Hvilke typer køkkenvaske findes der? 

I danske køkkener er det primært den indbyggede vask, tilpasset de underliggende køkkenmoduler og bordpladsen omkring, som anvendes. 

Til gengæld findes der forskellige afarter af den indbyggede vask, hvor du fx kan vælge, hvilke funktionsmæssige detaljer din køkkenvask skal have: 

  • Dobbeltvask, dvs. en samlet køkkenvask med to kummer ved siden af hinanden, hvor vandhane og blandingsbatteri kan nå dem begge. 
  • Vask med opvaskebakke, hvor vasken er udvidet med en plade til opvask og våde grøntsager, så selve bordpladen skånes. 
  • Halvandenvask, der minder meget om dobbeltvasken, men hvor den ene kumme har en anden størrelse end den anden og fx primært skal bruges som afløb fra fx opvask, der ligger til tørre på opvaskebakken, eller til våde grøntsager. 
  • Vask med synlig front, hvor fronten af vasken krænger ud over køkkenbord og køkkenelement for et æstetisk look.

Hvilket køkkenvask-materiale har det største CO2-aftryk?

Hvis du vil foretage et mere klimavenligt valg af køkkenvask, er det ikke ligegyldigt, hvilket materiale du vælger. 

En køkkenvask af porcelæn udleder ca. 44 kg CO2 helt fra produktionsfasen til afskaffelse efter endt levetid, en køkkenvask af akrylkomposit ca. 35 kg CO2, mens en stålvask 17 kg CO2.  

Årsagen er, at en køkkenvask i porcelæn kræver mere materiale (15 kg) end en i akrylkomposit (10,5 kg), der igen er tungere end en stålvask (5 kg). Så selvom stål er et materiale, der efterlader et stort CO2-aftryk, udledes der samlet set mindre, fordi materialemængden er relativt lille ift. porcelæn og akrylkomposit. 

Hvis du vil foretage et mere bæredygtigt valg, skal du udover at se på CO2-udledningen også gå efter kvalitet og holdbarhed. Derved sikrer du, at køkkenvasken får så lang en levetid som overhovedet muligt. 

Både porcelæn, komposit og stål er stærke materialer, der kan holde til flittig brug i mange år. Stål er stærkest, men kan få buler, der kan gøre, at håndvasken udskiftes før endt levetid af æstetiske årsager. 

Når du afleverer din gamle håndvask på genbrugspladsen, vil porcelænsvasken typisk blive genanvendt til produktionen af stenuld, mens stålvasken vil blive omstøbt til andre produkter af stål. Derimod vil køkkenvasken af komposit ofte ende som affald, da komposit er et blandingsprodukt og ikke egner sig til genanvendelse. 

Den køkkenvask med mindst CO2-aftryk er den vask, der ikke er nyproduceret. Vælger du at købe en genbrugsvask, skal der ikke bruges nye materialer, ligesom der ikke er en produktionsproces, der udleder CO2. 

Om beregningerne: 

CO2-beregningerne her er udarbejdet i samarbejde med BUILD, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet og baseret på LCA-data. LCA (Life Cycle Assesment) er en metode til at vurdere et produkts CO2-udledning/miljøpåvirkning, fra råstofferne udvindes og forarbejdes, til at produktet kommer ud i hjemmet, bliver brugt og til sidst afskaffes eller genbruges. Her omfatter tallene dog ikke brugsfasen eller drift. 

Hvad skal du tænke på, før du køber køkkenvask? 

Inden du køber en køkkenvask, er det en god idé at overveje følgende: 

  • Hvor stor skal køkkenvasken være og hvilken type? 
  • Hvilket materiale skal køkkenvasken være lavet af? 
  • Skal der være bundprop/bundventil i vasken? 
  • Hvilken slags blandingsbatteri ønsker du, og hvordan skal det placeres? 
  • Hvilken farve skal håndvasken have? 
  • Skal du vælge en standardvask eller en designervask? 

Størrelse

Når du skal købe en ny køkkenvask, skal du først og fremmest finde ud af, hvor stor den skal være. Ønsker du fx en vask, der primært skal bruges til at vaske hænder, eller har du behov for en vask, hvor du kan vaske grøntsager med jord på for sig og have plads til en daglig opvask? 

Her er det vigtigt, du kender dine egne og din families vaner og rutiner i køkkenet. Hvis I bruger meget tid på madlavning og bagning i køkkenet, er det oplagt at vælge en køkkenvask med god plads – og gerne flere vaske i én. På den måde kan I være flere personer omkring vasken samtidig og opdele fx beskidte madvarer og brugt køkkengrej i hver sin vask. 

Hvis du vasker op i hånden, er en vask med god plads og med dertil indbygget opvaskebakke en rigtig god ide. Vasken må gerne være så stor, at der som minimum er plads til dine største pander og gryder, så du kan vaske op uden for meget vandsprøjt. 

Der er selvfølgelig også køkkener, hvor pladsen generelt er sparsom. Her vil bordplads nok være at foretrække frem for en opvaskebakke, og en enkeltvask i stedet for en dobbeltvask kan også sagtens gå an, selv for den ambitiøse hjemmekok. 

Materiale

Der findes forskellige materialer, din køkkenvask kan være lavet af. Det mest typiske materiale er stål, der både er rengøringsvenligt og robust. En stålvask kan hurtigt blive ridset og bulet over tid. Her kan det dog stadig godt betale sig at vælge en vask af god kvalitet. 

Porcelænsvasken har også vundet indpas i de danske køkkener og er, ligesom stålvasken, både nem at rengøre og ret robust. Den er desuden meget resistent overfor ridser og lettere slag, ligesom den meget glatte overflade betyder, at porcelænsvasken sjældent ændrer udseende, når der håndteres kraftigt farvede fødevarer som fx rødbeder. 

Kompositmaterialer er blevet populært til køkkenvasken. Komposit betyder, at materialet består af flere komponenter, typisk en form for sten eller hård plast, der er holdt sammen af et stærkt bindemiddel. Til køkkenvaske bruges der typisk en granitkomposit, hvor hovedbestanddelen består af kvartssand, der er holdt sammen af bindingsmiddel og tilsat et farvestof. Fordelen ved køkkenvaske af komposit er, foruden deres store styrke, at de kan formes efter specialmål, og fås i mange forskellige farver. Vaske af komposit kan nemmere tage farve efter madvarer end andre materialer, og de tåler ikke kemikalier i samme grad som fx porcelæn eller stål.  

Nedfældet, planlimet, underlimet eller integreret køkkenvask?

Der er flere forskellige måder, din køkkenvask kan monteres på bordpladen, og alt i alt går det hele op i stil og rengøringsvenlighed. 

Nedfældning 

Nedfældning er den mest simple, og også den mest typiske, måde at montere en køkkenvask. Nedfældning sker ved, at der skæres et hul i bordpladen, hvori køkkenvasken nedsænkes og kanten, kaldet vaskeflangen, limes fast på oversiden af bordpladen. En nedfældningsvask er ret simpel at montere selv, men har den ulempe, at kanten, der holder vasken på plads, altid vil stikke op over bordpladen. Det gør det mere besværligt at tørre vand og krummer ned i vasken. 

Planlimet

En planlimet vask minder meget om nedfældning, men her fræser der ned i bordpladen rundt om hullet, så vaskeflangen på køkkenvasken bliver helt plan med selve bordpladen. Det kræver mere snilde, og det rigtige værktøj, at montere en planlimet køkkenvask, men til gengæld bliver den daglige rengøring og vedligehold af bordpladen omkring køkkenvasken lettere. 

Ulempen ved en planlimet håndvask er, at fugen mellem vask og bordplade kan være svær at holde ren. I værste fald kan den sprække, hvis bordet fx er lavet af massivt træ, der arbejder, og udvider sig over tid, når bordpladen bliver våd og tørrer igen. 

Underlimet

En underlimet vask er i dag et populært valg, og en stor del af nye køkkener får monteret en underlimet vask. Når køkkenvasken underlimes, monteres den nedefra og limes fast i et udfræset spor i undersiden af bordpladen. Dermed fortsætter bordpladen faktisk ud over køkkenvasken, og skjuler dermed samlingerne mest muligt.  

En underlimet køkkenvask er kompliceret at udføre, så her er det bedst at få arbejdet udført af en professionel. Nogle bordpladetyper egner sig bedre end andre til en underlimet køkkenvask. Hullet, der skæres ud i bordpladen, bliver ikke skjult som ved andre vasktyper. Det betyder, at hvis du skal have en underlimet køkkenvask i en laminat-bordplade, skal kanten have pålimet en tynd laminat-strip hele vejen rundt. Det giver en pæn afslutning på bordpladen, men vær opmærksom på, at disse kanter ofte er sårbare overfor vand og skrappe rengøringsmidler.

Integreret

Vælger du en integreret håndvask, behøver du ikke tænke på problemer med kanter og fuger. Køkkenvasken er nemlig, som navnet antyder, en integreret del af bordpladen, og der er altså ingen samlinger at finde. En integreret køkkenvask skal laves på fabrikken, og kræver ofte, at bordplade og køkkenvask udføres ud fra specialmål. Køkkenvaske er typisk lavet af formbare materialer. Det kan være stål eller komposit, som fx Corian. Denne type køkkenvask er den mest rengøringsvenlige.  

Bordplads og bundprop

Det er meget typisk i danske køkkener, at køkkenvasken er en samlet del af bordpladen. Det gør, at du har god plads omkring dig til fx opvask og madvare. Du kan overveje, om bordpladsen omkring vasken skal være af et ekstra hårdført materiale, der fx kan modstå vand og sæbe. Ligeledes kan du måske ønske dig en overflade, som kan tåle, du sætter varme gryder og pander fra dig på bordet omkring vasken.  

Overvej også, om der skal være prop/bundventil i køkkenvasken, så du kan fylde den med vand. Hvis du fx skal skrælle kartofler eller tage opvasken i hånden, kan det være praktisk, at du kan sætte en prop i vasken. En prop/bundventil kan også være et stilmæssigt valg, der komplimenterer vasken og armaturets stil. 

Placering af blandingsbatteri

Du skal også tage stilling til, hvordan blandingsbatteriet – altså vandhanen, hvor du tænder, slukker og skruer op og ned for vandet – skal placeres. 

Blandingsbatteriet kan være en del af selve køkkenvasken, eller det kan placeres lige bagved vasken i et hul i bordpladen. Men det er også muligt at placere blandingsbatteriet i væggen, så det stikker udover køkkenvasken. Og så kan blandingsbatteriet suppleres med alle mulige smarte løsninger som fx udtrækstud, sæbedispenser eller vandhane til kogende vand, isvand eller vand med brus. 

Lige meget hvilken type blandingsbatteri du vælger, er det vigtigt at tænke på både designet og funktionen. Et blandingsbatteri placeret direkte som en del af køkkenvasken er tit den bedste løsning i forhold til rengøringsvenlighed og holdbarhed for køkkenbordet omkring vasken. 
Der samler sig ofte vand og snavs omkring blandingsbatteriet, og her kan især en træbordplade godt tage skade, hvis den er eksponeret for vand.  

Andre bordplader, fx kalkholdige typer natursten som marmor, tåler ikke skrappe rengøringsmidler, og derfor kan de tage skade, hvis du forsøger at fjerne snavs og kalk fra blandingsbatteriet, der står direkte på bordpladen og ikke er integreret direkte i køkkenvasken.  

Ved et væghængt blandingsbatteri skal der være plads til vandrør og installationer i selve væggen. Derfor er denne løsning ofte lettest at installere, når du bygger et nyt køkken. 

Hvis du har andre funktioner til køkkenvask og blandingsbatteri, som fx en sæbedispenser eller en vandhane med kogende vand eller danskvand, skal du være opmærksom på, at de kræver ekstra plads under vasken. Her kan det fx være nødvendigt at placere installationer, varmtvandskedel og kulsyrepatroner. Derudover skal der også være plads nok til, du kan rengøre og vedligeholde delene under ordentlige arbejdsforhold.  

Håndvaskens farve og design

Stilen på din køkkenvask er selvfølgelig også vigtig. Der findes et stort udvalg af køkkenvaske i dag, og der er stort set ikke de behov, der ikke kan løses. 

