 10.500.

Helle Søholt håber, at det meste af behovet kan dækkes gennem den eksisterende boligmasse, og ifølge Realdania er der potentiale til at skabe 35.000-70.000 nye boliger i den eksisterende boligmasse frem mod 2040. 

– Der er mange gode grunde til at optimere vores boligareal, som i Danmark generelt er meget højt. Vi kan slå flere fluer med ét smæk med parcelhusomdannelser. Man siger, at det mest bæredygtige er at undgå at skulle opføre nye bygninger og etablere nye boligkvarterer, siger Helle Søholt.

Hun tilføjer, at det også vil give mening at planlægge naturbaseret klimatilpasning i hele parcelhuskvarterer. Denne transformation påvirker især grundene snarere end husene selv.

Attraktive huse til nye grupper

Parcelhuset har i brede kredse fået et negativt ry for at være grimt og ensformigt. Alligevel forbliver det et stærkt kulturelt symbol, da det giver frihed til at bestemme over både boligen og det omgivende areal. Det er funktionelt og fleksibelt, og beboerne kan selv forme det, ”som var det en klump ler”. 

Det påpeger Mette Mechlenborg, seniorforsker på Build på Aalborg Universitet. Hun har blandt andet undersøgt parcelhuset som kulturfænomen og senest fremkomsten af mikrohuse (tiny houses), som er huse med et meget lille boligareal.

– Mange drømmer om en bolig med have. Men spørgsmålet er, nu hvor parcelhusene ikke i samme udstrækning er beboet af familier, hvordan disse huse kan transformeres, så de bliver attraktive for nye grupper, siger Mette Mechlenborg.

Indtil videre er der kun få eksempler på parcelhuse, der er omdannet til flere boligenheder. 

Flere kan bo på mindre plads

Helle Søholt og Mette Mechlenborg byder tilsammen ind med følgende modeller:

En opdeling, så to generationer eller for eksempel to enlige forældre med hver sit barn kan bo i parcelhuset. En omdannelse af ubrugte rum til ungdomsboliger i parcelhuset. En opsplitning af et parcelhus i flere ældreboliger. En ny organisering af en klynge af parcelhuse, så hver boligenhed bliver mindre, og den overskydende plads bruges til fælles funktioner.

– Et af de centrale spørgsmål ved en parcelhusomdannelse er, hvordan husene kan skilles ad. Hvad er det vigtigt at beholde inden for den private sfære, og hvad kan sættes udenfor og deles med andre? siger Mette Mechlenborg.

Hun opdeler i de nødvendige faciliteter – bad, toilet, stue, seng, opbevaring og andet – og de supplerende faciliteter, som ligger uden for boligen, og som beboerne kan bruge i deres eget boligliv – og uden at være afhængig af andre beboere – vaskerum, gæsteværelser og andet.

– En af grundene til, at parcelhuse er blevet større og større, er, at vi putter flere og flere ting inden for rammerne af egen bolig, siger Mette Mechlenborg.

Hun tilføjer, at parcelhusopdelingen også åbner for fælles faciliteter som en delt have og klimaforanstaltninger.

Frisættende med mindre bolig

Mikrohusbevægelsen har ifølge Mette Mechlenborg givet positive erfaringer, som med fordel kan anvendes i bestræbelserne på at omdanne parcelhuse og reducere boligarealet.

Hun fremhæver, at man stadig ejer sit hus, men det er blevet mindre, hvilket frisætter på flere måder. En parcelhusboligenhed, som er mindre, giver økonomisk frihed, fordi udgifterne til boligkøb er lavere.

– Med et stort hus er en stor del af indkomsten bundet i boligen, hvilket øger sårbarheden ved sygdom eller arbejdsløshed. Det er svært pludselig at lave noget helt andet, fordi man er nødt til at tjene mange penge til boligen. Dette pres slipper man for ved en lavere boligudgift, siger Mette Mechlenborg. 

Derudover vil lavere boligpriser give flere befolkningsgrupper råd til at eje et hus i storbyområderne, og et mindre hus giver også praktisk frihed, understreger hun.

– Hvis man har et stort hus, skal man bruge mange kræfter på at vedligeholde huset, haven skal passes, og rengøring ud i krogene tager meget tid. En mindre bolig giver bedre mulighed for at lave andre ting i fritiden, siger Mette Mechlenborg.

Ensomhed er et voksende samfunds­problem, og parcelomdannelser kan også knytte beboerne tættere sammen lokalt, i stedet for at de isoleres bag hække, mener hun. 

– Det er en måde at flette vores hverdagsliv sammen på. Andre mennesker, som ikke er vores venner eller del af familien, er ellers kun noget, vi møder på arbejde, eller hvis vi er med i en badmintonklub eller lignende, siger Mette Mechlenborg.

Hun ser mikrohusbevægelsen som et bredere opgør med idéen om, at forbrug og materielle goder er vejen til lykke.

Gode arkitektoniske principper

Men hvordan fungerer parcelhuset som bygningsværk? Er det overhovedet egnet til ombygning?

Helle Søholt fra Gehl Architects medgiver, at der kan være bygningsmæssige udfordringer i nogle af parcelhusene fra 1960’erne og 1970’erne. Mange af disse huse kræver energioptimering og består af billige materialer som gasbeton, træ af dårlig kvalitet og gips­vægge, som nu trænger til reparation eller udskiftning.

