Er det en god idé at male eller kalke en facade af mursten?
Der er ingen gode byggetekniske begrundelser for at male eller kalke direkte på en muret facade. Den bliver hverken mere modstandsdygtig eller lettere at vedligeholde. Faktisk tværtimod.
Inden for murerfaget fraråder man normalt at male direkte på en blank mur, det vil sige murværk, som ikke er pudset. Maling gør muren mere følsom over for frost. Det skyldes, at malingen bremser fugtens mulighed for at trænge ud gennem muren.
En mur vil næsten altid være lidt fugtig. Fugten kommer fra slagregn og fra grundfugt, der trænger op i muren fra jorden. Normalt vil fugten fordampe fra den rå murs overflade, men når muren er malet, kan fugt ikke så nemt trænge ud. Den vil hobe sig op i muren, og når det fryser, kan muren få frostskader.
Du skal være opmærksom på, at mange leverandørers garanti på mursten og mørtel bortfalder, hvis du maler muren.
Hvis du alligevel vælger at male direkte på din murede facade, skal du gøre det, fordi du mener, at det vil være et stort plus for boligens udseende at få en ny stil og farve eller en mere ensartet overflade. Ofte ser en mur trist ud, fordi den er beskidt. Måske pynter en afrensning i sig selv så meget på facaden, at det ikke er nødvendigt at male den.
Hvis du ønsker, at din bolig skal have et nyt udseende, kan du vælge at pudse murene, før du maler. Du kan vælge en indfarvet puds, eller du kan vælge at kalke eller male pudsen, når den er tørret.
Hvis din bolig er bevaringsværdig, bør du i særlig høj grad tænke på, om det passer til boligens karakter og historie at få malet murværket. Et bevaringsværdig bolig er ikke nødvendigvis fredet.
Kræver en malet mur mere vedligeholdelse?
Ja, en malet facade kræver mere vedligeholdelse end en facade uden en overfladebehandling. Det skyldes, at malingen med tiden bliver slidt og kan skalle af. Derfor må du være indstillet på at skulle male facaden med nogle års mellemrum, hvis den skal blive ved med at se pæn ud. Hvor lang tid facaden vil være pæn efter malerbehandlingen, er det svært at sige noget entydigt om. Det afhænger af, hvor udsat facaden er for regn, fugt og blæst.
De forskellige malingtyper eller kalken stiller forskellige krav til, hvor ofte du skal vedligeholde. Det har også stor betydning for holdbarheden, at muren er grundigt renset af og derefter har fået lov til at tørre, inden du maler den.
Hvad skal du tænke på, før du går i gang?
Nyt murværk
Det er vigtigt, at muren er tør, både udvendig og indvendig, før du maler den. En nyopført mur indeholder meget vand, og som tommelfingerregel skal der derfor gå mindst et år – og gerne op til to år – før du maler den.
Ældre murværk
Ældre mure skal ofte repareres, før de males, hvis resultatet skal blive pænt. Det kan være, at der er revner i fugerne, at der er mursten, som er blevet beskadiget, eller at der er huller i murene. Det er vigtigt, at reparationerne bliver lavet i god tid, så mørtlen kan nå at tørre, inden du maler.
Hvis fugerne ligger lidt inde i muren i forhold til murstenene, kan der lægge sig vand inde i dem, og det kan gå ud over holdbarheden på malingen. Derfor vil vi anbefale, at du fylder fugerne op med mørtel, inden du maler muren.
Må facaden smitte af?
Når du vælger en overfladebehandling til ydervæggen, skal du også overveje, om det er i orden, at facaden smitter af. Især kalk kan smitte en del af. Man kan efterbehandle kalken med voks, olie eller lak for at få et blødere eller blankere udseende.
Hvilken farve skal du vælge?
Uanset hvilken malingstype du vælger, vil senere reparationer efterlade sig synlige spor. I den sammenhæng er det en fordel at vælge en lys nuance, hvor reparationer ikke ses så tydeligt som på en mørk farve.
Er der krav til boligen?
Inden du går i gang, bør du også undersøge, om lokalplanen, bygningsfredningsloven eller servitutter stiller særlige krav til boligens udseende, og hvilken type facadebehandling du må vælge.
Hvilken maling skal du vælge?
Der er ikke noget entydigt svar på, hvilken slags overfladebehandling der er bedst til blankt murværk. De forskellige typer har alle fordele og ulemper, som er beskrevet senere i artiklen.
Et generelt råd er, at du altid bør vælge en maling, der tillader muren at ånde – det kaldes også en diffusionsåben maling. Når en bygning er i brug, vil der altid være fugt, der bevæger sig indefra og ud gennem bygningens ydermure. Det er det, der kaldes, at muren ånder. Hvis facaden bliver for tæt, fordi du med en forkert malingstype bremser fugtens bevægelse indefra og ud, vil fugten i stedet hobe sig op i muren og få malingen til at skalle af. Muren får også lettere frostskader.
Kalk er bedre end maling
Selvom du vælger en diffusionsåben maling, vil laget af maling blive tættere, hver gang du maler facaden. Derfor er det generelt bedre at kalke facaden, lade den stå som rå mur eller at pudse den med indfarvet puds.
