Altandøren står på klem og lader en brise komme ind i den toværelses lejelejlighed i Ørestad på Amager i København. Her bor Molly Mullane og hendes mand, Silas Knudsen.
Fra pladsen ved spisebordet sidder Molly Mullane og studerer. Og trænger hun til at kigge på noget grønt, er det bare at løfte blikket og lade det flyde ud gennem de store ruder. For på hendes altan lever og vokser ikke færre end 90 forskellige blomster og planter fordelt i et hav af store og små krukker. Her er brudeslør, citronverbena, husløg, græsser, storkenæb og meget mere. Et mylder af grønt liv – præcis som Molly Mullane elsker det.
– Det giver en dejlig ro at kigge ud på altanen indefra eller gå derude og nippe, vande og plante om. Jeg føler mig meget heldig at have en altan, fortæller den planteglade lejer.
Følg Københavns grønneste altan
Mollys altanhave vandt i 2021 prisen som ”Københavns grønneste altan” hos TV2Lorry.
Følg hende på Instagram under @mmgardendesign.
Grønne fingre på altanen
Molly Mullane rejste fra USA til Skandinavien for seks år siden. Hun havde mødt sin danske kæreste under et studieophold og besluttede at flytte til Sverige, indtil hun måtte komme til Danmark som 24-årig.
Tiden i Sverige brugte hun blandt andet som frivillig i parken Slottsträdgården i Malmø, og her fik hun for alvor øjnene op for havelivets glæder og sine egne grønne fingre.
– Jeg kan virkelig godt lide at lave noget med mine hænder, lyder det fra amerikaneren.
Kom med ud på Mollys altan
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Planter på altanen er udfordrerende
Molly Mullane drømmer om et hus med en have omkring. Men inden drømmen går i opfyldelse, glæder hun sig meget over sin altan i lejlighedsbyggeriet – og ikke mindst udfordringen med at skabe liv og vækst på bare 12 kvadratmeter.
– Det er sjovt at finde ud af, hvad der virker. Jeg plejer at sammenligne min altan med en klippevæg. Den er vindblæst, og temperaturen kan skifte fra stegende varm til ganske kølig i løbet af en dag. Det gør det svært for alle typer blomster og planter at overleve, fortæller Molly Mullane.
Krukkerne står tæt på altanen, men der er dog et lille mellemrum i midten til at gå på. Der er også blevet plads til et lille bord, to stole og en plads mellem potterne på trægulvet. Her nyder Molly at sidde og bare nyde at kigge på sit lille, grønne paradis. Græssernes lange blade duver fra side til side i vinden, og netop græsser med tynde blade fungerer godt på altanen. Stedsegrønne og kaktusser er også utrolig velegnede, er altanejerens erfaring.
Mollys planteforslag til altanen
Følgende planter har klaret sig godt på Molly Mullanes sydvestvendte altan:
- Japansk star, Carex morrowii eller Carex oshimensis – sol og halvskygge.
- Løvefod, Alchemilla mollis – sol og halvskygge.
- Fyr, Pinus banksiana eller Pinus mugo – sol og halvskygge.
- Storkenæb, Geranium ’Rozanne’ – sol og halvskygge.
- Vårlyng, Erica carnea – sol.
Overvej også disse planter:
- Hvidtjørn, Crataegus monogyna – sol og halvskygge.
- Havtorn, Hippophae rhamnoides – sol.
- Røllike, Achillea millefolium – sol.
- Birk, Betula pubescens eller Betula pendula – sol og halvskygge.
- Hunderose, Rosa canina – sol.
- Marehalm, Leymus arenarius – sol og halvskygge.
Planterne er til pynt – tomatplanter knækker i vinden
Hver eneste dag tilser hun planterne og vander, når det er varmt. Gødning er også vigtig at huske, og Molly Mullane bruger en biodynamisk, flydende gødning til sine planter.
Om efteråret lægger hun løg i krukker, så hun kan nyde synet af krokus, prærieliljer og vintergækker om foråret. På den måde er der altid opgaver på altanen – uden at det på nogen måde bliver for arbejdskrævende. Molly Mullane anslår, at hun bruger mellem en og to timer om ugen på vedligeholdelse.
De fleste af planterne på altanen er til pynt og kan ikke spises, men der er dog blevet plads til en lille samling krydderurter som fuglegræs, bronzefennikel, hvidmelet gåsefod og citronverbena.
– Det er med vilje, at jeg ikke har så mange spiselige ting. Jeg har forsøgt mig med tomater, men de blev for pladskrævende, og grenene knækkede i vinden. Men det fungerer godt med krydderurterne, siger hun og byder os et lille stykke citronverbena.
Molly Mullanes mand, Silas, bidrager med sine meninger om fx farvevalg på blomsterne. Men ellers lader han Molly om livet på altanen. Det er hun godt tilfreds med. Som hun siger med et smil:
– Altanen er min lille baby.