Om huset

Tegnet i 1955 af arkitekt Flemming Lassen, bror til Mogens Lassen, for en bygherre, der importerede træ, hvilket arkitekturen og materialevalget vidner om. Flemming Lassen byggede også større, offentlige byggerier med Arne Jacobsen. Huset her er på 130 m2 og er ikke fredet, men har en bevaringsværdi i klasse 3. Facaden står derfor i sin originale stand. Huset har været i trægrossistens families eje, indtil Pernille Arends købte det for ni år siden.

Arkitekt Pernille Arends var egentlig ikke på husjagt, da hun af ren faglig nysgerrighed lokkede en ejendomsmægler til at fremvise et hus i Gentofte. Huset var tegnet af Flemming Lassen, bror til Mogens Lassen, i 1955 til et ægtepar, som havde boet der lige siden, og hvor enken nu på grund af alderdom måtte sælge.

- Da jeg så træder ind i det her store rum, blev jeg forelsket på stedet. Der var en helt unik ro, rummelighed og et lys, som bare signalerede, at det her rum kunne du leve og være glad i, fortæller Pernille Arends, og tilføjer, at hun til sin egen store overraskelse impulsivt købte huset stort set på stedet.

Masser af træ

Bygherren var trægrossist, og den relation til træ er ikke til at tage fejl af i arkitekturen. Hoveddøren er lavet i mahogni, vinduerne i teak, gulve og lofter i pitch pine og fast inventar i oregon pine.

- Huset udstrålede en glæde ved kvalitetstræ og fine detaljer, som jeg instinktivt vidste, at jeg skulle bibeholde, samtidig med at huset på grund af en forældet planløsning med en del små værelser, et lille badeværelse, en dårlig placering af køkkenet og utidssvarende varme- og elinstallationer skulle vendes helt på hovedet, fortæller Pernille Arends, da hun talte med Danske BoligArkitekter i 2016.

En spændende udfordring

Et projekt, som nok ville tage pusten fra de fleste, men for Pernille var ændringerne kun en attraktiv og fagligt udfordrende opgave, hvor fokus blev at bevare husets træsignaturer og små detaljer, men sat ind i en moderne kontekst:

- Boligen skulle ikke komme til at ligne et parcelhus indvendigt i den dyre klasse uden sjæl og charme. Jeg ønskede med andre ord at føre huset op til en moderne standard uden at give køb på originaliteten.

Det foregik blandt andet ved, at alt indvendigt som fx døre og paneler blev pillet fra hinanden, renset og istandsat, og derefter sat på plads igen, men oftest nye steder, fordi planløsningen i huset på nær det store rum blev totalt ændret.

Bevar husets signatur

Én af de finesser, som fik Pernilles hjerte til at banke for huset, var det dengang gullige, tobaksplagede træloft med massive åretegninger. Alle besøgende mente, at første skridt måtte være at svinge en pensel og få malet lofterne hvide.

- Men forelsket som jeg var i huset og især i loftet, tog jeg min elskede i forsvar. Ingen skulle lave om på noget så fint. Jeg tilhører en generation, som virkelig har malet meget smukt træværk hvidt. Men loftet her er af de fineste Pitch Pine brædder, som for alt i verden ikke skal skjules af maling”, siger Pernille. En beslutning hun ikke har fortrudt.

- Loftet er husets stærkeste signatur, og generelt er signaturen værd at finde frem til og bevare. Ikke bare her, men i alle arkitekttegnede hjem.

Smuk patina

Det er med Pernille Arends’ ord svært at bevare den charme og sjæl, der er i et gammelt hus, når det hele moderniseres med nye og moderne materialer.

- Skifter du alle materialer, opdaterer du huset til en anden tid. Det kan være fint nok, men du skal bare være dig bevidst, at husets oprindelige sjæl kan gå tabt. Du er nødt til fra begyndelsen at beslutte dig for, om du vil lave et tidsskred mellem det gamle og det nye eller forsøge med materialer og møbler at blende ind i den tid, hvor huset er fra, siger hun. Konkret betød det, at Pernille har købt flere møbler og brugte byggematerialer på fx Genbyg.dk og Lauritz.com, der matcher den tid, hvor huset er tegnet:

- Det nytter jo ikke noget at tro, at nylavede fyldningsdøre kan erstatte de gamle af slagsen. Det er nemt at se forskel, for de nye kommer simpelthen uden charme, den rigtige patina og historie.

Moderniser med genbrug og brugte byggematerialer

- I stedet for at købe nye møbler og byggematerialer i forbindelse med en ombygning og modernisering, så gå efter brugt inventar fra den tid, hvor dit hus er tegnet.

- Kig en ekstra gang på husets oprindelige døre, håndtag, vinduer, paneler, lofter og gulve etc. Kan de blive lækre og tidssvarende at se på med den rette istandsættelse? Hvis ja, så gå klart efter at genanvende allerede eksisterende inventar og materialer for på den led at bevare husets sjæl og charme.

- Der er oftest ikke den helt store besparelse i at genbruge gamle materialer fra et hus. De skal nemlig pilles ud og istandsættes, hvilket koster en del i håndværkertimer. Så motivationen for at gå genbrugsvejen, når du renoverer, skal være troen på, at de oprindelige materialer klæder huset bedre end nye – og at de ofte også er af en kvalitet, som langt overgår moderne byggematerialer. 

Kilde: Arkitekt maa., Pernille Arends.

Fakta om ombygningen

Pernille Arends fik: Tre store, tidssvarende værelser, køkken placeret i åben forbindelse med det store alrum, gulvvarme i to nye badeværelser, en bredere fordelingsgang med nyt gulv af Pitch Pine og isolerende dobbeltdør ud til forstuen med det originale, men kolde stengulv.

Proces: Pernille var selv arkitekt og tilsynsførende på ombygningen og moderniseringen. Hun hyrede hver enkelt håndværker ind til hver enkelt opgave, så hun på den måde fik fuld kontrol over projektet. 

Materialevalg indvendigt: Pernille valgte ikke at male noget træværk i huset, som ikke var malet i forvejen. Til de to nye badeværelser og den lange gang er der anvendt gamle byggematerialer, der i tid og stil matcher de eksisterende i huset. På inventarsiden er der indrettet med arkitekttegnede møbler fra 50’erne og 60’erne blandet med helt nye træmøbler fra f.eks. Livingdezigns og Bønnelycke.

Materialevalg udvendigt: Malingen på facaden var meget falmet, og Pernille har forsøgt at ramme en nuance af orange, som hyppigt blev anvendt i 1950’erne.

Pris inkl. materialer, arbejdsløn og nyt køkken: Ca. 1.200.000 kr.

Danske BoligArkitekter

En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter.dk er en sammenslutning af arkitekter, der har specialiseret sig i om- og tilbygninger – find inspiration blandt hundredevis af om- og tilbygninger, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.