Jordskokken er en meget robust plante, som er let at dyrke. Planten, der er flerårig, kan blive op til 2-3 meter høj og dermed give masser af højde i din køkkenhave. Jordskokken stammer oprindeligt fra Mexico, men passer ligesom mange andre rodfrugter godt til dyrkning i det mere kølige danske klima.

Sådan dyrker du jordskokker i køkkenhaven

Jordskokker er forholdsvis dyre at købe i supermarkedet eller hos lokale gårdbutikker. Men de er nemme og billige at dyrke selv.

Du kan enten dyrke jordskokker i en potte eller på friland, men vær opmærksom på, at jordskokker spreder sig rimelig nemt, hvis du ikke får fjernet alle jordskokkerne fra jorden ved høst.

Du kan i princippet lægge jordskokker i jorden fra november til maj, men det er bedst at gøre i april eller maj. 

Sådan planter du jordskokker

  1. Brug jordskokker du har købt i supermarkedet eller dyrket tidligere. Vælg de rundeste og glatteste.

  2. Jordskokken lægges direkte i jorden i et hul på 15 cm. Plant med ca. 40 cm mellemrum mellem hver jordskok.

  3. Vand jordskokken, hvis det bliver nødvendigt, fx hvis de hænger med bladene.

Pasning

Jordskokker er meget tørketolerante og kræver derfor ikke særlig meget pleje. Vand dem, hvis de hænger med bladene. 

Selvom planten bliver op mod 2-3 meter høj, kræver den ingen støtte.

Høst jordskokker fra september og året ud

Hvis du planter dine jordskokker i april eller maj, kan du normalt høste dem i september. Men du kan også lade dem ligge i jorden og høste, når det bliver relevant. Hvis de bliver liggende i jorden til næste år, vil de skyde på ny og lave flere jordskokker.

Planter du én jordskokke, vil den give et udbytte på omkring ét kilo i løbet af sæsonen.

Opbevaring af jordskokker

Jordskokker opbevares lidt ligesom kartofler. 

Du kan enten lade dem blive i jorden, og tage dem op, når de skal bruges. Det kan du gøre hele vinteren, bare husk at læg noget halm eller lignende over jorden, så du kan grave i jorden selvom der er frost. 

Du kan også lægge dine jordskokker i lystætte kasser et køligt, tørt og frostfrit sted.

Det kan du bruge jordskokker til

Jordskokker minder om små knudrede knolde, og deres smag er unik. Som rå smager den nøddeagtig, og som tilberedt er smagen sødlig og lidt bitter. Jordskokken har et højt indhold af C-vitamin og K-vitamin samt sukkerstoffet inulin. Næringsværdien minder meget om kartofler.

Jordskokken kan spises rå enten som revet eller i skiver, fx i en salat, eller koge, stege og bage som som alternativ til kartofler. Klassiske retter er jordskokkesuppe, jordskokkechips og bagt jordskokke.

Tip: Ved kogning kan du tilføje en smule citronsaft, så undgår du misfarvning.