Stueorglet – hvor blev det af?

Uanset, om man boede i en mørk og trang lejlighed i byen eller på en stor gård på landet, stod der et harmonium i stuen, hvis man voksede op i 1800-tallets Danmark. 

Harmoniet – populært kaldet et stueorgel – blev oprindeligt opfundet omkring år 1800 af franskmanden Grenié. Men det var landsmanden Debain, der i 1842 fik patent på instrumentet, og i 1846 blev det videreudviklet af amerikaneren Jeremiah Carhart. Den amerikanske udgave af harmoniet blev udbredt over det meste af verden – ikke mindst i Danmark.

Selv om harmoniet alias stueorglet har været umoderne i mange år, findes der harmonium-entusiaster over hele verden. Der findes harmonium-blogs og særlige harmonium-foreninger i fx Norge, Sverige, Tyskland og USA med det formål at bevare historien om instrumentet og restaurere og samle de mange forskellige modeller, der trods alt stadig findes.

Kilder: harmonium-orgel.com, reedsoc.org  og reedorganman.com

Harmonium perfekt til fællessang og andagter

- Det var et vedligeholdelsesfrit, let og ikke særligt støjende instrument, og det var perfekt til fællessang og små andagter i hjemmet. Og så var det meget billigere end klavikordiet (forløberen til klaveret, red.), så det blev hvermandseje, fortæller Preben Andreassen, organist og harmonium-ekspert. 

Han har repareret og samlet på harmonier i mange år, og nu er hans samling overtaget af Valby Sogns Menighedsråd i Jesuskirken i Valby, hvor der til sammen står 46 bevaringsværdige harmonier.

- Det var især i slutningen af 1800-tallet, at harmonierne for alvor var udbredte i Danmark. Så udbredte, at der var en lang række harmonium-fabrikker i Danmark. Den største - Joh. P. Andresen & Co.  – lå i Ringkøbing og producerede i alt ca. 20.000 harmonier, fortæller Sven Verner Olsen, organist i Jesuskirken.

Et harmonium har ikke piber som de store orgler, vi kender fra kirker. I stedet har det små metaltunger ligesom en (mund)harmonika. 

Man betjener en slags blæsebælg i harmoniummets nedre del ved hjælp af fodpedaler, og så skaber luftstrømmen lyd, når den pumpes igennem de små metaltunger, som begynder at vibrere. 

Kilder: wikipedia, jesuskirken.dk og lokalhistorie.no

Hamonier i missionshuse og kirker

I Vejle, Aalborg og København var der også flere større harmoniumfabrikker, fordi efterspørgslen var så stor. Nogle byggede dem helt fra bunden, mens andre importerede fra Tyskland eller USA, lavede små tekniske justeringer eller udtryksmæssige tilføjelser og satte deres eget navn på. Harmonierne kunne således fås i mange forskellige stilarter og prisklasser og var tilgængelige for både de velstående og småt bemidlede familier. 

Nogle harmonier var helt enkle og simple, mens andre havde kunstfærdige udskæringer eller en hel skabsoverbygning, så det blev et møbel i sig selv. Spændvidden i teknikken gik fra instrumenter med en enkel tonerække til meget avancerede modeller med mange stemmer. 

Og så blev der i øvrigt produceret små transportable udgaver af harmoniet, så man kunne tage det med på udflugt. Det betød bl.a., at man kunne tage det med i krig og holde andagter eller arrangere fællessang i felten.

Omkring 1890, hvor harmoniet var allermest udbredt i private hjem, gjorde det også sit indtog i de danske missionshuse og landsbykirker.

- Man købte det de steder, hvor man ikke havde råd eller plads til et pibeorgel, forklarer Sven Verner Olsen.

Musik blev særligt komponeret til stueorgler

Hvor mange i dag måske forbinder stueorglet med højstemt, religiøs musik, betragtede man i 1800-tallet harmoniet som et elegant instrument med en kompleks og dynamisk lyd. Og der var en række komponister, som komponerede stykker dedikeret til harmoniet.

- Man lavede også flere harmonium-nodehæfter, hvor man havde reduceret Beethoven, Bach og så videre, så det kunne spilles på et harmonium. Og det var ikke andenrangs-musik. Det var stadig smukt, men blev på den måde tilgængeligt for hr. og fru Hansen, fortæller Preben Andreassen.

Mange harmonier blev brændt på bålet

Fra 1930’erne og fremefter dalede harmoniets popularitet dog, så det røg ud af de fleste stuer.- Flere og flere fik råd til klaver. Og der var virkelig mange harmonier, der røg på bålet, fordi folk ikke brugte dem og ikke gad have dem stående længere, forklarer Preben Andreassen.

- Mange forbandt dem med missionshusmusik og kaldte dem for ’salmecykler’. De, der var til den Grundtvigianske tankegang, var nok mere til klaveret. Så det blev to modsætninger, supplerer Sven Verner Olsen. 

Den amerikanske harmonium-sammenslutning Reed Organ Society anslår derfor også, at der i dag kun findes cirka 5 % af de mange harmonier, som blev bygget gennem de ca. 100 år, hvor de var populære.

- Der har dog været en del – også efter 1930’erne – der ikke nænnede at smide harmonierne ud. Og derfor er der en del, der også husker dem fra deres barndomshjem i 50’erne og 60’erne. Men da den ældre generation døde i 70’erne og 80’erne, smed den yngre generation de sidste ud, siger Preben Andreassen.Han gjorde dog sit for at redde mange af dem, og det er altså dem, der i dag kan ses i Jesuskirken.