Hvem: Susanne Jensen og Thorben Faurby, begge pensionister. Instagram @havenpaasolbakken
Hvad: Arkitekttegnet drivhus/orangeri på 40 m2.
Hvor: Have på 7.000 m2 i landsbyen Gudme på Sydfyn.
Fra Susanne Jensen og Thorben Faurbys stue er der frit udsyn til deres hjem nummer to: et drivhus, som ligger 20 meter nede i haven opført op ad en rød mur. Her nyder de ofte en stille stund om eftermiddagen.
– Her er virkelig dejligt. Jeg kan godt lide at sidde og læse her, siger Susanne og peger på de to kurvestole med et glasbord imellem.
I vindueskarmen står krukker med farvestrålende røde chilier, og ind mod havemuren byder store, grønne planter sig frodigt til. Det er meningen, at drivhuset skal blive endnu mere frodigt, når vinen får mere fat og vil danne et grønt loft med sine grene og blade.
Temperaturen ligger denne dag på behagelige 22 grader.
I 2007 overtog Susanne sit barndomshjem i Gudme på det sydøstlige Fyn. I 2010 flyttede hendes kæreste, Thorben, ind, og de talte om, hvordan de kunne inddrage noget af ejendommens landbrugsjord til have. Den tidligere have var nemlig kun ganske lille, og Susanne havde lyst til at prøve kræfter med en større.
Arkitektens gode idé
Parret kontaktede havearkitekt Kjeld Slot, som tegnede et forslag til en haveplan. Hans forslag overraskede dem begge: et moderne renæssanceinspireret drivhus bygget op ad en 18 meter lang, fritstående mur midt i haven.
– Det virkede rigtig spændende, og vi kiggede på hinanden og sagde: Vi gør det sgu, fortæller Susanne i dag med et grin.
Thorben, som er uddannet smed og gør detselv-mand, besluttede at bygge drivhuset selv. Han kan lide at bruge sine hænder, og samtidig kunne de spare penge til håndværkere.
Muren består af lecablokke med armeret jern indvendig, så den står stærkt selv i heftigt blæsevejr. Inspireret af en kollega fik Thorben idéen til den kuppel, som gør drivhuset ekstra særligt og giver kig til himlen indefra.
Ruderne er genbrugsglas, som parret har fået foræret af familie, venner og deres gamle arbejdsplads, Svendborg Erhvervsskole. Jernstolpen, der holder hele konstruktionen, er ligeledes fundet som genbrug. På den måde har parret holdt udgifterne nede.
Plads til mennesker
Det tog fem år at bygge drivhuset, og det har kostet dem omkring 50.000 kr. at bygge. Men både ventetid, arbejdsindsats og pris har været det hele værd, er parret enige om.
De ønskede sig et leverum med ”plads til mennesker”, som Susanne udtrykker det. Og det har de fået. Når de har gæster i sommerhalvåret, spiser de som regel altid i drivhuset, og juleaften 2020 fyrede de op i brændeovnen og pyntede hyggeligt op til glæde for alle generationerne.
Parret er aktive mennesker, men nu skal de også lige lære at nyde driverlivet i glashuset.