Stuen er også kontor og legerum. Her er der mest gulvplads i lejligheden. Tv’et kan skubbes helt ind til væggen for at give bedre plads, og hundene har plads under skrivebordet.
Drømmen om et liv med børn og dyr på landet fik Josefine Køster til at sælge sin store lejlighed på Vesterbro og flytte i et lille hus på landet. Da hun fandt ud af, at drømmen om livet på landet bare ikke holdt, og at det eneste hun ønskede var at komme hjem til København, havde hendes liv og økonomiske virkelighed forandret sig meget.
– Da jeg flyttede tilbage til København, havde jeg sagt mit karrierejob i tv-branchen op og var gået i gang med mit drømmestudie: dyrlæge. Samtidig var jeg i gang med at få et barn alene, så både mit liv og min økonomi var helt anderledes, end sidst jeg boede i byen. Det var jeg helt klar over, for det var et aktivt valg, jeg havde truffet. Så da jeg fik lejligheden her, følte jeg mig bare meget heldig, fortæller Josefine Køster, som takkede ja til en lejlighed, der var betragteligt mindre, end den hun havde, sidst hun boede i København.
Mindre plads giver mere ro
I dag danner en lejlighed på 68 kvadratmeter rammen om hverdagen for familien, der består af Josefine, Viggo på seks og Ludvig på tre år og deres to store hunde Tanne og Asi.
– Jeg har valgt at bo på mindre plads, fordi det også giver mig en mindre husleje. Jeg er solomor, mine drenge har ikke en far, så der er kun mig til at tjene pengene. Det giver en kæmpe tryghed at bo her, fordi jeg ved, at jeg kan betale huslejen, uanset hvad der sker. Vi skal ikke pludselig flytte væk fra børnenes netværk og venner, fordi økonomien skranter. Det giver ro i sjælen, siger Josefine Køster, der nu er uddannet dyrlæge med speciale i veterinær kiropraktik.
For nylig har Josefine Køster valgt at springe ud som selvstændig.
– At være selvstændig giver mig frihed til at være den mor, jeg ønsker at være. Jeg er ikke fastlåst i en fuldtidsstilling. Men det er kun muligt, fordi jeg ikke behøver tjene så meget, siger Josefine Køster.
En lille hems giver ekstra plads og en lille hyggekrog. Der er bevidst indrettet med masser af små skuffer, hylder og kasser, så der er masser at gå på opdagelse i trods den begrænsede plads.
Legetøj opbevares i kælderen
Den mindre plads bliver opvejet af det tætte liv med andre mennesker.
– Som solomor har man brug for et godt netværk tæt på. Og her har vi vores reservebedste på tredje sal, og når vi går ned i gården og leger, er der andre voksne, som jeg kan sludre med. Jeg er ikke isoleret med mine børn, og det betyder, at både mor og børn trives, forklarer Josefine Køster.
Med to drenge på seks og tre år kan pladsen hurtigt blive trang, men så må man tænke kreativt.
– Drengene har ikke al deres legetøj i lejligheden. Jeg pakker noget væk i kasser, der ryger ned i vores kælderrum, og så tager jeg nogle andre kasser med noget andet legetøj op i lejligheden. Det sparer plads, men det har også den fordel, at drengene føler de får nyt legetøj, når en af kasserne fra kælderen kommer op, forklarer Josefine Køster, der også hyppigt sælger legetøj videre.
– Der er masser af hjemmesider, hvor man kan købe og sælge brugte ting. Det gode ved at købe brugt er, at man har nemmere ved at skille sig af med tingene, for det har ikke kostet en formue, siger Josefine Køster.
Vi skal ikke pludselig flytte væk fra børnenes netværk og venner, fordi økonomien skranter.
Flere rum i ét rum
I det ene hjørne af stuen er Josefines kontor, i det andet hjørne er familiens spisestue, og i det tredje hjørne står en sofa.
– Mit indretningsprincip er at placere de ting, der hører sammen, tæt på hinanden. Ved spisebordet, hvor drengene tegner, er der eksempelvis også en hylde med tusser og papir. Og over mit skrivebord er reolen med mine bøger, og under skrivebordet er en hundeseng, for der vil hundene naturligt lægge sig, forklarer Josefine Køster.
Små møbler
Det kræver omtanke og kreativitet at indrette, så alt fungerer på mindre plads.
– Da jeg købte møbler, var jeg meget opmærksom på, at de ikke måtte være for store og tunge. Mindre og lette møbler giver en fornemmelse af, at der er plads. Vores tv er hængt op på væggen og kan skubbes ind, når vi skal sidde ved spisebordet,” siger Josefine Køster.
Familiens to store hunde ligger afslappet i sofaen og følger vores samtale med øjnene. Dem er der nemlig også masser af plads til.
– Hundene er en del af vores familie, så de har indgået på lige fod med os andre, når jeg har tænkt indretning. Jeg har sørget for, at vores gulv er helt frit. Reoler hænger på væggene, og der står ingen kasser eller kurve på gulvet. Det gør, at jeg lynhurtigt kan løbe hjemmet over med en støvsuger og fjerne hundehår, forklarer Josefine Køster.
Børn og voksne i samme rum
I et hjørne af stuen er der plads til en sofa, hvor børn, hunde og Josefine kan slappe af.
De fysiske rammer påvirker familiens måde at være sammen på.
– Vi lever tæt sammen. Børnene forsvinder ikke bag en dør med en iPad, og når jeg har veninder på besøg, leger børnene lige ved siden af. Her er ikke større, end at vi kan følge med i hinandens aktiviteter hele tiden, siger Josefine Køster.
Når børnene bliver større og gerne vil have deres eget værelse, er Josephine klar med en plan.
– Det kan godt lade sig gøre at dele det ene værelse i to, og så må jeg og hundene flytte ind i stuen. Jeg ved ikke, om det bliver den optimale løsning, men det kan i hvert fald lade sig gøre, siger Josefine Køster.
En gang imellem ønsker Josefine Køster sig dog lidt mere plads.
– Når vi har gæster, kan det godt blive lidt trangt, men så har vi heldigvis et fælleslokale, som vi kan låne, hvis vi skal holde noget større, siger Josefine Køster og tilføjer, at det jo ikke er rammerne, der er vigtigst, men det liv, vi lever i vores rammer.
