Vi er nok mange, der gør det. Når vi skal besøge venner og familie, eller hvis bil nummer to skal have en plads foran boligen. Så bliver køretøjet lige parkeret halvt oppe på fortovet, så der er god plads til de biler, der skal køre forbi.
Ulovligt at parkere på fortovet
Men ifølge Færdselsloven er det som udgangspunkt ulovligt og kan give en bøde på 510 kr. Villavejen er nemlig offentligt område, og her skal du følge reglerne for offentlig parkering – også selvom det er en privat fællesvej.
En kommune kan dog give tilladelse til parkering på fortovet på (nogle) mindre, befærdede veje. Du kan tjekke de kommunale parkeringsregler på din kommunes hjemmeside. Står der ikke noget på hjemmesiden, gælder de generelle regler om, at en bil skal parkeres med alle fire hjul på vejbanen.
Tilladt at parkere på fortovet i flere kommuner
I nogle kommuner er det - under visse forudsætninger - tilladt at parkere på fortovet.
I Frederiksberg Kommune er det fx tilladt at parkere med to hjul på fortovet, hvis køretøjet har en totalvægt under 3.500 kilo - parkeringen på fortovet må højst fylde halvdelen af dit køretøj, og der må kun være to hjul på fortovet i køretøjets længderetning.
I Gentofte Kommune er det også tilladt, men parkeringen må ikke være til gene for fodgængere på fortovet.
I Lyngby-Taarbæk Kommune er hovedreglen er, at et køretøj, der højst vejer 3.500 kilo, må standse eller parkere med to hjul - med det ene hjulsæt - på fortov (men ikke på gangsti eller cykelsti). Dog må det ikke være til fare eller ulempe for færdslen på fortovet. Og der skal altid være mindst 1,2 meters fri plads til fodgængeren.
I Helsingør Kommune er det lovligt at parkere delvist på fortovet i tættere bebygget område, der skal dog være mindst 1-meters fri bredde til fodgængere.
Er det tilladt at parkere i vejrabatten?
I nogle områder er der på ydersiden af fortovet en rabat af fx græs mellem fortov og vej.
Som udgangspunkt er det heller ikke tilladt at parkere en bil i vejrabatten. Også her gælder reglerne om, at et køretøj skal holde med alle fire hjul på kørebanen.
Men også her kan en kommune dog give tilladelse til parkering i vejrabatten på mindre, befærdede veje i en parkeringsbekendtgørelse. Du kan se de kommunale parkeringsregler på din kommunes hjemmeside. Er du i tvivl om, hvordan de skal tolkes, skal du spørge kommunen. Står der ikke noget på hjemmesiden, gælder de generelle regler om, at en bil skal parkeres med alle fire hjul på vejbanen.
Nogle grundejere vælger at opsætte barrierer som sten og stolper for at forhindre, at andre parkerer foran deres bolig. Det er dog ikke tilladt, da man ikke må opstille noget udenfor sit eget skel, selv om det er ud for sin egen grund.
Færdselsloven: Regler for parkering
Her får du et overblik over nogle af parkeringsreglerne:
- Ifølge Færdselsloven må man som udgangspunkt hverken parkere helt eller delvist på cykelsti, gangsti, midterrabat, helleanlæg og fortov. Det skyldes, at det kan være til gene for cyklister og gående.
- Uden for tætbebyggede områder kan den enkelte kommune lempe på reglerne og give lov til at parkere halvt oppe på fx fortovet. I så fald vil det fremgå af kommunens hjemmeside.
- Man må ikke parkere på eller indenfor 5 meter af et fodgængerfelt.
- Bødestørrelsen er på 510 kr. i døgnet, men du kan maksimalt få tre bøder à 510 kr. for samme overtrædelse.
- Du kan risikere, at politiet fjerner din bil efter de første tre døgn, hvis du ikke selv flytter bilen.
- Hvis din bil er blevet fjernet af politiet, skal du kontakte dem for at få den frigivet – og du skal betale for transport og opbevaring af bilen.
Regler for parkering i et villakvarter
Derudover skal du være opmærksom på følgende, når du fx parkerer i et villakvarter:
- Det er kun tilladt at parkere i vejbanens køreretning og i højre vejbane – undtagen på ”mindre befærdede veje”, der er bestemt af din kommune, eller på ensrettede veje.
- Du må ikke parkere inden for 10 meter af nærmeste kryds eller tværgående vej.
- Du må heller ikke parkere inden for 5 meter af udkørsel af cykelsti.
- Husk også at parkere efter forholdene og sikre, at du ikke er til gene for trafikken – fx må du på en smal vej ikke parkere lige over for en anden bil på den anden side af vejen. I stedet skal du parkere forskudt, så den øvrige trafik kan passere.