Udbytte
Afhænger meget af nattefrost og tørke.
På en velvoksen solbærbusk på en almindelig sæson er det muligt at høste ca. 1-2 kilo solbær.
Solbær, blanksorte med en glans så dyb som et par nypudsede lædersko, smager ikke bare godt, de er også en god kilde til C-vitamin.
Solbær kan spises, som de er, de kan bruges i bagværk, i desserter, i syltetøj, i saft – det er vel nærmest kun din fantasi, der sætter grænser.
Oven i købet er solbær ikke svære at dyrke i haven. Her får du gode råd til, hvad du skal gøre, hvis du ønsker dig at høste solbær af egen avl hen over sommeren.
Hvor skal solbærbuske plantes?
- Planter, der dyrkes i potter, kan plantes hele året. Ellers bør solbærbuske plantes i forår og efterår.
- Plant solbær på et meget solrigt sted i haven, hvis det er muligt – gerne i fuld sol. Solbærbuske kan dog også trives i let skygge.
- Plant solbærbuske i en almindelig og veldrænet havejord og sørg for lidt fugtighed.
- Plant ikke solbærbuske for tæt op ad hinanden - sørg for en afstand på minimum én meter mellem buskene.
Gode, velsmagende solbærsorter
- Titania: Er en sund og meget frugtbar sort, bær sidst i juli.
- Ben Alder: Bærrene har højt c-vitaminindhold, meget frugtbar. Bær i juli/august.
- Narve Viking: Søde og sunde bær i august. Kraftig voksende.
Sådan passer og beskærer du solbær
- Fjern de ældste grene helt nede ved jorden, gerne i forbindelse med plukningen sidst på sæsonen.
- Beskær buskene mellem august og marts. Det er i de måneder, at planten har sin hvileperiode uden blade. Omkring marts begynder busken at sætte nye skud, og så er det for sent at beskære grenene.
- Gød dine solbærbuske. I april drysser du 20-30 gram N.P.K. gødning eller 5-10 cm kompost omkring planternes.
- Kommer der nattefrost, når solbærplanterne blomstrer, bliver blomsterne ødelagt. Dæk planterne med plastik for at skåne dem mod kulden.
Undgå sygdomme og skadedyr i solbær
Især hos gamle sorter kan sygdommen ”solbærknopgalmider” være et problem.
Sygdommen, der ødelægger knopperne, skyldes en lille mide, som lever inde i blomsterknopperne og ødelægger dem.
Du kan se sygdommen ved, at blomsterknopperne vokser og bliver 2-3 gange så store som almindelig størrelse.
Konstaterer du disse opsvulmede knopper, skal du grave planten op og fjerne den fra haven.
Plant i stedet nye, resistente sorter.
Meldug kan undertiden ses på bladene, men er normalt ikke noget problem.