Spørg Bolius

Standse opstigende fugt i væg

Vi bor i et etplans murstenshus uden kælder – med indervægge af gasbeton. Langt det meste af huset er bygget ca 1984 og er tip-top isoleringsmæssigt og indeklimamæssigt.

Vi har dog 2 gamle indvendige mure fra ca 1920. Væggene var lukket inde bag et garderobeskab, og der er opstigende grundfugt (vi fik målt det med fugtmåler af en professionel).

Et løsningsforslag for disse to vægge kunne måske være - under gulvniveau - at bore en masse huller med max 10 cm afstand og indsprøjte Skalflex sokkelstop. Vi vil rigtig gerne stille vores garderobeskab op igen. Kan I anbefale denne løsning i vores situation? Eller findes der en bedre løsning?

Med venlig hilsen Steen

Kære Steen. 

Det er ikke sikkert at den løsning kan anvendes, og er brugbar i det aktuelle tilfælde. 

Det er naturligt og næsten uundgåeligt, at der er opstigende fugt i den gamle væg.

Det bedste vil være, at væggen står fri og kan ånde. Altså at I finder en alternativ placering til skabet. Hvis ikke det er muligt, kunne I lave ca. 10 cm luft bag skabet – og placere skabet på en ventileret sokkel, så der alt andet lige kommer lidt luftcirkulation bag skabet og til væggen. Der skal ligeledes være luft over skabet. 

Hvis I vil forsøge at standse opstigningen af fugt fra soklen, findes der groft sagt 2 metoder;

  • en kemisk fugtspærre
  • en fysisk fugtspærre

Eksempler på kemisk fugtspærre er injicering af specialprodukt/fugtstandsende kemikalier. Erfaringsmæssigt er det ikke nogen sikker løsning. Nogle gange virker det, andre gange ikke.

Fysisk fugtspærre kan være at lægge stålplader eller bitumenbembran ind mellem sokkel og murværk (såfremt væggen er af mursten) vha. specialemaskine/udstyr.

Derudover findes også elektrokemiske og -magnetiske metoder. 

Hvilken løsning, der er bedst i jeres tilfælde, vil kræve flere undersøgelser og en konkret vurdering samt forventningsafstemning af jeres ønskede resultat, sammenholdt med både økonomi og de fysiske rammer. 

Dog er det generelt således, at det bedste resultat opnås ved udførelse af en fysisk fugtspærre, der indlægges i en skåret spalte.

Se mere her: Fugt i kælderen: Sådan opdager du og slipper af med fugten

Held og lykke

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Christina Schjervig, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden