Det er ikke så dumt at vande haven i regnvejr, som det måske lyder. Alt efter mængden af vand, der kommer ned fra himlen, kan der være god fornuft i at supplere med lidt vanding via haveslangen.
Der er selvfølgelig ingen grund til at vande, hvis du har set i vejrudsigten, at der er udsigt til silende heldagsregn. Så får din jord rigelig med vand. Men er det bare en byge, kan jorden godt have brug for mere vand, end regnvejret kan bidrage med, især hvis vi i forvejen er inde i en tør periode. Et ekstra plus er, at regnen gør jorden blødere, så vandet lettere kan synke ned i den.
Du kan med fordel bruge en regnmåler, der viser, hvor mange mm vand, der er kommet. Som tommelfingerregel vil 1 mm nedbør have gjort jorden fugtig 1 cm i dybden. Og tilsvarende vil 10 mm nedbør betyde, at jorden er blevet fugtig 10 cm ned.
Hvilke planter er det bedst at vande i regnvejr?
Der er ingen planter, buske eller træer, som tager skade af at blive vandet i regnvejr. Men der er nogle, du med fordel kan have fokus på. Gamle træer og buske behøver ikke vand, da man kan sige, at de allerede har etableret sig, så du kan med fordel have fokus på nyplantede blomster, buske og træer.
Hvornår er det bedst at vande i haven?
Ved høj sol er det bedst at vande tidligt om morgenen eller efter solnedgang. Vander du, mens solen bager ned fra en skyfri himmel, fordamper 40-50 procent af vandet igen.
Du skal vande grundigt, når du vander. Jorden skal mindst have 20-30 mm vand, hvilket svarer til 20-30 liter pr. kvadratmeter. Med en regnmåler kan du holde styr på, hvor meget vand jorden har fået i de seneste dage, og på den måde få en god idé om, hvornår der trænger til at blive vandet.
Hvis du sjatvander med mindre mængder vand ad gangen, vil planterne reagere ved at sætte mange rødder oppe i nærheden af jordoverfladen, hvor vandet jo er. Det vil gøre planterne endnu mere udsatte for tørkeskader, da det er denne del af jorden, der først tørrer ud, når solen bager.