Du kan lave alvorlige skader på fliserne på din stenterrasse, hvis du højtryksspuler dem. Strålen fra højtryksrenseren kan være så hård, at den ødelægger flisernes overflade, og du kan også komme til at spule sandet mellem fliserne væk.
Hvis det er algebelægninger, du kæmper for at fjerne, risikerer du også, at behandlingen med højtryksrenseren gør terrassen endnu mere modtagelig for algeangreb i fremtiden. Den skarpe stråle kan nemlig gøre flisernes overflade ru, så de samler mere skidt.
Er stenterrassen virkelig hårdt ramt af alger og belægninger, kan en højtryksrenser dog være en effektiv løsning, så længe du bruger den rigtigt.
Sådan højtryksspuler du terrassen uden at skade fliserne
Brug en særlig fliserenser
Montér et mundstykke på højtryksspuleren, en såkaldt patio cleaner. Den fordeler strålens tryk over et større område, så du ikke kommer til at spule flisernes overflade i stykker.
Bruger du en traditionel højtryksspuler, skal du bruge den skånsomt:
- Tjek hos forhandleren af dine terrassefliser, at de kan holde til behandlingen.
- Vælg den laveste styrke til strålen.
- Prøv dig frem i et hjørne af terrassen, der ikke er så synligt. Har du en ekstra flise tilovers, fra da terrassen blev lagt, kan du bruge den som test.
- Hold højtryksrenseren i en afstand på 40-50 cm til fliserne, så trykket ikke bliver for hårdt.
- Spul aldrig lodret ned i fliserne, så spuler du nemlig fugesandet væk. Hold derimod en sprøjtevinkel på omkring 30 grader.
Det vil ofte være værd at forsøge, om du kan få terrassen ren med mindre risikable metoder, inden du kaster dig ud i højtryksspulingen.
Hvordan renser du nemmest og bedst terrassefliserne?
Der er flere måder at rense en terrasse med fliser på:
Skyl og skrub
Skyl fliserne med din haveslange og skrub skidtet af med en stiv kost. Det kan være nok, hvis belægningerne endnu ikke er groet helt fast.
Slib med sand og kost
Du kan slibe skidt og belægninger af fliserne ved at hælde fugesand på dem og feje jævnligt med en kost med stive børster. I løbet af et par uger vil det slide skidtet af fliserne.
Brug algemiddel
Køb en miljøgodkendt algefjerner og følg brugsanvisningen. Mange af produkterne skal påføres i tørvejr og have tid til at virke. Du kan læse om godkendte midler i Miljøstyrelsens oversigt over godkendte midler her - søg på "alge" under "produktnavn".
Sådan udbedrer du skader på fliser fra højtryksrenseren
Har du lavet skader på fliserne med højtryksrenseren, kan du forsøge at redde terrassen:
Udskift ødelagte fliser
Hvis skaderne er begrænset til enkelte fliser, kan du erstatte dem med nye.
Vend fliserne
Hvis skaden omfatter hele terrassen, kan du vende fliserne og dermed få glatte, pæne overflader igen. Men den løsning kræver, at dine fliser er ens på begge sider.