Spørg Bolius
Lovpligtig kvalitetssikring?
Er en håndværker forpligtet til at foretage kvalitetssikring af sit arbejde (udlægning af gulvvarmeslanger), og hvis han ikke gør, hvor skal man så klage.
Mvh Peter
Hej Peter
Ja, en udførende skal selvsagt lave egen kvalitetskontrol, og sikre at arbejdet er udført håndværksmæssigt korrekt.
Noget andet er så dokumentationen for, at denne kvalitetskontrol er udført, og hvordan den bliver udført - om det er systematisk med udfyldning af standard kontrolskemaer eller sådan lidt mere “tilfældigt”. Jeg tænker det er lidt sidstnævnte du tænker på.
Men når sandheden skal frem, så udføres der utroligt lidt kvalitetssikring i dansk byggeri og endnu mindre dokumentation af samme. Og det har undret mig igennem alle mine mange år som rådgiver, da der er mange penge på spil. Og skulle man som udførende blive udfordret og mistænkt for sjusk og andre fejl, må det da være rart at have sit på det tørre, med billeder og deslige.
Men tænker du generelt på mangler ved arbejdet, så skal du selvsagt starte med at klage direkte hos den udførende. Afviser han manglen, (eller ikke svarer dig) kan du typisk klage til de tre forskellige ankenævn - enten Byggeriets Ankenævn (DI Byggeri), Håndværkets Ankenævn (Dansk Håndværk), eller Ankenævnet for tekniske installationer, (TEKNIQ).
Du kan dog kun klage, hvis det samlede byggeri er under 1 million kroner. Ellers skal du via domstolene, kort fortalt.
Held og lykke med det.
Med venlig hilsen