Når du beslutter dig for at udskifte dit køkken med et nyt, kan du sørge for, at dit gamle køkken får et nyt liv. Selvom køkkenet ikke længere passer til dine behov, kan det vise sig at være præcis det, en anden person står og mangler.

Et nyt køkken er ressourcekrævende at producere, og afskaffelsen af et gammelt køkken er belastende for miljøet, da de fleste elementer ofte kun kan afbrændes eller sendes til deponi.

Ved at sende dit køkken videre til genbrug, sparer du på jordens ressourcer og CO2-udledningen, der ville udledes i produktionen, samtidig med at du skaber glæde hos andre og måske endda tjener en smule på det. Det kan også være, at I laver en aftale om, at køber selv piller dit gamle køkken ned, så du også sparer noget arbejde. 

Hvilke muligheder findes der for at komme af med dit køkken?

Der er flere muligheder for at give dit gamle køkken et nyt liv et andet sted: 

  • Salg på nettet via sociale medier og online markedspladser
  • Salg via genbrugsbyggemarkeder eller professionelle 
  • Take back-ordninger og retursystemer
  • Genbrug til andre funktioner. 

Sælg dit køkken via sociale medier

Den mest brugte mulighed for at gensælge dit brugte køkken lige nu er nettet. På nettet kan hvad som helst sættes til salg, og der er allerede nu et fast marked for brugte køkkener i alle størrelser og prisklasser.

Gode billeder til salgsannoncer

Når du sælger dit køkken over nettet, er det generelt en god idé at tage billeder af køkkenet, før det er taget ned.

Tag billeder fra flere vinkler, gerne både af hele køkkenet og billeder tæt på af køkkenets materialer og detaljer.

Sørg for at køkkenet er rengjort og forholdsvis ryddet, men hav gerne nogle af dine egne køkkensager med, så køber kan få en ide om indretningsmulighederne.

Platforme som dba.dk, Gul og Gratis, Facebook Marketplace og Instagram er velbesøgte steder for køb og salg af brugte køkkener. Enkelte køkkenfirmaer giver også mulighed for, at du kan sælge dit gamle køkken videre. Det gælder fx Mulitform Secondhand, hvor der kun er gamle Multiform-køkkener til salg. Du er selv ansvarlig for annoncen, handlen osv. 

Når du sælger over nettet via disse platforme, sker handlen direkte mellem dig og køber. Der er ikke nogen mellemmand, som fx skal have en del af beløbet til sig selv. Til gengæld er det op til dig at sørge for selve annonceringen, tage billeder, prissætte køkkenet og bistå ved selve handlen.

Når køkkenet skal prissættes, kan det være en god idé at tage udgangspunkt i salgsprisen for et nyt køkken og så justere prisen for det brugte køkken efter alder og stand. 

Når du sælger dit køkken, kan du vælge selv at tage det ned, eller du kan bede køberen om selv at gøre det. Husk at tilføje det i annoncen og justere prisen efter forholdene. 

Professionelle forhandlere af genbrugskøkkener

Der findes en række genbrugsbyggemarkeder, som både sælger og aftager materialer og inventar. 

Eksempler på professionelle, der kan aftage dit gamle køkken

Genbyg

Sælger genbrugsbyggevarer og heriblandt også køkkeninventar og -møbler. Genbyg er en kombination af et fysisk varehus og webshoppen genbyg.dk. 

Genbyg køber køkkenet direkte af dig og overtager derefter ejerskabet og alt ansvar for det videre salg af køkkenet. Du skal altså ikke gøre så meget selv, men kan til gengæld heller ikke forvente en høj pris for dit køkken, da køkkenet skal kunne sælges videre igen til en fordelagtig pris.    

J. Jensen

Etableret nedrivningsfirma, der har oprettet afdelingen og webshoppen jensengenbrug.dk. 

P.Olesen

Har afdelingen og webshoppen pogenbrug.dk.

Begge sælger bl.a. byggematerialer og boliginventar som vinduer, døre, badeværelser og køkkener, der er sorteret fra under deres nedrivningsarbejde og er blevet vurderet egnet til genbrug.

En lignende mulighed er, at din lokale håndværker eller nedrivningsfirma gratis tager dit køkken med på den præmis, at de får lov at sælge det videre og beholde et evt. overskud. Fordelen for dig er, at du ikke selv skal gøre noget, og at du sikrer dig, at dit køkken får nyt liv i en anden bolig i stedet for at ende til afbrænding. 

Du kan altid spørge din egen håndværker, om han er interesseret i at tage dit køkken med gratis for så at kunne sælge det videre. Måske står din håndværker netop og har den rette aftager af dit gamle køkken i tankerne.

Take back-ordning og retursystemer

Take back-ordninger og retursystemer har været anvendt i Danmark i mange år, fx brugte flasker, der afleveres til pant, men det er et relativt nyt koncept i byggebranchen. 

Ved en take back-ordning tager firmaet deres egne produkter tilbage efter endt brugstid og bearbejder dem, så de kan indgå i produktionen af nye produkter. Firmaerne køber altså ikke produkterne, men henter eller modtager dem som en ekstra service til gavn for specielt miljøet, der spares for affald og mindre forbrug af nye råstoffer.

Take back-ordninger er endnu ikke så udbredte inden for køkkenbranchen, men findes bl.a. allerede hos flere bygge- og inventarfirmaer som tæppeproducenter, producenter af gipsprodukter og mineraluld. 

Genbrug dit køkken selv

Når du skal af med dit gamle køkken, har du også den mulighed at genbruge det selv. Måske kan de slidte køkkenelementer bruges til et udekøkken i haven, eller måske kan de gamle overskabe bruges som opbevaring af værktøj i skuret.