Der findes også forskellige designer-køkkenvaske, som har en mere unik form og stil, men da en god køkkenvask først og fremmest handler om funktion, er der grundliggende ikke de store forskelle på køkkenvaske. 

En ny trend lige nu er bl.a. stålkøkkenvaske med forskellige overflader, der giver dem et look af fx messing, kobber eller bare en helt sort. Her skal du være opmærksom på, at køkkenvaske som disse er ekstra sårbare overfor ridser, der tydeligere vil kunne ses, da farven kun ligger i det alleryderste lag.  

I det seneste årti er det også blevet populært med helt firkantede køkkenvaske, der giver et mere stramt og moderne look til køkkenet. Her skal du være opmærksom, at bunden og hjørnerne af vasken er mere besværlige at rengøre, end de køkkenvaske med mere afrundede hjørner.  

Ny eller brugt køkkenvask?

Du kan også tage på udkig efter en genbrugskøkkenvask. 

Køkkenvaske er generelt ret robuste og kan sagtens holde til at blive brugt hos flere familier. Når du køber en håndvask som genbrug, får du ofte en mere favorabel pris, men du kan ofte også være heldig at finde en helt unik køkkenvask med smukke detaljer eller retrodesign. 

En anden fordel ved at købe en genbrugskøkkenvask er, at du på den måde er med til at spare på jordens ressourcer. Hver gang en ny køkkenvask skal produceres, bruges der råmaterialer og udledes CO2. Du sparer altså ikke bare penge, når du køber genbrug, men sørger også for at sænke dit klimaaftryk. 

Hvordan tilsluttes køkkenvaskens vandrør og afløb?

Når køkkenvasken er monteret, skal den sluttes til et afløb, så det pungvandlåsbrugte vand kan løbe væk. Ligeledes skal vasken naturligvis forsynes med et blandingsbatteri, tilkoblet vandinstallationerne så du kan få koldt og varmt vand. 

Normalt sidder der en vandlås under selve vasken og er indbygget i det afløbsrør, der anvendes under vasken.

Du må gerne selv montere/udskifte en håndvask samt blandingsbatteriet, hvis selve vandinstallationen ellers er lovlig, og der er en lukkehane (stopventil eller ballofix) placeret under vasket, så du kan lukke for vandet, mens du monterer blandingsbatteriet. 

Skal du selv montere køkkenvasken, eller skal du lade fagmanden gøre det?

Du kan spare en del penge ved selv at købe og montere din køkkenvask og blandingsbatteriet. Desuden kan du lettere sikre dig, at det er den helt rigtige model og farve, du får, hvis du selv står for indkøbet. 

Hvis dit køkkenbord er lavet af massivt træ, eller af en form for træfiberplade med en overflade af fx laminat eller linoleum, kan du sagtens selv skære hul i bordpladen og installere din køkkenvask og blandingsbatteri. Ved andre bordpladetyper, fx komposit eller natursten, vil det klart være en fordel, at selve hullet udskæres hos fabrikken og leveres færdigskåret til dig. 
 
Det er også lettere at montere din køkkenvask selv, hvis du vælger en nedfældet køkkenvask. Ved en planlimet- og underlimet køkkenvask skal der både håndværksmæssig snilde og det rigtige værktøj til. Derfor vil det for mange være en fordel at hyre en professionel håndværker, fx en snedker eller køkkenmontør, til den opgave. Det anbefales desuden, at blandingsbatterier med varmtvandskedel til kogende vand installeres af en autoriseret installatør. 

Kan det betale sig at købe en håndvask i udlandet?

Du kan være heldig at finde køkkenvasken billigere i andre lande, fx Sverige eller Tyskland. 

Du kan nemt bestille vasken via internettet, men du skal være opmærksom på, at der kan tillægges ekstra gebyrer og told på prisen, når du køber ind fra udlandet, afhængigt af hvor i verden du køber vasken.  

Når du køber en vask i udlandet, skal du tænke dig godt om, da du ikke kan se modellen, før du køber den. Derfor kræver det ekstra opmærksomhed på vaskens mål og udseende, inden du køber den. Ligeledes bør du sikre, at du kender regler for og prisen på returnering af vasken, hvis den ikke lever op til dine ønsker.