Sådan er de danske boliger sikret mod indbrud

  • 32 procent af husejerne benytter ekstra sikringsbeslag på vinduer.
  • 11 procent af husejerne har to eller flere låse på deres hoveddør.
  • 64 procent af husejerne har andre adgangsdøre end hoveddøren, som alene åbnes med en vrider.

Kilde: Rapporten ”Indbrudssikring og tryghed blandt danske husejere 2021”, Det Kriminalpræventive Råd for Bo trygt!

 

Danskernes boliger er generelt ikke så godt sikrede mod indbrud, og det står i skarp kontrast til, at hver anden husejer mener, at hans/hendes hus er tilstrækkeligt sikret.

Det viser rapporter fra indsatsen Bo trygt!, hvis mål er at reducere antallet af indbrud i danske hjem og få færre danskere til at bekymre sig om indbrud. Bo trygt! er skabt af TrygFonden og Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Efter lang tids fald: Flere indbrud i boliger

Der er blevet anmeldt færre indbrud i boliger de senere år, men de seneste tal fra 2. kvartal 2021 viser, en stigning i forhold til året før, efter at samfundet er åbnet mere op efter corona.

Det nytter at sikre din bolig mod indbrud

Derfor er det en god idé at se på dine vinduer og døre, for det hjælper at gøre bare små ting – det kan få tyvene til at vende om, før de går i gang, hvis de ser, at det er besværligt at bryde ind eller komme ud med tyvekoster.

Der skal ikke ret meget til for at gøre din bolig mere indbrudssikker. På kort tid kan du fx sætte sikringsbeslag på vinduerne, skifte ældre vindueshasper ud med nye anverfere med sikring, sætte et dørgreb med lås på terrassedøren og montere en ekstra lås på hoveddøren. Nederst i denne artikel kan du se, hvad du skal gøre.

Det koster heller ikke ret meget – hvad enten du selv gør det eller får en låsesmed til det. Fx kan du købe et sikringsbeslag til vinduet til ca. 150 kr., mens prisen for et dørgreb med lås til terrassedøren begynder ved ca. 800 kr.

Tjek dine vinduer og døre, før du går i gang

Inden du går i gang, skal du dog stille dig selv et spørgsmål: Hvordan er standen på mine døre og vinduer?

Er de i god stand, kan du gå i gang med at sikre dem. Er dine vinduer og døre derimod nedbrudte og slidte – er træet i vindueskarmene fx råddent - kan de nemt brækkes op, selv om du sikrer dem. Her er det bedre at købe nye døre eller vinduer med sikringspakker mod indbrud.

Hvis du har skiftet vinduer efter 2009, eller dine døre er af nyere dato, er de formentlig sikret mod indbrud på en række punkter. Hvis du er i tvivl, om dine vinduer og døre har sikringstiltag, kan du kontakte producenten. Find producenten ved at åbne vinduet eller døren og se på mærket i falsen (den indvendige ramme). Her står kontaktoplysninger på producenten og ofte også en række tekniske oplysninger.

Er dine vinduer eller døre så nye, at der stadig er garanti på dem, bør du overveje, om du selv skal foretage sikringstiltag på dem, for det kan ophæve garantien på dem.

Hvis du har skiftet vinduer efter 2009, eller dine døre er af nyere dato, har de formentlig en række elementer, der sikrer mod indbrud.

Sådan kan du nemt forebygge indbrud i dit hus

Vi har samlet flere måder, du kan gøre dit hus mere indbrudssikkert på. Det er simpelt at sætte et dørgreb med lås på terrassedøren, sikringsbeslag på vinduerne og nye vindueshasper, men det kræver lidt ekstra håndværkersnilde at montere en ekstra lås på døren eller skifte nedslidte døre og vinduer ud med nye.

Du kan selv vælge at løse alle eller nogle af opgaverne eller få en låsesmed til at lave det hele.

Materialerne kan købes i byggemarkeder, hos låsesmede eller på nettet.

Sæt et dørgreb med lås på terrassedøren

  • Anslået tid: 30-60 minutter
  • Anslået pris: Fra ca. 800 kr.

Når tyve bryder ind ad døre, er det oftest gennem terrassedøren. Og er han kommet ind på anden vis, kan han nemt gå ud ad dørene med tyvekosterne i hånden - medmindre du har et indvendigt dørgreb med en lås.

Du kan enten montere et indvendigt dørgreb med kodelås eller en lås med nøgle. Med kodelåsen skal du typisk indtaste en firecifret kode, du selv vælger, for at åbne døren. Vælger du en lås med nøgle, skal nøglen altid sidde i låsen, når du er hjemme, så du i tilfælde af brand kan komme hurtigt ud.

Det er supernemt selv at montere et indvendigt dørgreb med lås. Du skal bruge:

  • Et låsegreb
  • En nedstryger eller vinkelsliber
  • En skruetrækker
  • En tommestok.

Gør sådan:

  1. Skru det gamle dørgreb til terrassedøren ud.
  2. Mål om grebspinden på det gamle og nye dørgreb har samme længde. Hvis den nye er længere, skal du skære, så den får samme længde som den gamle.
  3. Skru det nye dørgreb ind i de gamle huller med de medfølgende sikringsskruer.

Sæt sikringsbeslag på vinduerne

  • Anslået tid: 30 minutter
  • Anslået pris: Ca. 150 kr. pr. stk.

En tyv kan på ingen tid bryde et vindue op. Men er der sikringsbeslag indvendigt på vinduet, er det langt mere besværligt at brække det op.

Det er simpelt selv at montere sikringsbeslag. Du skal bruge:

  • En boremaskine
  • Sikringsbeslag
  • En skruetrækker
  • Et 2 mm bor.

Gør sådan:

  1. Mærk hullerne, hvor sikringsbeslaget skal sidde, af med den medfølgende skabelon – sikringsbeslaget skal monteres mindst 10 cm fra vinduesgrebet.
  2. Bor for med et 2 mm bor.
  3. Skru sikringsbeslaget fast.

OBS! Hvis der stadig er en gældende garanti på dine vinduer, vil den sandsynligvis bortfalde, hvis du skruer beslag eller andet fast i dem.

Skift ældre vindueshasper

  • Anslået tid: 1-2 timer
  • Anslået pris: Fra ca. 40 kr. pr. stk.

Har du ældre vinduer som dannebrogsvinduer eller bondehusvinduer, holdes de måske lukket af hasper – også kaldet anverfere.

Sådanne vinduer kan tyven bryde op ved enten at banke på vinduesrammen udvendigt og derved få hasperne til at springe ud af konsollerne, eller ved at underbore i rammen, så han med en lang skruetrækker kan skubbe anverferen ud af konsollen.

Skift de gamle hasper ud med såkaldte anverfere med sikring, som er sværere at bryde op udefra.

Sæt en ekstra lås på din hoveddør

  • Anslået tid: 2-3 timer
  • Anslået pris: Fra ca. 1.500 kr.

Alle yderdøre, hoveddøre og kælderdøre, bør have to låse, som sidder med minimum 40 centimeters afstand. Den ene lås bør være en lås uden vrider, der kun kan åbnes med nøgle fra begge sider. Det gør det svært for tyven at komme ud med tyvekoster gennem døren.

Hvis du er en dygtig gør det selv-m/k, kan du godt selv montere en ekstra kasselås. Men det er et lidt større og sværere arbejde, så overvej at få en låsesmed til at gøre det. Det koster fra ca. 2.500 kr.