Spørg Bolius

Kan vi lukke ventilation til krybekælder nu den er fyldt op med isolering?

Hej Bolius

Vi bor i et hus fra 1911 hvor den tidligere ejer har isoleret krybekælderen med flamingokugler og lukket ventilationsristene i soklen. Vi skal nu have renoveret vores facade og bør vi åbne op for ventilationsristene i den sammenhæng eller blot skjule dem bag det nye lag puds (som håndværkerne anbefaler)?

Venligst Morten

Hej Morten

Som udgangspunkt er det jo bestemt ikke en løsning som jeg/vi anbefaler.

For nogle konstruktioner går det fint, men for andre går det frygtelig galt med alvorlige fugtskader i krybekælderens gulv-/loftskonstruktion.

Noget andet er radongasserne, som ikke længere bliver ventileret bort i krybekælderen. Når man stopper ventilationen, vil radongasserne bare kunne sive op ad, og op i huset. Så jeg vil anbefale dig at få målt radonniveauet i huset til vinter.

Men når nu krybekælderen ER fyldt op, så gør det ikke den store forskel om der er ventilationsriste eller ej. Så reelt kan I godt lukke dem til nu. Men jeg bliver nødt til at anbefale dig, at du får undersøgt forholdet nærmere af en uvildig byggesagkyndig med forstand på krybekældere og fugtproblematikkerne derfra.

Her skal det jo så lige nævnes, at det måske er noget nemmere sagt end gjort at få undersøgt gulvkonstruktionen, (uden at skære hul et sted). Men der er andre gode metoder til at måle og undersøge først, før man brager hul i gulvet.

Jeg håber I kan bruge mit svar, som desværre blev lidt “løftet pegefinger-agtigt”. Men gå blot videre med din facaderenovering, og så må I kigge på krybekælderen senere.

Og husk, at jeg også sagde, at det også kan gå godt med disse opfyldninger. Det kommer meget an på de lokale forhold med vandet i jorden mv.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden