Mai Møllers boligdrøm gik i opfyldelse, da hun i 2015 fandt en andelsbolig til en overkommelig pris i et attraktivt område i København.
– Jeg følte mig utrolig heldig. Det var en dejlig andelsforening med en sund økonomi, og jeg glædede mig til at bo i de klassiske arbejderboliger fra 1930’erne, husker Mai Møller.
Lejlighederne var og er eftertragtede både på grund af prisniveauet og arkitekturen, og det var en god mulighed for en førstegangskøber som Mai Møller, der dengang var 30 år og nyuddannet gymnasielærer.
– I foreningen boede der mange mennesker, der lignede mig selv – dvs. yngre mennesker, nogle med børn og generelt et lidt grønnere segment, man kunne kalde for ”kreativ klasse”. Men der boede også familier fra dengang, hvor en andelsbolig i København kostede 30.000 kr., altså den ægte, gode, gamle arbejderklasse, der nu var gået på pension. Og den blanding af mennesker kan jeg godt lide, forklarer hun, der selv er vokset op på en gård i Thy.
Især husker hun glæden over at eje sit eget hjem, selv kunne bestemme vægfarven og ”ikke længere bo til låns”. Kvarteret var meget bedre end sit rygte, der var ro på gaden om aftenen, og boligblokkene lå afskærmet fra trafiklarm.
I starten tænkte jeg ikke så meget over de voldsomme skænderier, smækken med dørene, råben og skrigen, samt lyden af ting, der bliver smidt i gulvet.
Det lød som en krop, der ramte gulvet
Oven på Mai Møller boede en familie med fire børn. Hun kunne på alle tider af døgnet levende følge med i, når der blev råbt højt deroppe.
– I starten tænkte jeg ikke så meget over de voldsomme skænderier, smækken med dørene, råben og skrigen, samt lyden af ting, der bliver smidt i gulvet. Jeg tænkte mere: ”Okay, vi er fra forskellige kulturer, vi diskuterer forskelligt, og det skal der være plads til.” Jeg ignorerede det og var hverken utryg eller mistrivedes. Men det ændrede sig et års tid senere, hvor min søster var på besøg, fortæller Mai Møller.
Endnu et skænderi var startet hos overboen, og pludselig lød det som et barn, der rammer gulvet hårdt. Det var voldsomt, og søstrene var ikke i tvivl om, hvad der foregik. Ude i opgangen mødte de andre naboer, der også var urolige. I samlet trop gik de op til overboen.
– Faren i familien kom farende ud kun iført boksershorts og helt opkørt af raseri. Da han ser os, falder han lidt ned og forklarer, at der ikke foregår noget. Det nægter vi at tro på, hvilket får ham til at vende på en tallerken og påstå, at det er ham, som får tæv af sin familie. Han vender sig om og viser sin ryg, der er rødstribet efter slag, mindes Mai Møller.
Efter samtalen gik alle naboer hver til sit, og der faldt ro på – den aften.
Mai Møller fandt sin smertegrænse og var til sidst nødt til at flytte fra sin andelslejlighed. Foto: Camilla Stephan.
I den følgende tid hørtes meget ballade fra overboens lejlighed. Skrigeri, lyd af slag og mennesker, der rammer gulvet oppe i lejligheden, eskalerede.
Mai Møller kunne høre, at det primært var faren, der var i konflikt med børnene, og selvom børnene var flydende på to sprog, råbte de på dansk, hvilket hun tog som et råb om hjælp til de omkringboende naboer.
En aften hørte hun datteren og faren skændes højlydt og blandt andet datterens gråd og et ”av, mit hoved”.
– Det var dråben. Jeg ringede til politiet, og de kom hurtigt og talstærkt. Det gjorde de i øvrigt også de næste mange gange, jeg ringede til dem, fordi jeg hørte voldsom adfærd fra lejligheden.
Overboen ringede på og kom med trusler
Noget tid efter talte Mai Møller med en anden nabo i opgangen. Hun fortalte, at hun tidligere har reageret og gået ind i konflikten, men har givet op, fordi der ikke blev gjort noget af myndighederne.
Men Mai Møller kunne ikke få sig selv til at sidde overhørig, hvis et barn måske blev slået. Hun følte sig forpligtet til at gøre noget og indgav en anonym underretning til kommunen.
Kort efter modtog hun svar på modtagelsen af underretningen – og det samme gjorde hendes overbo.
– Jeg var i chok over kommunens indiskretion, mens de henviste til regler om aktindsigt og deres procedurer osv., fortæller hun i dag.
En aften var der igen tumult hos overboen, men hun hørte høj musik og tog ikke bestik af det. Mens hun børstede tænder, bankede det på. Det var overboen. Han forklarede hende i truende vendinger, at han godt vidste, at hun stod bag underretningen.
Dagene, månederne og årene gik, og larmen og volden fortsatte. Undervejs i forløbet var hun jævnligt i kontakt med bestyrelsen i andelsboligforeningen, og her var meldingen, at problematikken var gammel, og at de ikke kunne gøre andet end at bede ham om at slappe af.
Men der gik ikke længe, før det hele igen gik amok hos overboen. Mai Møller følte sig nødsaget til at gå derop, og episoden endte med, at faren jagtede hende tilbage i hendes lejlighed. Lignende episoder fulgte efter, og selvom Mai Møller har ført minutiøs dagbog over alle hændelser, var der så mange episoder, at det er svært at overskue det lange forløb. Hun blev stadig mere og mere bange for at være i sin lejlighed.
I desperation sendte hun det, som kommunen på hjemmesiden kalder en ”sikker mail”. De svarede i et brev, at den ville blive behandlet som en underretning og sendt til overboen. Det fik hun med nød og næppe forhindret med hjælp fra Retshjælpen.
I starten tænkte Mai Møller ikke så meget over råben og skrigen fra overboens lejlighed, men en dag hørte hun noget, som hun var nødt til at reagere på. Foto: Camilla Stephan.
Overbo fik tilhold
Herefter blev episoderne bare værre og værre – det samme skete igen og igen: Politiet kom, stoppede episoderne og fastholdt, at det var kommunens ansvar at håndtere en ifølge politiet psykisk syg person, der ikke tog sin medicin, når han bliver lukket ud af den psykiatriske afdeling.
Mai Møller forsøgte i den kommende tid at leve med larmen, volden og utrygheden, mens hun desperat søgte efter andre boligmuligheder.
En dag, hvor hun kom cyklende i området, sprang overboen ud foran hende og lod, som om han ville slå hende i hovedet med et knytnæveslag, mens han råbte og skreg.
Da Mai Møller efterfølgende henvendte sig til politiet, fik hun en vejledning, som senere viste sig at være forkert. I Offerrådgivningen støttede de hende og mindede hende om, at det nok ikke var hos myndighederne, hun ville finde en løsning på sin sag.
Sådan underretter du anonymt
En underretning er en måde at gøre kommunen opmærksom på din bekymring for, at et barn eller en ung under 18 år ikke trives og har brug for hjælp og støtte. I Mai Møllers tilfælde gik noget galt, da hun indgav en anonym underretning, men det er muligt for borgere at underrette anonymt på mindst tre måder:
- Du kan indgive en anonym underretning til kommunen via et skema, som du finder på borger.dk.
- Du kan sende en mail til kommunen. Husk at sikre dig, at mailen sendes fra en anonym mailadresse, hvor navn og andre kontaktoplysninger ikke fremgår. Du kan hurtigt oprette en anonym mail hos fx Proton.
- Underretter du kommunen telefonisk, har de pligt til at notere samtalen. Du skal derfor ikke opgive navn eller andre kontaktoplysninger, hvis du ønsker at være anonym.
Generelt gælder, at du ikke vil modtage et kvitteringsbrev, når du underretter anonymt.
Kilde: Borger.dk, Ankestyrelsen, Dansk Socialrådgiverforening
Undervejs i forløbet forsøgte Mai Møller at alliere sig med sine naboer, der også var meget generet af mandens adfærd og trusler. De klagede flere gange til bestyrelsen, som meldte tilbage, at man havde bedt familien om at ændre adfærd og derfor ikke kunne gøre mere. Bestyrelsen henviste i stedet til det advokatfirma, som administrerede bygningen
Her lød svaret til sidst, at et civilt søgsmål var eneste løsning, hvilket ville have lange udsigter.
Ved et tilfælde kom Mai Møller i et af sine mange opkald til politiet i kontakt med en kvindelig betjent, der skaffede overboen et tilhold i fem år. Det gav lidt ro på, og det var så stor en forløsning at blive hjulpet og hørt, at hun her flere år efter bliver følelsesmæssigt berørt af at fortælle om det.
Men efter fire og et halvt års konflikt kunne hun ikke mere. Hun solgte sin lejlighed og flyttede ind i en dyr lejelejlighed i en anden del af byen.
– Jeg måtte kaste håndklædet i ringen for at passe på mig selv, men jeg har det træls med, at problemet nu er en andens. Stærkest står mindet om svigt fra alle sider. Og jeg er stadig vred over, at en psykisk syg mand får lov at terrorisere en opgang på den måde, uden at nogen gør noget. At hans rettigheder som boligejer var vigtigere end vi andres, slutter Mai Møller.
ABF: Svært for en andelsboligforening at reagere, når myndighederne ikke gør
Jan Hansen, direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF), kan ikke forholde sig til den konkrete sag i Mai Møllers tidligere andelsboligforening. Men han opfordrer til, at man som andelshaver kontakter sin forenings bestyrelse, hvis man oplever, at en nabo har en uhensigtsmæssig eller endda truende adfærd over for en selv eller andre, mener han.
– I stort set alle vedtægter er der en eksklusionsbestemmelse, og der står, at en andelsboligbestyrelse kan ekskludere en andelsbolighaver, hvis vedkommende gør sig skyldig i at optræde til alvorlig skade for foreningens virksomhed eller øvrige andelshavere, siger han.
I Jan Hansens optik er en sag, hvor en andelshaver smides ud af foreningen og tvinges til salg, svær, fordi sagen skal kunne holde ved domstolene, hvis vedkommende, der er smidt ud, efterfølgende vil køre sag på udsmidningen.
– Domspraksis er, at der skal være overordentlig gode grunde til at smide en andelshaver ud. Jeg siger ikke, det er umuligt, men næsten – det er uhyre vanskeligt. Og hvis man har en sag, hvor ikke engang politiet eller de sociale myndigheder gør noget, er det svært for andelsboligforeningens bestyrelse at gøre noget, siger Jan Hansen.
Han synes, det er ærgerligt, at der ikke er et bedre samarbejde myndigheder og andelsboligforeninger imellem, da sidstnævnte meget gerne vil være med til at påtage sig et socialt inkluderende ansvar.
– Men det kan være svært at finde ud af, hvor man skal rette sin henvendelse hen i kommunerne, hvorfor man kunne opfordre til, at kommunerne havde én indgang til henvendelser, der drejede sig om socialt udsatte borgere. Ligesom man kender det fra almene boliger, hvor kommunen hjælper med at koordinere på tværs af myndigheder og hjælpeforanstaltninger. Der skal tages hånd om denne typer sager, for det her skal ingen stå alene med, lyder det fra direktøren.
Eksklusion og udsmidning af lejer: Her er mulighederne
I Lejernes Landsorganisation (LLO) repræsenterer de ikke lejere i sager mod andre lejere, men mod uoverensstemmelser med udlejere. Men er problemet en nabos adfærd, og er den klassiske klagegang afprøvet, er der kun én ting at gøre, fortæller chefjurist i LLO Anders Svendsen.
– Det er udlejers ansvar at smide beboere ud, der har en skadevoldende adfærd, for det er deres indbyrdes aftaleforhold, lejeren misligholder. Men som lejer, der er generet af den adfærd, kan du bidrage til at gøre udlejers sag så god som muligt, fx ved at dokumentere den skadevolden, den anden lejer udviser.
Handler det om vanrøgt eller ubetalt husleje, er sagen mere ligetil, idet udlejer skal give et påkrav med en frist på 14 dage for udbedring eller indbetaling. Overholder lejeren ikke det, er det som udgangspunkt udsmidningsgrund. Når det er såkaldte ”støjgilder”, kan politiet bede folk om at lukke vinduer og skrue ned.
– Men af de lejere, der bliver smidt ud, ser vi flest sager, hvor det drejer sig om psykisk syge mennesker, der ikke kan passe på sig selv, og som slet ikke kan bo tæt på andre mennesker og respektere husregler, men i stedet støjer uhensigtsmæssigt, truer andre med vold eller har en adfærd, der kan true andres sikkerhed og lignende, siger Anders Svendsen.
På spørgsmålet om, hvad man gør, hvis hverken kommunens sociale myndigheder, politiet eller udlejeren gør noget, svarer han:
– Ja, så er vi tilbage ved, at det er et aftaleforhold mellem udlejer og lejer, og det kan man som menig lejer og nabo ikke gøre det helt store ved. Dog kan man prøve at overtale udlejeren til at gøre noget ved dette ved at klage, hver gang man oplever generende adfærd – og prøve at få sine naboer til at gøre det samme. Sidste udvej er at flytte.
