Spørg Bolius
Må man bo flere generationer i et enfamiliehus?
Jeg har med interesse læst flere af jeres artikler om bofællesskaber primært dem der omhandler situationer hvor bedsteforældre flytter sammen med børn og børnebørn under samme tag, bl.a. "Flyt sammen med dine børn og børnebørn”. Det kan både være situationer, hvor bedsteforældre flytter ind i et barns eksisterende ejendom, og hvor de sammen køber en ejendom.
Nu er langt hovedparten af Danmarks parcelhuse/villaer, enfamiliehuse. I følge Den Danske Ordbog er et enfamiliehus et fritliggende hus med omkringliggende have, beregnet til bolig for én husstand.
Vil jeg som pensionist kunne købe og flytte sammen med min datter, hendes kæreste og barn i et hus, der ifølge lokalplanen er et enfamiliehus? Jeg forudsætter, at husets størrelse og indretning gør det muligt.
Eller sagt på en anden måde, vil vi, der reelt udgør tre generationer, lovligt kunne erhverve og bebo et hus, der i henhold til lokalplanen er udlagt til enfamiliehus ?
Med venlig hilsen Søren
Kære Søren.
Det er et interessant spørgsmål - og en rigtig god idé, som mange familier allerede praktiserer.
Selvom betegnelsen er et enfamiliehus, kan der sagtens bo flere sammen som ikke er i familie.
Et enfamiliehus i denne sammenhæng betyder ikke nødvendigvis, at kun én familie kan bo i huset. Det betyder snarere, at huset er designet til at huse én husstand. En husstand kan bestå af flere generationer, så længe de bor sammen og har en fælles husholdning.
Dog forholder det sig anderledes i lejeboliger, se Lov om boligforhold, og denne fra fsb; Hvem må bo i din bolig?
Der er desuden nogle overvejelser, du bør tage højde for, før du træffer en beslutning:
- Ejerforhold: Hvordan skal ejerforholdet af jeres bolig være? Køber én part hele ejendommen, mens den anden part lejer sig ind? Eller skal boligen være to ejerboliger, idéel-anparter eller andelsboliger? I kan eventuelt søge hjælp fra en boligadvokat for at finde ud af, hvad der er den bedste løsning for jer.
- Faste udgifter: Det er vigtigt at blive enige om, hvordan de faste udgifter skal fordeles. Dette kan omfatte udgifter til varme, vand, el, internet, licens osv.
- Uforudsete situationer: Det er vigtigt at få juridisk og økonomisk rådgivning i forhold til, hvad I gør ved fx dødsfald, skilsmisse eller andre familiære ændringer.
- Overvej indretningen af boligen - hvis der reelt bliver 2 køkkener, 2 badeværelser og flere værelser, kan boligen anses som 2 seperate boliger/boligenheder, hvilket ikke altid er lovligt i de forskellige kommuner. (henledt til § 200 i Bygningsreglementet "En bolig skal ud over et eller flere beboelsesrum have køkken, bade- og wc-rum."). I Bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR) (retsinformation.dk) er dog angivet "§ 9. Ved en bolig- eller erhvervsenhed forstås et sammenhængende areal i en bygning med selvstændig adgang fra en opgang/indgang. Bolig- eller erhvervsenheden skal være afgrænset og fysisk adskilt fra andre bolig- eller erhvervsenheder.
Se også denne: 12 gode råd: Før du flytter sammen med familien under ét tag
God fornøjelse til dig og din familie.
Med venlig hilsen