Spørg Bolius

Fugt i kælder trods omfangsdræn og renovering efter skybrud?

Hej Bolius,

Jeg har et spørgsmål vedr. fugt i indervæg i kælder efter etablering af omfangsdræn.

For 6 år siden fik vi vand i kælderen efter et skybrud. Vandet trak delvist op i indervægge, hvorfor forsikring bekostede en reparation.

De nederste 30-50 cm af væggen blev fjernet, træ erstattet af stål og plader erstattet af vådrumsgips. Der blev isoleret med flamingo istedet for rockwool. Sikkert for at undgå opfugtning ved ny vandskade.

I 2016 fik vi etableret omfangsdræn langs den ene gavl. Efterfølgende har vi konstateret fugtdannelse nederst på indervæg, hvor dræn er etableret. Entreprenør mener at den isolerede indervæg skal fjernes, da dugpunkt mellem inder- og ydervæg vil fortsætte med at afsætte lidt fugt nederst i væggen.

Inden jeg sætter gang i sådan et projekt kunne jeg godt tænke mig at høre, om ikke der findes et alternativ? Tænker på om man evt. kunne sætte nogle ventilationsriste i, der kunne affugte mellem væggene.

Det skal nævnes at vi ikke har synlige fugtproblemer i andre indervægge.

Ser frem til at høre fra jer.

Med venlig hilsen

Jonas

Hej Jonas

Her må jeg erklære mig enig med din entreprenør. Det er en rigtig dårlig løsning til en kælderydervæg, og der vil meget nemt kunne opstå fugtproblemer pga. kondensdannelse. Og det er uagtet alle de ”fine” tiltag med polystyren, stål etc.

Kondens dannes ude på ydervæggen, hvor den kolde ydervæg er bagved isolering, (så væggen er endnu kolde-re) idet den varmere og fugtige indeluft fra kælderen sagtens kan trække igennem både vådrumsplader, poly-styren isolering mv.
Her opsætter man jo så normalt en dampspærre, til at forhindre dette, men! På trods af et formodentlig fint omfangsdræn, så kan der sagtens stadigvæk være problemer med opstigende grundfugt ude i ydervæggen – altså vand/fugt der suges op igennem det gamle fundament og nederste af kælderydervæggen.

Husk på, at med kældervægge, så er der ikke en yder- og indervæg. Det er som oftest ren beton eller lignende alt efter hvor gammelt huset er.

Så i min bog, er det kort proces. Den dårlige forsatsvæg skal væk. Og skal der være en form for indvendig iso-lering eller lignende, så skal I bruge uorganiske og fugtadaptive vægplader såsom Multipor fra Ytong, Skamo-Wall fra Skamol, eller iPor fra KEIM, eller Microtherm fra Microtherm ApS.

Jeg håber, at svaret kunne bruges, og så ønsker jeg her held og lykke med det.

 

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden