I dit redskabsskur ligger der garanteret en række ting, som en tyv kan bruge til at bryde ind i dit hus med – et koben, en spade, en skruetrækker eller måske en stige?
Men hvis du sætter en solid hængelås på døren ind til skuret, får tyven svært ved at komme derind og forsyne sig med dit værktøj og redskaber.
Sådan sikrer du dit redskabsskur med en lås
Bøjletykkelsen på hængelåsen skal være på mindst 8 millimeter, så den er meget vanskelig at klippe over. Skal den være endnu mere sikker, kan du også få hængelåse med banke- og dirkesikring – dvs., at de er sikret mod værktøj som låsepistoler og bankenøgler, og at de ikke kan dirkes op.
Husk at montere beslagene til hængelåsen med kraftige beslag, evt. med møtrikker eller sikringsskruer (skruer, som ikke kan skrues ud igen). Hvis døren til skuret ikke er stærk nok og dermed nem at bryde op, kan du forstærke den med et par lægter eller brædder på den indvendige side af døren.
Læg værktøj væk efter brug
Én ting er at sætte en lås på skuret, så tyven ikke kan komme derind. Noget andet er at huske at få lagt alt sit værktøj og haveredskaber derind, når det har været brugt.
Hvis dit værktøj ligger fremme, når tyven kommer forbi, er låsen på skuret ikke meget bevendt. Husk derfor at lægge dine ting på plads, når du er færdig med at bruge dem.
Hvis det ikke er muligt at have fx din stige låst inde i skuret, kan du i stedet overveje at låse den fast på ydersiden.