Hvad er passionsfrugt?
Passionsfrugt er frugter fra planten, Passiflora edulis, der tilhører slægten passionsblomst.
Passionsfrugt kommer oprindeligt fra Australien og Sydamerika. Den holder derfor af at vokse i varme, tropiske omgivelser.
Passionsfrugt er en art af passionsblomst og er en stedsegrøn og flerårig slyngplante, som kan blive op til 15 meter lang.
Blomsterne på passionsfrugt er hvid-violette og dufter dejligt. Derfor bruger mange den også som prydplante.
Kan man selv dyrke passionsfrugt i Danmark?
Ja, selv om passionsfrugt elsker varme, kan du godt dyrke den syrlige frugt i Danmark, hvis den bliver plantet i drivhus.
Den næringsrige jord, planten ynder at vokse i, skal være veldrænet og fugtig. Dyrker du planten i en krukke, kan du med fordel lægge lecakugler eller småsten i den nederste del af krukken, så du skaber et drænlag. Sørg også for at plante i en krukke med hul i bunden, så overskydende vand kan løbe væk i stedet for at samle sig omkring rødderne, så de rådner.
Dyrkning af passionsfrugt i drivhus
Passionsfrugt har en lang udviklingssæson, og frugterne skal have samme størrelse som blommer, før de er høstmodne. Derfor skal frøene tidligt i jorden, og de kan sås fra slutningen af januar og begyndelsen af februar.
Så frø fra passionsfrugt således:
- Læg frøene i blød natten over – det øger spiringsprocenten, da det bryder den hårde skal, så frøet nemmere spirer og kommer godt fra start.
- Fyld en spirebakke med såjord næste dag, placér et frø i hver rubrik, dæk med et tyndt lag jord og vand.
- Sæt spirebakken lyst og lunt, gerne i en sydvendt vindueskarm, hvor rumtemperaturen holder sig omkring 20 grader.
- Hold konstant jorden fugtig.
For at undgå skimmelsvampe, der kan forpurre spiringen, er det en god idé med daglig udluftning.
Er passionsfrugter sunde?
Passionsfrugter er sunde, og med deres høje indhold af A- og C-vitamin har de mange helbredsmæssige fordele. Blandt andet er de en god kilde til kalium, jern og calcium.
Passionsfrugt har en syrlig smag, der gør den velegnet som supplement til søde desserter. Frugten kan også laves til marmelade og spises på en lun bolle, ligesom den også kan bruges til is, sorbet eller juice.
Kilde: Madpyramiden
Udplantning i drivhus efter spiring
Frøene er omkring tre uger om at spire, og snart strækker de sig mod lyset, folder kimbladene ud og vokser. Når rødderne er vokset ud af bakkens bund, omplanter du forsigtigt til større potter. Hver gang, at røddernes hvide snirkler sniger sig ud pottens bund, skal de plantes om til større potter eller krukker, og det bliver aktuelt 2-3 gange i løbet af forspiringsperioden.
Fra slutningen af maj, eller når spirerne er omkring 20 centimeter høje, kan de store planter flyttes ud i drivhuset. Her vil blomsterne dannes, hvorefter frugtsætningen begynder. Da ikke alle sorter tåler vintervejr og kulde, er det en fordel at fortsætte dyrkningen i krukker, så planten let kan tages ind til overvintring fra slutningen af september.
Det er ikke alle sorter, der er selvbestøvende, og du skal være opmærksom på, hvilken du har plantet. Har du valgt en selvfertil sort, kræver den mindre pasning, da bestøvningen dermed sker af sig selv.
Hjælper insekterne dig ikke med bestøvningen, må du selv lege bi. Brug en pensel eller en lille børste til at bestøve blomsterne ved at dyppe dem med penslen en efter en. På den måde overfører du pollen mellem blomsterne, så de bliver bestøvet.
Hvordan vokser passionsfrugt?
Passionsfrugt er flerårig, og vokser villigt i drivhuset, hvor solens varme stråler giver gode forudsætninger for frugtsætningen.
Efterhånden som planten udvikler sig, bliver det nødvendigt med opbinding. Passionsfrugt er en slyngplante, der har brug for hjælp til at holde sin egen vægt, så giv den en plantepind, den kan støtte sig til. Du kan også lade planten vokse ned fra drivhusets tag eller binde snore i loftet, som den kan slynge sig langs.
Hvordan spiser man passionsfrugt?
Det er meget simpelt at spise en passionsfrugt: Halvér frugten med en kniv og spis kerner/frø og frugtkødet med en teske.
Beskæring, vanding og gødning
Passionsfrugt kræver ikke meget pasning, og selvom slyngplanten har en kraftig vækst, er det ikke nødvendigt med beskæring. Det kan dog blive aktuelt, hvis den truer med at overtage hele drivhuset, så tomater og agurker ikke får lys nok.
Fjern kraftige skud, der skygger og generer, og klip gerne de grene væk, der blokerer for, at solens stråler kan trænge ind til frugterne og modne dem.
Den varmekrævende plante har brug for meget vand, og du skal vande den hver anden dag gennem vækstperioden og i sommermånederne. Du må dog ikke give så meget vand, at jorden bliver sumpet. Mulden skal være fugtig, ikke våd. Gennem vinteren går planten i dvale, og har ikke behov for hyppig vanding, men skal kun vandes, når jorden er tør i overfladen.
Passionsfrugt foretrækker en næringsrig jord, og har brug for gødning hver fjerde uge i løbet af vækstsæsonen. Du kan enten give flydende gødning i forbindelse med vanding eller sprede organisk gødning, der frigives langsomt over en længere periode. Doser gødning efter anvisning på pakken, og husk, at det ikke er nødvendigt at tilføre næring om vinteren.
Sådan høster du passionsfrugt
Der findes flere arter og sorter af passionsfrugt, men den mest kendte udvikler lilla frugter. Først på sæsonen er frugterne grønne, og efterhånden som de modner, får de den velkendte, lilla farve.
Det er tid til at høste, når frugtskindet har fået farve og rynker, og du kan nemt plukke passionsfrugten fra planten. Overmodne frugter falder af træet, så pluk dem, før de lander på jorden, og opbevar eventuelt på køl for at forlænge holdbarheden.
Opbevaring af passionsfrugt
Når du har høstet passionsfrugter, kan du lægge dem i kasser, hvor luft kan cirkulere. De opbevares bedst i 7-10 graders varme og i 85-90 % relativ fugtighed. Her kan de holde sig i 3-4 uger.
Ellers kan passionsfrugter opbevares i et køleskab i mindst en uge. Er de ikke helt modne, kan de lægges i en frugtskål, indtil de er modnet helt.
Tag den eksotiske plante ind til vinter
Almindeligvis sætter passionsfrugt ikke frugter første sæson, og fra du sår frøene, til planterne blomstrer, kan der gå op til halvandet år. Derfor skal de overvintres frostfrit i et isoleret drivhus, en udestue eller et andet køligt sted, hvor temperaturen holder sig over 0 grader.
Giver det udfordringer at finde et vinterhjem til planterne, bør du vælge sorter, der tåler let frost. Nogle passionsfrugtplanter tåler ned til -6 grader, men vær opmærksom på, at de eksotiske planter kan tage skade, hvis frosten er langvarig.
Beskyt dem eventuelt med vintermåtte, tæpper eller bobleplast.
Går nogle af plantedelene går ud i løbet af vinteren, bør det ikke give årsag til bekymring. I langt de fleste tilfælde skyder planterne til foråret, hvor nye spirer vinder frem fra grundstammen.