Hvis du ejer et hus, sommerhus eller en ejerlejlighed, har du mulighed for at indefryse stigninger i grundskyld og ejendomsværdiskat. Du skal altså ikke betale pengene nu, men først senere.
Det kan fx være en god idé at tage et indefrysningslån, hvis du har svært ved at få din økonomi til at hænge sammen.
Som boligejer er fordelen, at du ikke skal betale gebyrer eller bidragssats på lånet, og at renten er lavere end banklån. Men der er nu renter på indefrysningslånet, i 2024 er den på 2,68 procent, og det kan løbe op med tiden, så du skal betale mange penge, når lånet skal indfries.
Hvornår skal man betale indefrysningslån tilbage?
Indefrysningslånene skal først betales tilbage, når du sælger din bolig. Men du kan også gøre det før ved at framelde dig ordningen – her skal du betale hele det samlede, indefrosne beløb.
Du kan både fra- og tilmelde dig løbende.
Hvordan tilmelder eller framelder man sig indefrysningslån?
Det er nemt både at tilmelde og framelde sig indefrysningslån. Gør sådan her:
- Klik ind på din forskudsopgørelse på skat.dk.
- Find ”Eksisterende ejendomme og grunde” på din forskudsopgørelse eller vælg rubrik 651.
- Klik på pilen ud fra adressen på din ejendom.
- Klik derefter på ”Vælg eller fravælg indefrysningslån til betalinger af din boligskat”.
- Sæt flueben i ”Ja” eller ”Nej” alt efter, om du ønsker at tilmelde eller framelde dig.
Tjek, hvor meget du kan indefryse, og hvad du skylder
Inden du endeligt beslutter dig, om du vil til- eller framelde dig, kan du på siden se det anslåede indefrysningsbeløb for et år, og hvor meget du evt. skylder.
Betaling af indefrossen grundskyld fra før 2024 – sådan gør du
I 2018 blev det indført, at ejere af huse, sommerhuse og ejerlejligheder automatisk fik indefrosset de årlige stigninger i grundskylden (ejendomsskatten). 1. maj 2021 fik man mulighed for at fravælge ordningen og også betale den grundskyld, der var blevet indefrosset i mellemtiden. Man kunne også vælge at fortsætte med at få indefrosset grundskylden.
Hvis du er en af dem, der stadig har indefrossen grundskyld fra før 2024, kan du fortsat godt vente med at betale den indefrosne grundskyld, til du sælger din bolig. Disse indefrysningslån skal der ikke betales renter af.
Men hvis du ønsker at betale inden, skal du følge nedenstående anvisning – vær opmærksom på, at du skal betale hele indefrysningslånet tilbage, og at du ikke kan fortryde, når du først har valgt det. Inden du vælger at betale, kan du se, hvor meget du skylder.
- Klik ind på "Frivillig betaling af indefrysningslån frem til 2024” på borger.dk.
- Klik på ”Videre”
- Login med MitID
- Klik på ”Frameld”
Det er kun din andel af indefrysningen på ejendommen, der bliver betalt. Så er I flere, der ejer boligen sammen, skal den anden/de andre selv betale, hvis de ønsker det.