Det kan virke som en vandrehistorie, men det er ganske sandt. Både en grill, hynder og gardiner kan i sjældne tilfælde være med til at udvikle så meget varme, at et vindue kan gå i stykker.
Hvis vinduer bliver udsat for en for høj varme, kan der opstå et såkaldt termisk brud, hvor glasset går i stykker. Den høje varme kan bl.a. skyldes:
- En grill på terrassen, der står for tæt på vinduerne.
- At en del af vinduespartiet bliver dækket til – fx af møbler, hynder, puder og lignende.
- At vinduer ikke kan komme af med varmen, hvis de fx er dækket af film på ruden, solafskærmning eller tykke gardiner.
For stor temperaturforskel i glas kan give brud og sprængninger i vindue
Fænomenet skyldes ifølge Glasfakta.dk, at der opstår for store temperaturforskelle i glasset. Når et stykke glas bliver varmet op, opstår der indre spændinger – til en vis grænse kan glasset holde til det, men hvis forskellen mellem varme og kolde dele af glasset bliver for stort, kan der altså opstå brud.
Det kan fx ske, hvis den nederste del af vinduet er tildækket og bliver opvarmet på grund af solen, mens den øverste del af vinduet ikke er tildækket og måske oven i købet ligger i skygge og dermed har en lavere temperatur.
Der er forskel på, hvor store temperaturforskelle vinduesglasset kan håndtere – alt efter typen af glas. Såkaldt floatglas, der typisk anvendes i en traditionelt placeret termorude, kan typisk klare temperaturforskelle på 40-50 grader. Hærdet glas, der typisk anvendes ved krav om personsikkerhed, kan tåle en temperaturforskel på op til 80-100 grader.
Hvordan undgår jeg, at mit vindue sprænger?
Ifølge Glasfakta.dk er der ikke stor risiko for, at disse brud eller sprængninger opstår, da flere faktorer spiller ind – eksempelvis om glasset bliver udsat for flere forhold på samme tid, fx fra sol og radiator samtidig, om vinden blæser og dermed køler glasset ned osv.
Selvom risikoen ikke er stor, er det en god idé at være opmærksom på en række ting for at forsøge at undgå brud eller sprængninger. Det er svært at tjekke selv undervejs, og du får ikke noget varsel, hvis der er brud eller sprængning på vej. Men du kan gøre følgende:
- Placér varmekilder som stearinlys og havegrill minimum 30 centimeter fra ruden.
- Pas på med delvist at tildække en stor termorude med store puder eller hynder.
- Undlad at klistre for meget på ruden – fx en film.
- Overvej at holde øje, hvis fx radiatoren er tændt, solen skinner, og gardinerne er trukket for på samme tid. Især, hvis gardinerne lukker af for luftcirkulation.