Hvor mange gange flytter vi i livet?

En dansker flytter i gennemsnit ca. seks gange i løbet af sit liv. 

Typisk flytter vi første gang, når vi flytter hjemmefra, og anden gang når vi flytter sammen med en partner. Den tredje flytning sker, når det første barn er på vej eller er født.

Når børnene er flyttet hjemmefra, flytter vi også i en ny bolig. Femte flytning kan ske, hvis vi i en periode flytter alene, mens vi flytter for sjette gang i pensionsalderen.

Kilde: Forbrugerstudiet ”Flyt dig!”
 

Du har sikkert boet en del steder i dit liv, men kan du huske hvor og hvornår?

Det kan være svært at huske præcis den adresse, du boede på, da du måske var et lille barn eller studerede, og lige præcis den dato du flyttede ind og ud.

Men det kan du opklare.

Myndighederne har nemlig registret, hvor du har boet i dit liv. Hvor langt oplysningerne går tilbage, har det ikke været muligt at få svar på fra CPR-kontoret eller Digitaliseringsstyrelsen.

Sådan tjekker du, hvilke adresser du har haft som bopæl

Det er let at finde ud af, hvor du har boet. Det kræver bare, at du bruger MitID.

Sådan gør du:

  1. Gå ind på ”Registerindsigt” i Det Centrale Personregister (CPR)
  2. Klik på ”Log på” og log på med dit MitID.
  3. Fold ”Adresse (tidligere)” ud.

I registerindsigten kan du bl.a. også se dine børns og forældres cpr-nummer, din civilstand og dit fødselsregistreringssted.

Find billeder fra de adresser, hvor du har boet

Hvis du er interesseret i at se billeder af, hvordan din nuværende eller tidligere boliger ser ud eller tidligere så ud, er der flere muligheder. Fx:

  • dingeo.dk kan du, når du søger på en specifik adresse, finde luftfotos af en bestemt bolig under fanen "Luftfoto". Der er fortrinsvis billeder fra ca. år 2000 og frem.
  • arkiv.dk kan du være heldig at finde (gamle) billeder fra 1800-1900-tallet af bestemte boliger. Søg på adressen.
  • Det er muligt at finde gamle og nye luftfotos fra fx krak og Danmark set fra luften. Læs mere her: Find gamle luftfotos af dit hjem - sådan
  • Google Maps kan du søge på en bestemt adresse og finde nyere billeder, inklusive "Street View" og 360 graders billeder, hvor du kan dreje billedet rundt og 'bevæge' dig rundt i området.

Fra Thy til Aarhus, København, Falster og Nordsjælland

Jeg (denne artikels forfatter) blev selv født i december 1970 i den lille landsby Koldby i Thy, hvor jeg boede hele min barndom med forældre og søskende i det samme hus. Det er registreret, at jeg har boet i Koldby (datoen er usikker, som der står) fra min fødselsdato, men først fra 19. marts er den korrekte adresse angivet.

Siden er alle datoer og adresser registreret korrekt. Jeg kan fx se adressen på det hus i Aarhus, hvor jeg lejede et værelse, da jeg tog et forberedende kursus for at blive optaget på Danmarks Journalisthøjskole, og adressen på det hus på Amager, hvor jeg nogle måneder senere lejede et værelse for at bo sammen med min kæreste (nu kone) for første gang. 

Senere dukker adresserne på flere kollegier, min svigerfars hus på Falster, hvor vi boede to en halv måned, inden vi købte hus i Hillerød, og sidst rækkehuset i Espergærde, hvor vi flyttede ind i sommeren 2020, op.