De fleste af os gør det alt for sjældent, men ofrer du bare lidt tid ind i mellem på at vedligeholde og rengøre dine hårde hvidevarer, kan du spare både penge og besvær.
For det er ikke dyrt at pleje køleskab, opvaske- og vaskemaskine, fryser og tørretumbler. Og du sparer både penge og gør produkterne mere effektive.
Du kan forvente at spare i omegnen af 500 kroner årligt i energiforbrug alt afhængigt af, hvor gamle dine hvidevarer er. Gør du det i de 10-12 år, som et husholdningsapparat har som gennemsnitslevealder, så har du jo til et nyt.
I det nedenstående kan du læse mere om, hvordan du korrekt rengør dine hvidevarer.
Rengøring af ovn
- Skrab ovnruden med en glasskraber.
- Læg ovnens ribber i blød natten over. Benyt en blanding af vand, opvaskemiddel og salmiakspiritus. Brug 5 liter vand, 1/2 dl opvaskemiddel og 1/2 dl salmiakspiritus.
- Smør med gammel opvaskebørste fast brun sæbe på ovnens sider. Husk at bruge handsker på grund af sæbens høje pH-værdi.
- Sæt en bradepande med lidt vand ind i ovnen, og det hele stå natten over.
- Skrub ovnen ren med en skuresvamp. Vask efter med varmt vand og til sidst en tør klud.
Rengøring af opvaskemaskine
- Tøm grovsien for mad og fedtrester 1 gang om ugen. Tag grovsien ud og rengør det i varmt vand med opvaskemiddel og en børste eller tandbørste. Finsien renses på samme måde blot 3-4 gang om året. Brug en børste til at fjerne fedtlag der, hvor sierne har siddet.
- Efter grovsi og finsi er fjernet, skrubbes omkring afløbet med en børste med lidt håndopvaskemiddel.
- Tag spulearmene ud og fjern madrester med en spids genstand som fx en tandstik, og tør over med en mikrofiberklud.
- Kurve i opvaskemaskinen kan tages ud og skrubbes med opvaskebørsten med håndopvaskemiddel. Brug evt. tandbørste og tandstik, hvis det er svært at komme ind i alle kroge.
- Hvis der sidder smuds i opvaskemaskinens hjørner og på siderne, kan du skrubbe med en børste. Er der kalksamlinger, når du har fjernet skidtet, kan du køre opvaskemaskinen igennem med citronsyre. Se fremgangsmåde på beholderen med citronsyre.
- Lågens revner og sprækker renses ikke løbende under opvask, så de skal efterses og renses med en tandbørste og aftørres med mikrofiberklud.
- Kør et kraftigt program fx ’Grydevask’ ved den højeste temperatur, gerne med service i opvaskemaskinen.
Rengøring af køleskab
Lav denne effektive blanding:
- 2 dele eddike
- 3 dele vand
- En lille smule opvaskemiddel
Vask køleskab og fryser grundigt med blandingen på en klud.
Tag hylderne ud og vask dem på almindelig vis med opvaskemiddel.
Tør efter med en ren klud opvredet i vand.
Rengøring af mikroovn
- Tør ovnen af umiddelbart efter brug, inden eventuelle stænk eller madrester tørrer ind. Mange mikroovne er udstyret med et roterende fad i bunden, som oftest kan gå i opvaskemaskinen.
- Hvis ovnen er særligt snavset, så fyld en dyb tallerken eller en skål med en stor overflade op med vand. Skålen eller tallerkenen skal være godkendt til brug i mikrobølgeovn. Sæt den ind i mikroovnen og lad ovnen køre på højeste effekt til vandet har kogt et minuts tid. Den varme damp vil nu løsne fastgroet snavs i ovnen, så det kan fjernes med en skuresvamp eller en fugtig klud.
Rengøring af kogeplader
Den nemmeste metode til at fjerne snavs og fastbrændte madrester fra dine kogeplader er med almindeligt opvaskevand. Dertil er det en god idé at tørre efter med en tør klud, da striber fra den våde klud fremgår meget tydeligt på sorte overflader.
Rengøring af vaskemaskine
- Tag trevlesien ud, tøm den og rengør den med en tandbørste.
- Rens sæbeskuffen for sæberester på både for- og bagside. På de fleste maskiner kan sæbeskuffen tages ud med et lille, fast ryk.
- Skrub hullerne over sæbeskuffen (der, hvor vandet kommer ind) med en hård børste, så der ikke sætter sig kalk og bakterier.
- Fjern kalk fra hullerne hvor vandet kommer ind i maskinen. Brug fx en kødnål til at skrabe kalken løs, hvis der er meget og/eller spray en blanding af 4 dele vand og 1 del eddikesyre 32 % på, og lad det virke natten over. Du kan også sætte en klud med eddikesyreblandingen på hullerne natten over.
- Tør ruden og plastkanten ved døråbningen af med en fugtig mikrofiberklud, og vær særlig opmærksom på snavs i plastkantens revner. Plastkanten, der også kaldes dørbælg eller lågebælg, kan være fyldt med gamle kalkrester. Fjern kalken ved at smøre 1 del eddikesyre og 3 dele vand på og i plastkanten. Læg evt. et gammelt håndklæde i bælgen og hæld opløsningen over.
- Afkalk vaskemaskinen med et afkalkningsmiddel, fx med afkalkningstabs.
- Kør en kogevask på 95 grader som afslutning på rengøringen, gerne med hvidt tøj og et hvidvaskemiddel.