Nej, det er ikke muligt decideret at fjerne ridser i din rude med æblesyre. Men har du en forsatsrude med energiglas, kan du bruge syren fra et æble til at fjerne de sorte streger, der er kommet på overfladen af ruden.
Hvor kan sorte streger på en energirude komme fra?
De sorte streger opstår fx, hvis du kommer til at gnide metal mod en rude.
Hvordan fjerner du sorte streger på dit vindue?
Alt syreholdigt kan bruges til at rense ruden - både æblesyre og fx citronsyre. Du kan enten presse syren ud af frugten eller stå og gnide på ruden med et overskåret æble.
Glas er fyldt med bitte små huller, så syren skal ned i hullerne og opløse den sorte afsmitning. Det er vigtigt, at du ikke sliber eller skraber med syren. Lad den virke opløsende, og puds så ruden almindeligt efterfølgende.
En decideret ridse, hvor overfladen på ruden er ødelagt ned i dybden, er ikke lige sådan at reparere. Det kan lade sig gøre, men er meget dyrt.
Hvad kan du gøre for at undgå at få ridser i din rude?
Puds ikke ruderne, mens der sidder sand og skidt på. Brug en kost med sæbevand og vask skidt og møg af først.
Der findes også specielt hårdført glas, der er sværere at ridse end almindeligt glas.