Så tit slår danskerne græs
- 58 % af de danske husejere slår græs én gang om ugen i vækstsæsonen
- 18 % gør det oftere
- Kun 2 % gør det én gang om måneden eller sjældnere
- Generelt bruger hver husejer 2,5 time på havearbejde om ugen i havesæsonen
- 7 % ser græsslåning som den værste haveopgave
Kilde: Videncentret Bolius-undersøgelse foretaget af YouGov i april 2017
Hvis du vil have en nem have, skal du ikke så det hele til med græs.
En græsplæne er nemlig blandt de mest tidskrævende opgaver i haven, da den skal klippes mindst én gang om ugen hele vækstsæsonen, normalt fra slut marts til slut oktober, dvs. mindst 26 gange på en sæson.
Derudover fjerner de fleste mos og ukrudt i deres græsplæne, og mange både gøder og vander den samt afretter plænens kanter.
I en undersøgelse foretaget af YouGov for Videncentret Bolius i april 2017 svarer 7 %, at græsslåningen er den værste opgave i haven, det rækker til en femteplads over de mest trælse haveopgaver. Alligevel slår størstedelen af haveejerne (74 %) deres græs minimum én gang om ugen.
3 råd: Gør græsslåning mindre tidskrævende
Vil du gerne have en græsplæne til boldspil, solbadning og lignende, må du forvente en del arbejde med at holde den flot i løbet af sæsonen. Du kan dog minimere tiden du bruger på selve græsslåningen relativt nemt.
Slib knivene på din plæneklipper eller græsslåmaskine
Med sløve knive tager det både længere tid og giver et dårligere resultat. Sørg generelt for, at din maskine er velholdt, lav fx selv et vedligeholdelsestjek af plæneklipperen i efteråret eller tidlig forår eller send den til mekanikeren.
Læg en kant eller sti om græsset
Slå to fluer med et smæk ved at anlægge kanter af fx fliser eller stier omkring bede og lignende. Når du slår græsset, kører du plæneklipperens ene hjul oppe på flisekanten, og slår dermed græskanten samtidig med resten af plænen. Du skal derudover stadig afrette kanterne en eller to gange om året, helst forår før græsset har spredt sig ind over kanten.
Anlæg en nem have
Jo større et græsareal du har, jo mere skal der slås. Anlæg i stedet en terrasse, stier og blomsterbede med bunddækkende planter, fx stauder. Anlæg evt. blomsterbede i etaper over flere år, så det ikke bliver et omfattende projekt i starten.
Sådan får du en pæn græsplæne
- Klip græsset én til to gange om ugen fra april til oktober.
- Sæt klippehøjden til mindst tre centimeter, dog mindst fire centimeter forår og efterår.
- Gød græsset flere gange i sæsonen, f.eks. i april, juni, august og oktober.
- Riv græsset igennem med en løvrive for at opkradse plænens filtlag og fjerne mos.
- Fjern ukrudt som bellis, mælkebøtter, tidsler og vorterod.
- Riv nedfaldne blade væk fra plænen om efteråret.
- Spred et tyndt lag jord blandet med grus og kompost (topdressing) ud over plænen én gang årligt.
- Giv evt. plænen en gang kalk om foråret for at give mosset dårlige vækstbetingelser.
- Sørg for, at den ældre plæne får luft til rødderne ved at stikke en greb ned i plænen med tætte mellemrum over hele plænen eller ved at bruge en vertikalskærer, der skærer plænen igennem på kryds og tværs.
Podcast: Mig og min have
Episode 2: Græsplænen
I denne episode besøger vi greenkeeper Martin Nilsson hos Københavns Golfklub i Dyrehaven og hører hvordan de får golfbanen til at stå smukt. Vi får også tips til græsplæner med andre formål end en VM-kvalificering fra Jesper Corfitzen, haveekspert i Videncentret Bolius.
Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.
Alle afsnit