Parcelhusets arkitektur og historie

Hvad er et parcelhus?

Et parcelhus er pr. definition et fritliggende hus, der ligger på sin egen matrikel. Det er udformet som beboelse til én familie og har egen have. Danmark udmærker sig ved at have en alsidig eksempelsamling af parcelhuse.

Et stort udvalg af gode hustyper op igennem sidste århundrede repræsenterer en udvikling i både byggemåde, konstruktion, materialevalg og håndværk. I langt de fleste huse er der anvendt velkendte materialer, fx tegl, mursten og træ. Derudover er husenes karakter solide eksempler på god dansk byggeskik.

I overgangstider er der dog i mere eller mindre grad blevet eksperimenteret med materialer, arkitektur og konstruktion.

Hvordan er historien bag det danske parcelhus?

Opførelsen af parcelhuse omkring København tog sin begyndelse tilbage i 1850’erne, hvor det bedre københavnske borgerskab byggede de første villaer. De skød op i det, vi i dag kender som Frederiksberg.

Dengang lå Frederiksberg praktisk talt på landet, og det var kun velhavende borgere, der havde mod på og råd til at bygge egen bolig uden for de beskyttende københavnske volde. I 1858 blev der vedtaget en ny byggelov, som gjorde det nemmere at opføre villaer i de nye udstykkede kvarterer. Herefter blev der opført flere og flere enfamiliehuse i Københavns omegn.

Villabyggeriet var fortsat kun for de få velhavende borgere i byen. Frem til århundredeskiftet boede mange stadig på landet eller i boliger, der hørte til den virksomhed, hvor man var ansat. Senere opstod byggeforeninger, som gjorde det muligt for flere fx arbejdere at flytte i egen bolig. Det skete via et medlemskab af de nystiftede byggeforeninger, hvor man fælles sparede op og så efter tur fik mulighed for at bygge og flytte ind i egen bolig. Det betød, at der blev opført mange byggeforeningsboliger i og uden for København, de mest kendte er nok Kartoffelrækkerne, men byggeforeninger opførte boliger som enten rækkehusbebyggelser, bebyggelser med enkeltstående huse eller dobbelthuse mange steder omkring de større byer.

I slutningen af 1800-tallet skete der en fornyelse i husbyggeriet. Nye strømninger opstod, og en stigende interesse for det danske husbyggeri tog til. Den nye strømning blev i begyndelsen af 1900-tallet udgangspunktet for bevægelserne ”Akademisk Arkitektforenings Tegnehjælp” og "Bedre Byggeskik", der dels havde et socialt formål om at gøre husene billigere og dels et ønske om at øge den æstetiske kvalitet i enfamiliehusene.

Byggeriet af parcelhuset bredte sig fra ca. 1910 til hele landet. 

Statslånshusene 

I en periode på tyve år fra 1938 til 1958 gav staten støtte til småhusbyggeriet med de såkaldte statslån, der især skulle hjælpe børnerige familier til en god og sund bolig. Parcelhuset blev derved tilgængeligt for stort set alle og vandt således frem både geografisk og socialt.

For at få et statslån var der en del krav, som husene skulle opfylde. For det første var der lagt loft over husenes pris og størrelse - et hus i byen måtte koste 15.000 kr., mens det i landkommunerne kun måtte koste 9.200 kr. Arealet måtte ikke overskride 110 kvadratmeter, og der blev stillet krav til husets indretning og konstruktion. Huset skulle indeholde et køkken på mindst seks kvadratmeter og et selvstændigt badeværelse med bad og vandkloset. Og for første gang blev der stillet krav om isoleringsforanstaltninger. Tilsammen var disse krav i høj grad med til at hæve den generelle boligstandard. Statslånskravene blev siden gradvist ændret, så husene måtte være større og koste mere.

Man kan stadig være heldig at finde små statslånshuse, der står, som de blev bygget. Men da det var meget små huse, har de fleste fået tilbygninger. Men det er stadig meget gode og velfungerende huse, som på grund af statslånskravene fortsat værdsættes for deres gennemgående gode byggetekniske standard, der ofte blot behøver en tidssvarende efterisolering.

Men statslånshuse var, især i de første år, indrettet funktionelt, så alle kvadratmeter var udnytte optimalt og opbygget i god traditionel byggeskik og gode velafprøvede materialer. Derfor kan man stadig være heldig at finde små statslånshuse, der står, som da de blev bygget. Men da det var meget små huse og vores krav til plads har været stigende, har de fleste fået tilbygninger. Men det er ofte stadig meget gode og velfungerende huse, som på grund af statslånskravene fortsat værdsættes for deres gennemgående gode byggetekniske standard, der ofte blot behøver en tidssvarende efterisolering. Husenes beskedenhed og udnyttelse af pladsen kan være til stor inspiration for nutidens krav til at opføre nye boliger som bæredygtigt byggeri.

Det modernistiske hus 

Endnu en helt ny og utraditionel hustype dukkede op i Danmark i 1950'erne - inspirret af Bauhaus og funktionalismen - nemlig det "modernistiske hus" med helt fladt tag, store glaspartier og flydende rumforløb. 

1950'erne var en gunstig periode for parcelhusbyggeriet i Danmark. Krigens begrænsninger i form af materialemangel og isolation var nu et overstået kapitel. Arkitekterne rejste igen til udlandet efter inspiration, og der kom nye byggematerialer og teknikker til landet. Der var stadig billige statslån og byggegrunde, og mange havde derfor råd til arkitekttegnede huse.

De modernistiske huse vakte opmærksomhed i befolkningen. De var anderledes end de parcelhuse, man var vant til. Væggene stødte ikke sammen i hjørnerne, men stod forskudte og strakte sig ud i terrænet. Mellem væggene satte man stolpekonstruktioner med store glasruder fra gulv til loft. Med de forskudte vægge og de store glaspartier fik husene det ønskede flydende rumforløb og en meget tæt kontakt til naturen. 

Efterkrigstidens store boligbehov blev op igennem 1950'erne dækket i en grad, som førte til afskaffelse af de billige statslån i 1958. Ordningen blev afløst af den nuværende realkreditordning. Herefter ændrede parcelhusbyggeriet helt karakter fra arkitekttegnede huse til industrielt fremstillede typehuse.

Typehuset i tresserne 

I de glade tressere med fremgang og velstand startede en helt ny epoke for det danske parcelhus. Typehusbyggeriet eksploderede, og nye parcelhuskvarterer skød op overalt og ændrede det danske kulturlandskab radikalt. Man kunne pludselig vælge mellem færdigtegnede huse - Høm-huse, Hosby-huse, Roslev-huse og mange andre - til en fast pris. Parcelhuset blev en katalogvare på linje med andre forbrugsgoder. 

Det blev på mange måder et af velfærdssamfundets symboler på menneskelig lykke og udtryk for den ideelle boform. Alene i perioden 1960 til 1980 blev der bygget 450.000 parcelhuse - lige så mange som i de foregående 100 år. I løbet af tyve år blev det bebyggede areal i Danmark mere end fordoblet. Og modsat de sidste 100 års vandring fra land til by flyttede danskerne nu fra byerne og ud i de nye parcelhusområder i grønne omgivelser, i alt 1,5 million mennesker.

Husene var i begyndelsen af tresserne ret små - en lidt større udgave af statslånshuset - på ca. 100 kvadratmeter. Men efterhånden som velstanden forøgedes, voksede den gennemsnitlige parcelhusstørrelse til ca. 140 kvadratmeter, og huse på omkring 200 kvadratmeter var ikke ualmindelige i slutningen af tresserne. Der var ofte en vinkel på huset med en meget stor stue - altså den velkendte vinkelstue. Også gæstetoilet, hobbyrum og eventuelt ekstraværelser blev almindeligt. 

Husenes plan var oftest den såkaldte revolvergangstype - en lille L-formet gang, som gav adgang til alle husets rum og opdelte huset i en dag- og en natsfære eller det repræsentative og det private med nogenlunde lige meget areal til hver.

Typehuset i halvfjerdserne 

I halvfjerdserne fortsatte det eksplosive typehusbyggeri, og skønt der kom oliekrise og økonomisk nedgang, blev forholdene for husejerne bedre og bedre. Huspriserne steg, og regeringen sørgede for store skattefordele, så det blev en god forretning at være husejer. 

Vi fik ikke blot ligestilling, men også et ungdomsoprør med hippier og blomsterbørn, der flyttede sammen i frigjorte kollektiver. Den borgerlige livsstil med villa, Volvo og vovse blev sat til debat, og ikke mindst arkitekterne satte sig i spidsen for en kras kritik og problematisering af livet i de store parcelhusområder og pegede især på behovet for bedre byplanlægning. Parcelhusene og de kolossale store og meget ens områder, som efterhånden blev udlagt hertil, blev betegnet som identitetsløse og fremmedgørende.

Men danskerne hørte ikke efter. På trods af energikrise og kritik af parcelhusområderne fortsatte de i stedet i stor stil med at flytte i eget parcelhus i forstæderne. Og det var til typehuse, der blot var en ukritisk videreførelse af tressernes typehuse. Dog er husene fra halvfjerdserne større - den gennemsnitlige parcelhusstørrelse toppede således fra 1970-1974 med 143 kvadratmeter.

Der skete også noget på indretningssiden i halvfjerdserne. Man begyndte at indrette huse med en voksen- og en børneafdeling. Børnene fik underetagen med alrummet, mens forældrenes soveværelse og stue rykkede ovenpå. Det hang sammen med, at børnene blev mere selvstændige og mere støjende (stereoanlæg og diverse musikinstrumenter), og at de enkelte familiemedlemmer i det hele taget levede mere uafhængige liv. Inspireret af tidens kollektiver blev husene indrettet med et alrum - en blanding af køkken, spiseplads og stue, der skulle fungere som det sted, hvor de 'uafhængige' familiemedlemmer kunne mødes i fællesskabet under afslappede former.
 

Parcelhuset i firserne og halvfemserne

Efter 60'ernes og 70'ernes gunstige vilkår for parcelhusbyggeriet faldt nybyggeriet i 80'erne og 90'erne markant. Fra 1980 til 2000 købte 95 procent af alle nye husejere brugte huse, og der blev kun opført omkring 5.000 nye parcelhuse om året mod 27.000 i midten af 70'erne. Det var således en foranderlig periode for byggeriet både arkitektonisk og økonomisk.

Økonomisk blev inflationssamfundets vækst afløst af opsparing og faste priser. Staten støttede energibesparelser ved efterisolering og indførelse af alternativer til det olieopvarmede hus. Naturgassen erobrede store dele af det danske marked, der blev bygget huse med solfangere og dannet vindmøllelaug i parcelhusområderne. Også 'almindelige' mennesker var nu blevet meget energi- og miljøbevidste.

Skønt der kun blev bygget få fritliggende parcelhuse i perioden, er det vanskeligt at pege på en egentlig type i disse år. Mode, livsstil og holdninger skiftede hurtigt, blandede sig med hinanden og 50'er-, 60'er- og 70'erstil fik sin genopblomstring i løbet af perioden. Men husene har dog en række fællestræk. Generelt blev husene efter energikrisen i 1973 højisolerede med små vinduer og mindre rum - en arkitektonisk set trist følge af energikrisen, som nogle benævnede glughulsarkitektur.

Det postmoderne parcelhus 

Fra begyndelsen af 80'erne havde mange danskere fået nok af 70'ernes sociale holdninger. Kodeordene var ikke længere økologi og fællesskab, men privatisering, dynamik og individualisme. Der blev handlet og spekuleret på markedet, og i nogle brancher blev der tjent mange og hurtige penge. I midten af 80'erne blev der igen opført en del parcelhuse. Livsstilen bevægede sig i retning af den stilfulde italienske cafékultur, og blandt mange arkitekter ændrede idealet sig fra det rustikke til den såkaldte postmoderne.

Postmodernismen var uærlig og overfladisk og stillede ikke krav om ægte materialer og synlige konstruktioner - tværtimod. Murede vægge og gipsvægge blev behandlet, så de så ens ud, og konstruktioner blev gemt af vejen bag gips og puds. 

Selvom postmodernismens uhøjtidelighed var både befriende og morsom, skabte den forvirring om begrebet arkitektonisk kvalitet. Når arkitekterne kunne lave sjov med tingene og blande stilarterne, blev det vanskeligt for andre at skelne mellem god og dårlig arkitektur.

1990'ernes typehus 

1990'ernes typehus var til dels en videreudvikling af 60'ernes og 70'ernes typehus, men inspirationen og de arkitektoniske idealer var præget af tidens nye strømninger og holdninger. 
Mens typehuset i 60'erne var et produkt af funktionalismen og dens ideer om et moderne og funktionelt hus, var 90'ernes typehus præget af populærkulturen - det velkendte og trygge.
 

Husene i 90'erne blev mere traditionelle, konservative og nogle endog nostalgiske. Inspirationen fra såvel spanske haciendaer, de store huse i amerikanske tv-serier og de velkendte skagenshuse og svenske træhuse var tydelig. 

Det standardiserede typehus er aldrig helt blevet accepteret på samme måde som for eksempel bilen, hvor standardiseringen garanterer en høj teknisk kvalitet. Derfor var der i 90'erne typehuse for enhver smag, og typehusfirmaerne reklamerede med individuelle boliger tilpasset den enkelte familie, men til typehuspris. 

Skal man finde ét karakteristisk træk for 90'ernes typehus, må det blive det store valmede tegltag, der holder sammen på husets form og får huset til at syne større, end det er - specielt når huset har 'integreret vognly' (indbygget carport). Huset er typisk beklædt med røde mursten, der sammen med hvide vinduer giver det et traditionelt udtryk.

På vej mod fremtiden 

Parcelhusets individualisering i forhold til 60'ernes og 70'ernes masseproduktion af helt ensartede huse er det absolut epokegørende ved parcelhusbyggeriet i 80'erne og 90'erne og frem til i dag. Hvor form og indhold i de store årgange var fastlagt i detaljer og gentog sig selv på de enorme arealer, som blev udlagt til parcelhuse, ser det nu ganske anderledes ud. På de mere spredte byggegrunde, som byggemodnes, vælger de kommende husejere nu at opføre mere 'personlige' huse tilpasset deres smag og behov og som nævnt ofte efter et forbillede eller et tema. 

Om den tendens vil fortsætte, eller hvordan fremtidens parcelhuse kommer til at se ud, og hvordan de bliver indrettet, vil afhænge af fremtidens livsstil og boligbehov. Og ikke mindst både myndighedernes krav til bæredygtigt byggeri og vores egne ønsker om at bo og leve mere bæredygtigt.

Fremtidens parcelhus 

For fremtidens parcelhuse er der enkelte fælles tendenser, som ser ud til allerede at være slået igennem. For det første ser det ud til, at træhuset i forhold til bæredygtigt byggeri, vinder frem igen, men nu i nyere og mere moderne udformning, end de tidligere ”svenske træhuse”. Også køkken-alrummet har nok fået en fast plads i danskernes boliger, selvom der også ses tendenser i retning af en tilbagevenden til det traditionelle køkken som et arbejdsrum, så der, når det ønskes, kan lukkes af for mados og opvask.. 
Arkitekterne vil måske komme mere på banen i fremtiden, også fordi bæredygtighed betyder at flere vælger at renovere eller bygge om i stedet for at rive ned og bygge nyt. Det kan betyde behov for en anden og mere bygge- og arkitektfaglig rådgivning end de fleste typehusfirmaerne kan tilbyde. Enkelte arkitekter er allerede med i en lille del af det blomstrende træhusmarked og har sat præg på nogle enkle, meget omtalte modeller, som udfordrer eksempelvis den mere dominerende svenske træhustype.