– Men de arkitektoniske grundprincipper som plantegninger, fundament, facade og tag er solide. Det er elementer, som det er muligt at ændre på og arbejde videre på. Der er også fine materialer og overgange. Det er en æstetik, som vi først nu er ved at blive opmærksom på og værdsætte, siger Helle Søholt.

– Der er masser af arkitektoniske kvaliteter ved parcelhuset. Vi skal bare have genbrugstanken ind i parcelhusene, og det kræver en helt anden materialeforståelse og kvalitetsforståelse, siger Mette Mechlenborg.

Der skal være købere

Et unikt partnerskab vil i løbet af de kommende fire år skabe viden og konkrete eksempler på, hvordan eksisterende bygninger kan bevares og udnyttes bedre til boliger. Det 
skal være til fordel for klima, ressourceforbrug og livskvalitet for beboerne.

Filosofien er at genanvende og forandre boliger frem for at rive ned og bygge nyt. For eksempel i form af gentænkte parcelhuse, der bliver til flere boliger.

Partnerskabet har navnet Bevar Mere, og det består af Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania. Partnerne råder over 45 millioner kroner til opgaven.

Det er forventningen, at den nye indsigt og de nye værktøjer skal resultere i en række transformerede eksempelbyggerier, som kan inspirere byggebranchen og danskerne i almindelighed.

Læs mere på realdania.dk

Hvis en omdannelse af parcelhuse skal blive til virkelighed i større omfang i Danmark, kræver det, at en række aktører i bolig- og byggesektoren trækker i samme retning. Nemlig arkitekter, ingeniører, kommuner, finansieringsinstitutioner, ejendomsmæglere og nuværende parcelhusejere.

Det vigtigste er, at der findes købere til de mindre parcelhuse, vurderer Curt Liliegreen, som er direktør i Boligøkonomisk Videncenter og har fulgt boligmarkedet gennem en længere årrække.

– Markedsprisen på omdannede parcelhuse skal kunne konkurrere med tilsvarende huse det samme sted. Kun hvis det kan betale sig, kommer der gang i omdannelser, siger Curt Liliegreen.

Han hæfter sig videre ved, at hvis en omdannelse er fra et enfamiliehus til et tofamiliehus, vil det hæve vurderingen af grunden og dermed øge grundskyldsbetalingen for alle huse i området.

– Der er også spørgsmålet om, hvorvidt der er tilstrækkelig mange enlige, unge og ældre, der er fristet til at bo i et omdannet parcelhus frem for i en mere centralt beliggende lejlighed i en etageejendom, siger Curt Liliegreen. 

Singler og unge foretrækker typisk at have base i bykernen, hvor mange udadvendte aktiviteter er koncentreret. 

Hertil kommer de tilfælde, hvor udgangspunktet for omdannelsen skal være tomme parcelhuse, og det ifølge Curt Liliegreen er en udfordring, at der kun findes meget få tomme parcelhuse i områderne ved landets større byer.

Hvem skal gå forrest?

Han ser også nuværende parcelhusejere som en mulig hæmsko i processen.

– Mange ønsker formentlig at bevare deres kvarter, som det er, siger Curt Liliegreen.

Desuden vil kommunen måske være tilbageholdende med at tilpasse lokalplaner og udstede byggetilladelser til parcelhusombygning, hvis det tiltrækker singler frem for højtuddannede børnefamilier med solide indtægter, som lægger flere skattekroner i kommunekassen.

På den anden side forventer Curt Liliegreen, at banker og realkreditinstitutter vil være villige til at finansiere køb af omdannede parcelhuse inden for de sædvanlige lånegrænser, hvis der er et marked for dem med en rimelig liggetid.

– De har fokus på, at der er sikkerhed for pantet, siger han.

Curt Liliegreen vurderer, at en transformation næppe kan vokse op nedefra.

– Det ville være lidt bøvlet. Det mest realistiske er, at kommunen går forrest og beslutter, at den vil åbne mulighed for at omdanne nogle af husene i et parcelhuskvarter – og over tid. Man skal have et åbent sind, siger han.

Det er et kulturskifte

Både Helle Søholt og Mette Mechlenborg anerkender, at der er udfordringer med processen med parcelhusomdannelse. Helle Søholt ser kommunen som en vigtig aktør på grund af kommunens rolle i forhold til lokalplaner. Kommunen kan bane vej for pilotprojekter om denne anden måde at skabe ”det gode boligliv” på, så der bliver nogen, der går forrest.

Helle Søholt mener, at det også kræver en tilvænning for ejere og købere, fordi de skal give afkald på privat plads mod at få andre goder. Markedet betyder noget.

– Det er et kulturskifte, der skal ske, siger Helle Søholt og forsikrer om, at arkitekter og ingeniører er parat til at tage skridtet.

Mette Mechlenborg fremhæver, at det handler om at ændre på juridiske rammer, så CO2-udledning og ressourceforbrug får højere prioritet og det bliver sværere at få lov at rive ned. Det drejer sig også om at betragte det private boligejerskab på en ny måde og tillade eksperimenter, mener hun.

– Man kan ikke drømme om det, hvis man ikke kan se det. Så vi skal have eksempler på, hvordan parcelhus­omdannelser kan tage sig ud, og hvilke kvaliteter de indeholder. Det er en ­kulturel transformation, som er tjent med at blive understøttet, siger Mette Mechlenborg.