Spørg Bolius
Må væg mod fyrrum være lavet med træ og gips?
Er det lovligt at lave en indvendig væg i fyrrum udført som skelletvæg i reglar med gibsbeklædning?
Mvh Lars
Hej Lars.
Det fremgår således af Bygningsreglementet:
§ 111 Byggeri kan opdeles i flere brandmæssige enheder. Opdelingen i brandmæssige enheder skal sikre, at flugtvejene kan anvendes i den tid, der er nødvendig for evakuering og redning af personer i et byggeri, og så der ikke sker væsentlig brandspredning.
Herudover fremgår det af de præaccepterede løsninger for enfamiliehuse:
4.6 Inddeling i brandmæssige enheder samt brandadskillende bygningsdele
Det fremgår af BR18 § 111, at byggeri kan opdeles i en eller flere brandmæssige enheder. Opdelingen i brandmæssige enheder i form af brandceller i enfamiliehuse skal sikre følgende:
- I boligenheder med lange gangafstande kan personer i tilfælde af svigt, f.eks. ved at adgangen til en udgangsdør bliver blokeret, blive fanget i bygningen. Derfor skal disse personer kunne forblive sikkert i den brandcelle, hvori de opholder sig, give sig til kende via redningsåbninger og blive reddet af redningsberedskabet eller redde sig selv ud af disse åbninger.
- Områder med væsentlig forskellig brandbelastning, personrisiko eller brandrisiko skal indrettes i separate brandceller. For enfamiliehuse skal fyrrum, herunder oliefyr, pillefyr og lignende enheder indrettes i anden brandcelle end selve boligenheden.
Derved skal din væg overholde reglerne for en brandcelle.
De bygningsdele, som afgrænser en brandcelle, vil yde den fornødne brandmodstandsevne, hvis de udføres mindst som bygningsdel klasse EI 60 [BD-bygningsdel 60]. Bygningsdele, der bærer, støtter eller stabiliserer brandcelleadskillelser, skal udføres med mindst samme brandmodstandsevne som adskillelsen. Dette betyder, at der er skærpede krav til disse konstruktioner i forhold til det generelle krav for bærende konstruktioner.
Vejledningen indeholder ikke forslag til udførelse ift. materialevalg, men i BR95 reglementet, bilag 3, angives eksempel således:
BD-vægge 60 (ikke-bærende væg)
- Væg af mindst 45 mm x 95 mm træstolper i en afstand af højst 600 mm fra midte til midte, på begge sider beklædt med 1 lag mindst klasse 2 beklædning med tykkelse mindst 12 mm. Afstand mellem beklædningerne mindst 95 mm og hulrummet helt udfyldt med fastholdt mineraluld i pladeform. Mineralulden skal være stenuld med densitet mindst 30 kg/m³.
- Væg af 1 lag mindst 32 mm og 1 lag mindst 19 mm krydslagte, tætliggende brædder, på begge sider beklædt med 1 lag mindst klasse 2 beklædning i pladeform eller med rør og 12 mm kalkpuds.
Og for bærende vægge således:
BD-væg 60 (bærende væg)
- Væg af mindst 45 mm x 95 mm træstolper i en afstand af højst 600 mm fra midte til midte, på begge sider beklædt med 2 lag mindst klasse 2 beklædning, hvert lag mindst 12 mm tykt, de skjulte beklædninger i pladeform. Afstand mellem beklædningerne mindst 95 mm og hulrummet helt udfyldt med fastholdt mineraluld i pladeform. Mineralulden skal være stenuld med densitet mindst 30 kg/m³.
Se også:
Med venlig hilsen