Spørg Bolius
Hvordan sløjfer vi krybekælderen, så vi isolerer og radonsikrer mod terræn?
Hej Bolius
Mit spørgsmål drejer sig om en krybekælder under pejsestue
Vi har for 3 år siden købt et hus fra 1975. Pejsestuen er hævet i niveau i forhold til resten af huset, og der er således lavet krybekælder under gulvet med udeventilation i form af 4 riste. Fra stueplan og op til pejsestuen er der tre trin (ca. 60 cm forskel). Vi døjer dog med trækgener om vinteren, og da taget ikke er særlig godt isoleret, så døjer vi også med meget høje temperaturer om sommeren.
Vi er pt. ved at indhente tilbud fra en række håndværkere om at få efterisoleret taget og renoveret krybekælderen.
Vi kunne godt tænke os at sløjfe krybekælderen, men uden at skulle bryde betongulvet op, som findes 60 cm under det eksisterende trægulv.
Spørgsmålet går så på, om det rent konstruktionsmæssigt er lovligt, fordelagtigt og muligt at gøre følgende:
1) Mure ventilationshullerne til
2) Herefter lægge højisolerende isolering oven på det eksisterende betongulv som er i krybekælderen
3) Støbe nyt betongulv med gulvvarme oven på den nye isolering
4) Lægge nyt trægulv oven på det støbte gulv
Hvis ja, hvor meget isolering bør vi efterisolere med under den nye gulvarme, 300 mm?
Er der risiko for øget radonniveau, hvis den ventilerede krybekælder sløjfes til fordel for et nyt støbt gulv. Nuværende niveau 30 bq/m3.
Tømreren fortæller, at der findes 50mm højisolerende sundolit svarende til lamdaværdi 22 eller 100mm alm isolering.
Vi er indforstået med, at vi ikke kan sænke gulvniveauet i pejsestuen til det resterende i huset, og at vi derfor er nødt til at have min. 1 trin op til pejsestuen for at gøre plads til isolering og betongulv.
Informationer om konstruktion:
1) Ifølge de tegninger, jeg har over huset, er det nuværende betongulv i krybekælderen 8 cm, med 0,07 mm plastfolie under samt 25 cm groft grus
2) Det nuværende gulv er bygget op på strøer, som hviler på 19 fødder
Jeg ser frem til at høre fra jer.
Mvh Denni
Hej Denni
Hvis I har 60 cm at gøre godt med, så er det rigeligt med plads til en ny terrændækskonstruktion, og I kan sagtens* lave det oven på den eksisterende konstruktion.
Men jeg læser så også, lidt mellem linjerne, at I også gerne vil have den ned i niveau med den øvrige del, og så løber vi jo tør for plads og højde.
*Når jeg skriver sagtens, så er det, fordi I kun skal bruge en 40-50 cm til at lave en god terrændækskonstruktion. Altså med minimum 300 mm (alm.) polystyren og så de klassiske 10 cm betongulv, med gulvvarmeslanger. Vil man være lidt på forkant, så kan man gå efter 400 mm polystyren. Hvis man så ikke gør noget ved den nuværende højde, så kunne man fylde de sidste 10-15 cm med lecanødder, som i øvrigt kan fungere som et ”ventileret” lag med radonsug. Så er der ikke et øje tørt.
Men! Hele denne konstruktion oven på et eksisterende klaplag kan vise sig at være for meget. Og så i værste fald, kan man få relative voldsomme sætninger. Så jeg vil gerne anbefale jer at lade en geotekniker overveje, om bunden kan bære, herunder jordlagene under.
Mht. isoleringstykkelser, så er det korrekt, at man næsten kan halvere højde af isolering, ved at vælge isolering med en meget lav varmeledningsevne. Det produkt der altid nævnes her er Kingspan isoleringen, som har en deklareret (og testet) U-værdi på 0,022. Der er tale om deres gulvisoleringsplader Therma TF70
Med disse produkter kan højden altså næsten halveres, og I kunne måske nøjes med 200-250 mm. Men produkterne er så også noget dyrere end standard isolering. Så lige i jeres situation, er det kun noget, I bør vælge, hvis det er højden, som I gerne vil gøre noget ved. Ellers handler det vel om at få fyldt det nuværende hulrum bedst muligt ud.
Jeg håber, svaret kan bruges. Og husk, at der er en række forhold her, som jeg ikke kender til, og at der findes flere måder at lave det her på. Eksempelvis kunne man nøjes med at efterisolere krybekælderen. Jeg foretrækker klart den første løsning, men der er også andre muligheder.
Held og lykke med det.
Med venlig hilsen