Det gynger og bølger i dobbeltsengen i 1980'erne, for der er vand i madrassen.
En af de første til at indføre vandsengen i Danmark er Lars Brunsø, der som ung handelsskolestuderende begynder at sælge amerikanske vandsenge fra sit "kontor" på kollegieværelset i 1981. Han har opdaget vandsengen under sine studier i USA og er overbevist om dens potentiale.
- Vandsengen er jo oprindeligt et Flower Power produkt fra San Francisco, fortæller han.
Andre "Hvor blev det af?"
Dårlige vandsenge ødelagde salget
Lars Brunsø udvikler firmaet Akva Waterbeds, åbner flere butikker og anlægger også en fabrik i Ry i 1986. Gennem 1980'erne dukker vandsenge op i enhver møbelbutik, og salget buldrer derudad.
Men den hurtige succes viser sig at blive vandsengens ulykke. For markedet oversvømmes af billige, men dårligt producerede vandsenge fra Kina og USA, som kunderne selv skal montere og fylde med vand, og resultatet er ikke altid lige vellykket. Skrækhistorier om vandskader og punkterede madrasser ødelægger vandsengens ry.
Minister: Vandsenge bruger for meget strøm
I 1986 gennemfører Schlüter-regeringen kartoffelkuren, hvilket også dæmper lysten til at investere i forbrugsgoder som vandsenge. Det hjælper heller ikke på salget, da daværende energiminister Jens Bilgrav-Nielsen (R) i 1989 siger, at vandsenge bruger lige så meget strøm, som landets vindmøller producerer.
- Det var noget vrøvl at sige, for på det tidspunkt havde vi allerede opfundet en lavenergivandseng. Men vi kunne mærke det på salget med det samme, husker Lars Brunsø.
En moderne lavenergivandseng kan nå ned på et strømforbrug på ca. 300 kWh om året.
Der bliver stadig solgt vandsenge
Danskerne går tilbage til fjedre og skumgummimadrasser, og siden har vandsengen ikke for alvor gjort comeback i Danmark. I dag sælger Akva Waterbeds størstedelen af sine senge til udlandet, men Lars Brunsø mærker en gryende interesse fra danske kunder - især fra folk, der havde vandseng i 1980'erne og gik tilbage til en almindelig seng, men nu savner varmen og følelsen fra en madras med vand i.
- Vandsenge i 1980'erne var ret levende, og designet var ikke særlig smart, men der er sket meget siden da, forklarer han.
Vandsenge gynger ikke længere
Hvor en firser-seng kunne bølge og skvulpe, er der mindre bevægelse i en moderne seng, så du gynger ikke op og ned, hver gang ægtefællen vender sig i søvne. Selv sover Lars Brunsø og hans familie alle på vandsenge.
- Vandsenge som naturvidenskabeligt fænomen vil altid bestå. Den første vandseng var din mors mave, så alt det med madrasser af skumgummi og spiraler kan kun blive en nødløsning, mener han.
Danske vandsenge hitter i udlandet
I 2013 fremstillede Akva Waterbeds 15.000 vandsenge om året, og 98 procent af dem bliver solgt til udlandet. I Danmark i 2013 blev der solgt ca. 300 vandsenge. De fleste forhandlere er til butikker, der har specialiseret sig i søvn og senge.
Schweiz og regionen omkring Alperne er et kernemarked, for her passer vandsengen ind i en lang tradition for kurbade og velvære. Ifølge Lars Brunsø sover 10 procent af schweizerne på vand. Rusland, Japan, Tyrkiet og Sydafrika importerer også vandsenge.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder