Ifølge et husråd kan man undgå, at kalk sætter sig fast på både de hårde og bløde fuger i badeværelset ved at gnide stearin oven på fugerne, så stearinen former en hinde, der forhindrer kalk i at sætte sig fast.
Men virker det? Og er det overhovedet en smart løsning?
Ja, stearin på fugerne KAN forebygge kalk – men det er ikke den bedste løsning
Stearin vil have en effekt imod, at kalk binder sig til fuger og fliser.
Men en stearinhinde vil også forsvinde over tid, så den skal vedligeholdes løbende, og det er et stort arbejde at gnide stearin grundigt ind i alle fuger. Derfor er der andre metoder til at forebygge kalksamlinger, som er væsentligt mere effektive.
En anden udfordring med stearin-metoden er, at du faktisk kan risikere at forværre ophobningen af kalk visse steder på fugerne, hvis du ikke får påført stearinen helt jævnt. Er der det mindste hul eller den mindste ujævnhed i den stearin, du påfører, så vil kalken sætte sig der.
Sådan forebygger du kalk på fliser og fuger i badeværelset
- Svabr fliserne med en bruseskraber.
- Tør af med klud eller håndklæde.
- Luft ud med gennemtræk i 5-10 minutter.
- Brug mekanisk ventilation.
Rengøring forebygger kalk i fugerne
I stedet for stearin-metoden bør du forebygge kalk i badeværelsets fuger på den traditionelle og effektive måde – ved at rengøre dem løbende.
Montér et kalkfilter eller blødgøringsanlæg
I Danmark er der mange steder udfordringer med kalk i vandet, men det kan bekæmpes allerede inden, kalken når til dine fuger. En løsning er at få monteret et kalkfilter/blødgøringsfilter i varmeanlægget eller få installeret et blødgøringsanlæg. Det vil reducere kalkmængden væsentligt.
Spørg din installatør, hvad der er smartest for dig.
Sådan renser du beskidte fuger i badeværelset
Du skal bruge forskellige løsninger alt efter skidtet i dine fuger. Nedenstående gælder for både mørtelfuger og elastiske fuger.
- Snavs og fedt: Brug først universalrengøringsmiddel til at fjerne snavs og fedt.
- Kalk: Er der kalkaflejringer, så start med at fugte fuger grundigt med vand, og brug herefter en opløsning af 1 dl husholdningseddike og 2 dl opvaskemiddel eller brug eddikesyre doseret efter anvisningen på emballagen. Skyl til sidst med rent, koldt vand og svabr vandet af overfladen.
- Skimmelsvamp: Er der skimmelsvamp i fugerne, så brug et svampedræbende desinfektionsmiddel, som fx Rodalon eller Protox Hysan. De svampedræbende midler fjerner desværre ikke altid misfarvningerne, men de forhindrer, at angrebet udvikler sig. Brug IKKE de svampedræbende midler sammen med eddike eller anden syre, da denne blanding både e farlig og formindsker effekten.
Skrub fugerne med en skuresvamp, en tandbørste eller en fugerenser påført rengøringsmidlet.
Udskift elastiske fuger, hvis der vokser der skimmelsvamp på bagsiden af dem. Hvis du er i tvivl, om der vokser skimmelsvamp på bagsiden af fugerne, så lad en professionel vurdere dem.