De fleste af de ting, du har stående på terrasen eller altanen som havemøbler, hynder og grill har bedst af at stå knastørt. Det kan sagtens lade sig gøre, selv om du ikke har plads i boligen.
Her får du en række gode råd til, hvordan du kan lave en løsning, der giver dig plads til dine have-ting.
Altan: Dæk møbler, hynder og grill til
Har du en altan, er det bedste råd at stille havemøbler, hynder og grill det sted på altanen, hvor nedbør har sværest ved at ramme. Du kan evt. overdække møbler og grill, og putte hynderne i en hyndeboks.
Bor du i lejlighed, og har du mulighed for opbevaring i fx kælderen, kan du selvfølgelig også flytte tingene derned.
Lav et halvtag på stakittet til hynder og havemøbler
Har du egen grund, er den nemme og billigste løsning at lave et stakit eller hegn og udforme det med et lille halvtag. Det kan også laves på et eksisterende hegn i haven.
Halvtaget behøver behøver ikke at være mere end 75 cm dybt. Du kan vælge at lave det meget smukt som en rum-adskiller i haven, og fx lade en klematis slynge sig op af bagsiden. På den måde kan det falde naturligt ind i haven.
Halvtag bør kun bruges om sommeren
Under halvtaget kan du hænge dine haveredskaber op på væggen og dine hynder til terrassemøblerne i små kroge under taget. Og havemøblerne, der ellers godt kan holde til at stå ude om sommeren, kan stå i ly for den værste regn.
Men når efteråret kommer, og det begynder at blive fugtigt i vejret, skal tingene helst ind at ligge, hvor det er helt tørt. Ellers bliver hynderne jordslåede, og haveredskaberne ruster.
Havehus om sommeren, opbevaringsmagasin om vinteren
En anden mulighed er at lave en lille bygning, der har flere funktioner. I stedet for at bygge et skur i den fjerneste ende af haven, kan bygningen trækkes frem og bruges som en del af havens rum.
Du kan lave en lille siddeplads lige udenfor bygningen, hvor du kan have bord og stole. Så kan huset om sommeren bruges som havehus, hvor I hurtigt kan rykke ind, hvis den danske sommer pludselig viser sig fra sin våde side.
Et lille havehus behøver ikke at være specielt stort med plads til hele familien, men bare have plads nok til at stille et bord og et par stole. Om vinteren kan havehuset fungere som opbevaringsplads for alle de terrasse- og haveting, der ikke kan stå ude uden at blive ødelagt eller slidt.
Udnyt pladsen under høj terrasse til opbevaring
Hvis du i forvejen har bygget eller vil bygge et lille anneks, fx til overnattende gæster, kan du med fordel bygge et lille ekstra rum til, hvor der er adgang fra haven. Det kan du så bruge til at opbevare dine terrasse- og haveting. Det samme kan du også gøre i forbindelse med et udhus eller en garage.
En anden løsning er at udnytte pladsen under en høj terrasse, hvis du har sådan en i haven. Men det er vigtigt at lægge fliser under, så havemøbler og andet udstyr ikke står direkte på jorden og får fugt nedefra.
Hvad skal stå ude og inde?
Det kan stå ude hele sommeren
- Havemøbler
- Terrassevarmer
Det kan stå under halvtag om sommeren
- Haveredskaber - bør hænges op, så de ikke har berøring med jorden.
- Hynder til havemøbler. Sy evt. små stropper i og hæng dem i kroge under et tag.
- Grill - den ruster nemt, hvis den er udsat for regn.
Det kan stå ude året rundt
- Havemøbler af plastik.
- Havemøbler af ikke-olieret teaktræ.
- Terrassevarmer - smid evt. skærmen fra en gammel parasol over som dække om vinteren.
Det skal ind om vinteren
- Olierede havemøbler.
- Havemøbler af kurve-materiale.
- Hynder. Ellers bliver de jordslåede.
- Haveredskaber. så de ikke ruster.
- Parasol. Den bliver nemt jordslået, hvis den udsættes for fugt.
- Krukkeplanter har brug for et rum med mere end 5 grader og mindre end stuetemperatur.
Køb havemøbler, der kan stå udendørs året rundt
Det kan være svært at finde plads til havemøbler indenfor. Især hvis det er store tunge møbler eller kurvemøbler, der er vanskelige at stable.
Der findes havemøbler, der ligner kurvemøbler, men som er lavet af plastik og kan tåle at stå ude hele året. Det er en mulighed, hvis du ikke kan finde plads til at stille havemøblerne indendørs om vinteren.
Alternativt kan møbler af teaktræ, der ikke er olieret, også stå ude året rundt.
Put presenning over havemøbler
En stor presenning kan også være en nem og billig løsning, hvis du som boligejer ikke har mulighed for at opbevare havemøblerne inde om vinteren. Det kan også være en god løsning, hvis du har meget tunge havemøbler, der er besværlige at flytte rundt på.
Du kan købe et kraftigt overtræk, som du trækker hen over møblerne, hvis det regner, og når terrasse-sæsonen er ovre. På den måde kommer dine havemøbler langt mere skånsomt gennem vinteren, end hvis de havde stået i det fri.
Muligheder for opbevaring til dine terrasse- og haveting
- En varm og knastør kælder, loftsrum eller et skur er optimalt til opbevaring.
- Et lille havehus kan bruges til opbevaring om vinteren.
- En lille 'tilbygning' til et eksisterende anneks eller garage/udhus.
- Montér et halvtag på et hegn og brug det som rumadskiller i haven.
- Drivhus kan også bruges som opbevaringsplads om vinteren. Sæt havemøblerne på et par træstykker i drivhuset, så de ikke kommer i berøring med jorden.
- Udnyt et rum under en hævet terrasse til opbevaring. Læg fliser, så tingene ikke står på jorden.
- Læg en presenning over havemøblerne som en billig løsning.
- En dyrere løsning er at få opmagasineret havemøbler og andet på et lagerhotel om vinteren.