Gode brombærsorter med og uden torne
Her er nogle eksempler på gode brombærsorter. Spørg også på planteskolen, hvad de anbefaler.
- Thornless Evergreen: Har smukke fligede mørkegrønne blade året rundt og har ingen torne.
- Thornfree: Stedsegrøn og tornefri.
- Himalaya: Løvfældende med torne.
Brombær er sunde, smager godt, er hårdføre over for skadedyr og sygdomme og nemme at passe. Og er du ikke til de mange torne, kan de også fås tornefri.
Så hvorfor ikke plante brombær i haven?
Sådan dyrker du brombær
Brombær er en nøjsom plante, som trives næsten overalt, hvilket også kan ses ude i naturen, hvor brombærkrat kan overtage fuldstændigt, selv på de magreste sandjorde og på skyggefulde steder. Som med andre frugter gælder det dog, at jo mere sol de får, jo sødere bliver bærrene.
Du kan både købe brombærplanter med og uden torne.
Hvornår skal man plante brombær?
Brombær køber du i potter, og de kan derfor plantes hele året, hvis jorden ikke er frossen. Det bedste tidspunkt er dog om efteråret, hvor jorden er lun og fugtig, da det giver den optimale start for en god rodudvikling. Samtidig er brombærplanten i dvale og ikke skal bruge energi på andet end sine rødder.
Hvor skal man plante brombær?
Det er en god idé at plante brombær:
- Et solrigt sted.
- Et hjørne af haven, hvor den kan vokse mere frit, eller et sted, hvor den kan klatre op ad noget. Det kan fx være hegn, granrafter med snore i mellem eller en gitter-klatrekonstruktion. Du kan også dyrke den som espalier. Når brombærplanten vokser op ad noget, er den både nemmere at styre og plukke af.
- I næringsrig jord.
Gør sådan, når du planter brombær:
- Tag brombærplanten ud af potten og lad den stå i vand i 15-20 minutter.
- Grav et plantehul, der er større og et par centimeter dybere end brombærplanten. Jorden i bunden skal være let og porøs – brug evt. en greb.
- Sæt brombærplanten ned i hullet og dæk den med løs muldjord gerne blandet med kompost. Planten skal være dækket med jord på samme måde som i potten.
- Træd forsigtigt jorden til rundt om planten.
- Vand rigeligt og put ekstra jord omkring planten, hvis jorden synker.
Beskær brombær efter høst eller i foråret
Brombær danner bær på andetårsskuddene. Derfor skal du i marts – eller alternativt efter høst – klippe de skud af, som har båret frugt, for at gøre plads til nye frugtbærende skud.
Klip de frugtbærende skud af helt nede ved jorden. Skær sideskud tilbage til 2-3 centimeter.