Om du får et vellykket resultat, når du kalker en rå mur, afhænger dog af, hvilken slags mursten muren er lavet af. På røde mursten med ru overflade (blødstrøgne mursten) binder kalken godt, mens kalk kan have sværere ved at binde på gule mursten, fordi disse sten har et større indhold af salte. På gule sten vil kalken først binde tilfredsstillende, når stenene er nogle år gamle.
Hvilke fordele og ulemper er der ved forskellige typer maling/kalk?
Der findes flere forskellige slags overfladebehandlinger, der kan bruges til en facade af blank murværk. De mest anvendte er:
- Kalk
- Akrylplastmaling
- Silikatmaling
- Cementpulvermaling
- Silikonemaling.
Her får du en gennemgang af fordele og ulemper ved de forskellige typer.
Kalk
Den normale holdbarhed for en kalket mur er mellem fire og seks år.
Fordele:
- Har en meget levende og smuk overflade, som du ikke kan opnå helt magen til med maling.
- Er meget diffusionsåben, mere end maling.
- Tillader passage af mursalte.
- Fås i flere farver, da der kan tilsættes farvepigmenter.
Ulemper:
- Hvis kalken skal have lang holdbarhed, kræver den under hærdningen en temperatur på under 25 grader og en luftfugtighed på mindst 65 procent relativ fugtighed. Ved dårlig hærdning skal du allerede kalke igen efter et år.
Akrylplastmaling
Akrylplastmaling er en af de mest almindelige malinger til facader. Der findes både god og dårlig kvalitet akrylplastmaling, og levetiden afhænger meget af kvaliteten.
Fordele:
- Er smudsafvisende og robust over for vejr og vind.
- Er diffusionsåben, dog ikke i samme grad som kalk.
- Kan bruges oven på både mursten og tidligere malet murværk.
- Giver en jævn og dækkende, mat eller halvmat overflade.
- Fås i mange forskellige kulører.
- Gode kvaliteter af akrylplastmaling har en lang levetid.
- Det er let at vedligeholde facaden, da du normalt ikke behøver at rense det gamle lag maling af, før du maler.
Ulemper:
- Kræver en helt fast og grundigt afrenset overflade.
- På sugende underlag skal du normalt grunde først med fortyndet maling eller en såkaldt forankringsgrunder.
- Jo flere lag maling der kommer oven på hinanden, desto mindre diffusionsåben er den.
Silikatmaling
Du kan regne med, at malingen kan holde i 3 til 15 år, før du skal male igen. Det afhænger af, hvor udsat facaden er for vejr og vind. Silikatmaling findes også i en udgave med noget plastindhold, som er knap så diffusionsåben. Du bør altid vælge den rene mineralske type til facader.
Fordele:
- Giver en helmat, levende og lysægte overflade, der minder om kalk.
- Er meget diffusionsåben.
- Fås i flere kulører.
- Overfladen er porøs og har en selvrensende effekt.
- Holdbarhed god, dog lidt kortere end akrylplastmaling.
Ulemper:
- Giver en overflade, som smitter lidt af.
- Er svær at male med, da malingen skal påføres vådt i vådt. Vi anbefaler, at du får professionelle til at udføre arbejdet.
- Muren skal grundes først.
Cementpulvermaling
Fordele:
- Giver en mat, pudsagtig overflade.
- Er nem at påføre.
- Er vandafvisende og vejrbestandig.
- Er diffusionsåben.
- Tillader mursalte at passere, så muren ikke så nemt skaller. Mursalte dannes, når fugt fordamper fra facaden, og salte krystalliseres på overfladen.
- Fås i flere forskellige farver.
Ulemper:
- Er noget modtagelig for smuds og snavs, er derfor ikke egnet til områder, hvor der er meget snavset, fx i nærheden af industri eller stærkt trafikerede veje.
- Kan være vanskelig at genbehandle, da den er smudsmodtagelig og svær at gøre ren.
Silikonemaling
Fordele:
- Har en mat og levende overflade.
- Er meget diffusionsåben.
- Er meget vejrbestandig og smudsafvisende.
Ulemper:
- Fås kun i hvid og lyse farvenuancer.
- Overfladen vil med tiden smitte af.
Kan du fortryde og fjerne en overfladebehandling igen?
Du kan godt fjerne malingen eller kalken igen, hvis du fortryder, men det er temmelig besværligt.
Der findes forskellige afrensningsmetoder, og det gælder om at vælge en, der er så skånsom som muligt. Ved for grov behandling kan murstenens overflade – den såkaldte brandhud – tage skade. Brandhuden er den hårdt brændte tynde skal på murstenen, som beskytter den mere porøse indre del mod påvirkninger fra vind og vejr.
Til afrensning af muren kan du fx bruge den metode, der kaldes hedvandsrenser, dvs. afrensning med varmt vand under tryk.
Det kan være en ret hård afrensning af muren, som kan skade den, hvis der er løse fuger. En anden metode er at skrabe malingen af med en spatel og en stålbørste.