Spørg Bolius

Kommunal passivitet trods anmeldelse om ulovligt byggeri

Vi har i 10 mdr forsøgt at få vores kommune til at få en sagsbehandler på overtrædelse af bl.a. beboelse i garage og BR18 § 179 vedr. højder på 2 terrasser, svømmebassin, trappe mv for tæt på vores skel.

Vi har naturligvis først forsøgt konstruktiv dialog med naboen,  men forgæves.

Hvad gør man, hvis der tilsyneladende ikke er "hul igennem" til vores kommunes Byggesagsafd. på opfordrede(venlige) mails og efter tlf opkald til i øvrigt imødekommende medarbejdere?

Mener I, at det f.eks vil være en idé at få underbygget vores sag vha. en landsinspektør eller jurist?

Kommunen har jo pligt til at gribe ind overfor ulovlige forhold i skel, og vi opfatter, at der ikke reageres overhovedet bortset fra automatisk svar om travlhed mv.

Vi bryder os ikke om at skulle til at “kræve” at tale med overordnede e.l. Vi har fået oplyst, at man ikke kan booke et møde med afdelingen, før der er fundet en sagsbehandler.

Mvh Jette

Kære Jette

Det er en frustrerende situation, når man oplever, at en kommune ikke reagerer på gentagne henvendelser om ulovlige forhold. 

Jeg vil mene at det i første omgang, vil være en unødig udgift at få en landmåler til at konstatere forholdene, hvis der vel at mærke er tale om åbenlyse overtrædelser.

Men det vil naturligvis stille jer stærkere ift. argumentation.

Jeg vil råde jer til at sende en formel skriftlig klage til kommunen, hvor I detaljeret beskriver sagen og vedhæfter relevant dokumentation (fotos, målinger, tidligere korrespondance mv.).

Kommunen har ansvaret for at håndhæve byggelovgivningen, herunder BR18. Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på et ulovligt forhold, har den pligt til at søge forholdet lovliggjort, medmindre dette er af ganske underordnet betydning. Dette fremgår af byggelovens § 16 C, stk. 3. 

BR18 vejledning. Giv kommunen en rimelig frist (fx 4 uger) til at reagere og oplyse om, hvordan sagen vil blive behandlet. 

Hvis kommunen stadig ikke reagerer, kan I rette henvendelse til Ankestyrelsen eller det kommunale tilsynsråd. De fører tilsyn med, om kommunen opfylder sine forpligtelser.

Klagevejledning og tidsfrister — Ankestyrelsen

Held og lykke. 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Christina Schjervig, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden